Formanden gør status om grøn trepart-arbejdet

L&F-formand Søren Søndergaard gør forårsstatus på den politiske aftale, der bygger oven på den grønne trepart. Han glæder sig over stærke samarbejder i de lokale treparter. Forligspartierne bag politiske aftaler om landbruget spænder til gengæld ved flere lejligheder ben med uigennemtænkte tiltag. Samtidigt er der stadig behov for opgør med vildt bureaukrati.

Af Thyge Hansen

Den grønne trepartsaftale mellem parterne i treparten, som I var del af, nærmer sig 1-årsdagen. Når du ser tilbage til indgåelsen af aftalen, hvad tænker du så?

- Jeg er fortsat enormt stolt og glad for den vision for dansk landbrug, som den grønne trepartsaftale fra sidste sommer er udtryk for. Lad os fortsat producere mange fødevarer, men med større klimaeffektivitet og mindre påvirkning af vandmiljøet. Det er en meget ’ren’ aftale med nogle klare ambitioner om, at landbruget fortsat skal være konkurrencedygtigt, og at vi skal have et internationalt udsyn. Samfundet investerer i arealomlægninger – landbruget leverer arealer mod erstatning. Den enkelte landmand får flest mulige valgmuligheder for at bidrage til at nå både sit eget og sektorens mål. Det er en stærk og rigtig vision.

I november kom så den politiske aftale, der bygger på den grønne trepartsaftale. Du har været kritisk over for flere af de ting, der er besluttet af partierne 
bag aftalen?

- Først og fremmest er det godt, der langt om længe kom en politisk aftale om treparten. Og de fleste dele af den politiske aftale er fornuftige og følger fundamentet fra juni-aftalen.

- Men ja, jeg må være ærlig og sige, at forligskredsen, der lavede den politiske aftale på baggrund af den grønne trepart, på nogle områder tog beslutninger, der strider mod de meget fine balancer, tankegods og fagligheden i den oprindelige aftale. Det er jeg uforstående overfor. Vi har bragt så meget faglighed ind i treparten. Det bør respekteres. Det er ærgerligt og bekymrende, for det hæmmer tempoet i udviklingen og gør alting vanskeligere. Det rejser også mange spørgsmål hos vores medlemmer og mine landmandskollegaer.

Hvilke elementer tænker du særligt på?

- Udenrigsministeren sammenlignede den grønne trepartsaftale fra i sommer med et finkalibreret schweizerur. Men der er faktisk en stribe eksempler, som demonstrerer, at man har været inde og rode med den kalibrering, og det skaber selvfølgelig en ubalance.

- Først og vigtigst så vælger man det strengeste kvælstofscenarie og sætter vandmiljømål, der er strengere end de nabolande, som udleder til samme vand. Vand er flydende. Det giver ikke mening med national enegang, og det er i strid med det internationale ekspertpanels anbefaling. Forligspartierne undsagde den second opinion, de selv havde bestilt flere år tilbage og sætter strammere krav end nødvendigt for at nå målene. Det er overimplementering, som selvfølgelig gør opgaven med at nå i mål gennem arealomlægningerne vanskeligere. Helt unødvendigt. 

- Så valgte man at fortsætte braklægning som det eneste land i EU, – selvom treparten siger, der skulle findes en anden løsning til 2026. Det er arealer, der nu kommer til at blokere for trepartens ønske om nye, permanente naturområder. Vi braklægger typisk de marginale marker, for det er oplagt og godt landmandskab. Det vil sige arealer, hvor jorden i forvejen er mager, fugtig eller grænser op til eksisterende skov eller naturområder. Netop de arealer ville det være indlysende at omlægge permanent til skov eller vådområder som planlagt i den grønne trepart. Men vi kan jo kun bruge jorden en gang, så det blokerer de nationale brakregler nu for.

- Der blev heller ikke forfulgt det fulde og hele spildevandsmål på 860 ton kvælstofækvivalenter. Det er måske fair nok, at det hele ikke kan nås inden 2027, men så blev det sagt, at restbehovet skulle leveres af landbruget. Det samtidig med at man nærmest dagligt kan læse om overløb af urenset spildevand. Hvor er fairnessen i det? Her udestår en indsats fra myndigheder og spildevandsselskaber. Det er lidt en hån mod de lokale treparter, som knokler for at finde reduktioner fra landbrugsproduktionen.

- Tilsammen tegner det et billede af en forligskreds, hvor politiske processer og markeringer for nogle tog over frem for fokus på helheden og de meget svære balancer.  

Hvad er på den baggrund dit budskab til politikerne?

