
Foto: Niels Hougaard/L&F
DR’s og DN’s fedtemøgs-fokus er useriøst
Af Martin Hjort Jensen, viceformand, Landbrug & Fødevarer
DR har kørt årets første historie om det berømte og berygtede fedtemøg. Samtidig har Danmarks Naturfredningsforening skudt en kampagne i gang. Begge steder er en af forklaringerne på fedtemøget det varme forår. Men ellers, må man forstå, er det hele dansk landbrugs skyld.
Det er meget useriøst.
Det vil nemlig være bedre og mere seriøst også at tale om udlandets andel af problemerne. De to områder, som særligt fremhæves som ramt af fedtemøg af DN og DR, er Lillebælt og Køge Bugt. To områder der ifølge myndighederne primært er kvælstofbelastet af vores nabolande. Hvor er DN’s og DR’s fokus på det?
Frem for at tegne det komplette billede er målet tilsyneladende at skyde på landbruget. Det er en ærgerlig måde at arbejde med eller dække vigtige og fagligt ganske tekniske vandmiljøudfordringer.
Mens vi har fuldt fokus på at leve op til vores erkendte del af ansvaret gennem arbejdet i de lokale grønne treparter, fortsætter vi i L&F arbejdet med at holde politikerne op på deres forpligtelser, også i forhold til udlandet og den meget vigtige interkalibreringsgaranti, vi kæmpede ind i den politiske aftale om grøn trepart.
Her fik vi slået fast, at lykkes det ikke regeringen at få Sverige og Tyskland med på i vores optik overimplementerede mål, så skal vores vandplaner senest i 2029 følge de fælles EU-bestemte miljømål i de åbne vandområder. Og dermed vil vi være tilbage på det faglige grundlag, som det internationale ekspertpanel fra second opinion-arbejdet anbefaler.
Men mens det arbejde foregår, må vi godt ærgre os over, at der mangler nuancer og perspektiv i debatten fra andre parter.