Thailandsk delegation på besøg i Danmark
Thailandske mejeristuderende udforskede bæredygtig mejeriproduktion under deres besøg i Danmark i 2024.
I juni rejste en håndfuld nysgerrige thailandske mejeristuderende til Danmark for at få indsigt i den danske mejeribranche.
Studiebesøget var en del af det thailandsk-danske samarbejde »MoU« og »Red Cow Diplomacy,« der har til opgave at støtte det internationale samarbejde i mejeriets værdikæde. Red Cow Diplomacy er titlen på et samarbejde der startede tilbage i 1962, hvor 39 danske røde malkekøer blev sendt til Thailand. I dag symboliserer de røde køer et langvarigt mejerisamarbejde mellem Thailand og Danmark, der fortsætter med at vokse sig tættere og stærkere.
Formålet med besøget var at skabe og styrke båndene mellem den danske og thailandske mejeribranche gennem fælles viden og innovation.
- Vi har et mangeårigt samarbejde mellem Danmark og Thailand om genetikken til malkekvæg, hvor man den dag i dag kan finde eksempler på den røde danske malkeko i Thailand. Det er derfor naturligt at udvide fokus og fælles videndeling til den øvrige del af værdikæden, så relationerne også kan komme medlemsvirksomheder inden for bl.a. kvalitetssikring og ingredienser til gavn. Jo bredere samarbejdsrelationer inden for landbrugs- og fødevareområdet, desto bedre bliver det samlede danske aftryk, forklarer Kenneth Lindharth Madsen.
Vidt omkring
Besøget havde desuden til formål at udveksle viden om praksis på tværs af værdikæden som anvendelse af nye teknologier på gårdene, foderlovgivning, sikkerhedskontrol, bæredygtig mælkeproduktion, Travel to Farm-programmet og meget mere.
De thailandske gæster besøgte Food Nation, Mejeriforeningen, Travel to Farm, Novonesis, Foss, Fødevarestyrelsen, ICARS, Viking Genetics, forskellige mælkeproducenter og leverandører, Dalum Academy of Agricultural Business og KOLD College. De udenlandske mejeristuderende kom dermed vidt omkring i løbet af deres besøg i Danmark og fik fra forskellige vinkler et alsidigt indblik i vores omfattende mejeriindustri.
Det thailandske studiebesøg var blot én af de indgående delegationer der besøgte Danmark i løbet af 2024. I år har L&F modtaget delegationer fra blandt andet Kina, Japan, Sydkorea, USA og Saudi-Arabien. Den internationale interesse forventes at forsætte ind i 2025, hvor fremstød til både ind - og udland vil berøre Frankrig, Tanzania, Korea, Japan samt virksomhedsbesøg i Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien medio februar med fødevareministeren, som L&F arrangerer.