- Det er at anerkende, at trepartsaftalen indeholder fine balancer. Når man så laver politik ovenpå eller ved siden af, så er det meget sandsynligt, at den ene part i kompromisset bliver ekstra tilgodeset, men det gør den anden part så ikke. Landbruget er gået ind i en aftale og tager et enormt ansvar for den fremtidige udvikling og hjælper med at løse en række samfundsudfordringer på en gang. Men aftalen handler også om at udvikle et stærkt erhverv. Politikerne skal passe på med at blive ved med at skubbe til disse fine balancer. De har lov at mene præcis, hvad de vil, men de har jo i den politiske aftale i november helt overordnet tilsluttet sig trepartsaftalen – og aftalen er et kompromis mellem flere hensyn.

Hvad tænker du om, at Danmarks Naturfredningsforening har været ude at glæde sig over, at en analyse viser, at der vil være bedrifter med husdyr, der forsvinder i fremtiden?

- Jeg synes, det er uordentligt. Vi er nogle parter, der har lavet en aftale med regeringen i juni sidste år. Det havde vi et langt og godt forløb omkring, og vi har nu et ansvar i at sikre gode samarbejdsrelationer i de lokale treparter. Så forventer jeg klart, at man taler respektfuldt om de landmænd, der jo skal levere på mange af de ting, der er blevet besluttet. Det klæder på ingen måder nogen at glæde sig over, at der er bedrifter der må opgive deres levevej. I øvrigt er vi også fagligt uenige i analysen og vurderer, den kun analyserer på pisk og ikke de gulerødder, der venter på landmænd i aftalen.

De lokale treparter er et centralt element i arealomlægningen. Hvordan vurderer du arbejdet i dem?

- Vi har i rigtig mange år ønsket at levere mest muligt på indsatskrav med kollektive virkemidler, men har haft begrænset succes grundet flaskehalse, bureaukrati, og manglende lyst til at tage ansvar i en del kommuner, styrelser og ministerier. Konsekvensen har været, at vi i landbruget konstant er beskyldt for ”ikke at levere på frivillige aftaler”. Med de lokale treparter har vi nu fået fordelt ansvaret, så der er kommunal handlepligt. Det er rigtig positivt, og hvad jeg hører ude fra treparterne og selv ser, når jeg er ude at besøge forskellige indsatser, så er der også mange succeshistorier på vej. Der er stor interesse hos landmænd og lodsejere i forhold til at høre mere.

- Det skyldes ikke mindst vores landmandsrepræsentanter, som vi skylder en stor tak og som jeg vil opfordre til, at alle bakker op omkring. De og de tilknyttede rådgivere og medarbejdere leverer et kæmpe arbejde, som vi alle kun kan have den dybeste respekt for. Det understreger, at man lokalt, der hvor udfordringerne findes, ofte er mere løsningsorienterede end bag styrelsers og myndigheders københavnske skriveborde. Vi forsøger selvfølgelig at understøtte arbejdet bedst muligt og prioriterer i stigende grad også ressourcer hertil på Axelborg. I denne og næste uge holder vi for eksempel to ’trepartsdøgn’, hvor vi klæder landbrugsrepræsentanterne i de lokale treparter på med den nyeste viden og redskaber.

Hvad er næste store udfordring?

- Lige om lidt står myndighederne over for at lave en ny reguleringsmodel for kvælstof. Det giver fagligt god mening og har været undervejs i mange år, og vi har leveret faglige indspark over næsten et årti til den markmodel, vi ser som løsningen. I øvrigt en løsning der nok bliver kendt som VISA-modellen.

- Men de gode intentioner kan ødelægges totalt, hvis man også her træffer politiske beslutninger, som gør det sværere at være landmand og samtidig udhuler ejendomsværdierne. Processen med den nye model er desværre kommet lidt skævt fra start med en mildest talt akavet lancering af de nye retentionskort.

- I den forbindelse så er det vigtigt at slå fast, at man altså ikke skal overfortolke betydningen af retentionskortet. Det skal bruges med omhu og er på ingen måde en stentavle, der kommer ned med sandheden om , hvilke jorde der er bedst at omlægge, eller som bør få hård regulering i den kommende reguleringsmodel, blot fordi den beregnede retention er lav.

Hvordan ser den gode fremtidige reguleringsmodel ud?

- Vi peger helt entydigt på den såkaldte VISA-model, altså den markmodel, vi har arbejdet så meget for igennem de seneste mange år, også længe før der var noget, der hed grøn trepart. Her tildeles kvote ved hjælp af en fordelingsnøgle, der tager hensyn til de faktorer, som man ikke har indflydelse på i forhold til udledningen af kvælstof. Det er jordtype, nedbørniveau og kvælstofretention. Det betyder, at bedrifterne i et kystvandopland kan få tildelt ret forskellige kvoter i kilo kvælstof til kyst pr. ha. 

- Dermed får alle bedrifter det samme krav til reduktion af kvælstofudledningen i procent. Det er en god og solidarisk model. Alle landmænd bidrager til at indfri kvælstofmålene og har, med udsigt til at regulering rulles tilbage efter kvælstofreduktioner er nået, stærkt incitament til at løfte i fællesskab ved at indgå i arealomlægninger. For så kan det gode landmandskab virkelig foldes ud på den gode landbrugsjord. Samtidigt bidrager modellen til at holde jordpriserne i ro, som trepartsaftalen slår fast er en målsætning.

Og hvad er den helt forkerte model?

- Vi talte før om benspænd og tiltag i strid med den grønne treparts idégrundlag. Her kan vi potentielt tale om et gigantisk benspænd hvis det bliver grebet forkert an. Den såkaldte flade model, som nogen argumenterer for, tildeler ens kvote i kg kvælstof udledt til kyst pr. ha til alle marker i et kystvandopland. Her tager man altså ikke hensyn til hverken jordtype eller kvælstofretention. Når man ikke vælger at bruge faglighed som grundlag, betyder det, at der bliver stor forskel mellem bedrifterne på, hvor svært det bliver at overholde kvælstofkravene, primært på grund af forskelle i kvælstofretention. Bedrifter med lav kvælstofretention får en meget hård kvælstofregulering.

- Det vil være at sprænge en bombe. Jordpriserne vil nogle steder kunne falde voldsomt. Det vil udfordre den positive tilgang til omlægningsprocesserne, vi oplever for øjeblikket. Et forkert modelvalg vil risikere at stride mod ambitionerne i den grønne trepart. Den flade model er i vores øjne meget udansk, fordi den har et stort element af tilfældighed over sig, endda baseret på et retentionskort, der er behæftet med meget stor usikkerhed. 

- Med den flade model ser vi derudover ind i et scenarie, hvor vi kan risikere at skulle udtage god landbrugsjord, alt imens vi så fortsætter med at dyrke for eksempel lavbundsarealer. Det sker, fordi disse arealer med den model tilgodeses med en højere kvælstofudledningskvote, da de ofte har en højere naturlig retention. At det samtidig helt strider imod de klimamål, som også er del af den grønne trepart og flere politiske aftaler, er en helt anden problematik. 

Hvor tror du, vi lander?

- Som jeg sagde tidligere, skal forligspartierne passe på både landmanden og miljøet, fuldstændig som vi gjorde i trepartsaftalen fra juni. Og med den balance in mente er det en rimelig forventning til politikerne, at de tager udgangspunkt i VISA-modellen.  Den flade model vil give så store rystelser på jordpriserne og få så store konsekvenser, helt vilkårligt og uden varsel, for en gruppe landmænd, store som små, at det på ingen måde giver mening. Og lad os slå helt fast, vi når kvælstofmålene med begge modeller. Det er byrdefordelingen, det handler om. Og her er den solidariske løsning simpelthen markant bedre på alle parametre, og vi er klar til at løfte i fællesskab.

Hvad ser du ellers aktuelt i landbrugsdebatten med betydning for trepartsaftalen?

- Vi behøver bare se på en sag fra sidste uge. Her skal en landmand fjerne sin gylletank, som har stået samme sted i 23 år. Det skal han, fordi myndighederne dengang begik en fejl og gav tilladelse, selv om den står fire meter inde i fredskov. Den slags bureaukrati uden gavn er der desværre masser af. Vi hører om mange eksempler på langsommelig sagsbehandling af nye grønne løsninger, såsom placering af biogasanlæg og udviklingsplaner i virksomhederne.

- Det må være en øjenåbner til alle om, at når landbruget tager ansvar og forpligter os til et enormt projekt, som samfundet efterspørger, ja så skal der også være fleksibilitet i administrationen og politisk forståelse for faglighed på meget tekniske spørgsmål og valg. Vi når ikke i mål, og slet ikke til tiden, hvis fleksibilitet, faglighed og tempo ikke bliver nøgleord i sagsbehandlingen. Jeg ved, det kræver omstilling i styrelser og kommuner, men det er jo grundlæggende blot det samme, man efterspørger hos de danske landmænd for at få treparten til at lykkes.