
Plantebaseret 2025 – Fælles om en grønnere fremtid
Konferencen Plantebaseret 2025, arrangeret i samarbejde mellem Vestjyllands Andel og L&F, stillede skarpt på fremtidens planteproduktion.
Af Anne Axelgaard. L&F
Mandag samledes mere end 100 landmænd, forskere, politikere og andre interesserede til Plantebaseret 2025. Konferencen, der for andet år løber af stablen, er arrangeret af Sektor for Planter i Landbrug & Fødevarer i samarbejde med vores gode virksomhedsmedlemmer og i år var det Vestjyllands Andel som lagde hus til mere end 130 gæster, debattører og indlægsholdere.
Programmet spændte bredt fra; udfordringerne med udfasningen af de kemiske hjælpemidler i markebruget, over fremtidens biobaserede byggematerialer, til fokus på de – måske bøvlede – bureaukratiske processer i EU.
Allerede fra dagens første indlægsholder, Svend Christensen fra Københavns Universitet gik på scenen, stod det klart, at tiden er en knap ressource, når det handler om at udvikle og implementere de grønne løsninger, som skal gøre vores landbrug mere bæredygtigt – og samtidig sikre vores fødevareforsyning i mange år fremover. Der mangler vidensdeling, tests og metoder, hvis vi skal rykke os på den plantebaserede dagsorden.

Løsningerne skal findes i samarbejdet på tværs af sektorer og formålet med konferencen blev gjort klart af administrerende direktør hos Landbrug og Fødevarer, Morten Boje Hviid, som lagde bolden op til dagens deltagere:
- Vi skal sammen gøre det helt klart, hvorfor samarbejde på tværs af landbrug, forskning, industri og politik er nøglen til at fremme udviklingen og brugen af biosolutions. Hvis vi arbejder sammen – i hele værdikæden - om at drive denne dagsorden, så kan vi sammen udvide fundamentet for fødevareproduktion og forsyne en voksende befolkning med et lavere aftryk på planeten, lød det fra Morten Boje Hviid.
Og velvilje til samarbejde var der meget af – mens det haltede lidt mere med de gode eksempler på biobaserede produkter, som rent faktisk har fungeret for landmændene – og måske endda skabt merværdi på den grønne dagsorden. Det gælder også når snakken falder på de plantebaserede fødevarer som gennem de seneste par år har været et varmt emne i den danske samfundsdebat – et nødvendigt skifte i vores madvaner og spisekultur – som på en eller anden måde aldrig rigtig er slået igennem. Det mener Landbrug & Fødevarers ernæringschef Line Munk Damsgaard:
- De plantebaserede fødevarer taler til de gode intentioner, vi har, når vi sidder og tænker over madvarer og indkøb hjemme i sofaen. Men vi glemmer lidt de gode intentioner, når vi handler og spiser; her styrer andre drivers vores nu og her-valg: smag, tid, pris og kvalitet. Smag er den ultimative driver for at vi vælger, hvad vi vælger – og selvom der er sket meget på området – så tror jeg nogle af de først-lancerede plantebaserede produkter fejlede på smag.
Udtalelsen faldt i debatten om ”the say-do-gap” hvor også både KMC og Arla også gav deres bud på, hvordan vi kan blive bedre til at udvikle de gode plantebaserede produkter som falder i forbrugerens smag og samtidig sikre en god og ernærende kost til den voksende verdensbefolkning

Bureaukrati og Bøvl
Mens formiddagens program bød på indlæg og debatter fra de aktører, som hver dag arbejder med at forske, udvikle og implementere de konkrete plantebaserede løsninger, tog eftermiddagen en politisk drejning for at skabe fokus på noget af dét, som flere af morgenens paneldeltagere bemærkede som den største flaskehals for udviklingen; de tunge godkendelsesprocesser i EU. Med at anslag fra Bolette Palle Neve, Crop Life Danmark, som bemærkede, at der siden 2019 kun er godkendt 1 kemisk produkt og små-20 biobaserede til brug i den danske planteavl, var scenen sat for landbrugets minister Jacob Jensen, som lovede at gøre sit til, at de bureaukratiske processer på området blev lettere med Danmark ved roret via det kommende EU-formandskab.
- Det er vigtigt, at vi får skabt de rammer som kan understøtte udviklingen af nye teknologier i stedet for at bremse den og fra dansk side vil vi gerne forenkle og modernisere de nuværende EU-regler til test og udvikling af fx sorter så EU bliver en hjælp og ikke en hæmsko. EU må og skal være konkurrencedygtigt - også på dette område - og ikke sakke bagud, lød det opmuntrende budskab fra Jacob Jensen.
Ministerens oplæg fulgtes af en debat om netop de mange godkendelsesprocesser i EU og flere af debattørerne bemærkede også, at skal vi i mål med den grønne trepartsaftale, så må det ikke være tunge og langsommelige processer i EU som blokerer.
Det adresserede blandt andre sektordirektør i L&F Planteproduktion Peter Nyegaard Nissen.
- Det bliver lidt et spørgsmål om hønen eller ægget; står vi med produkter med succesfuld effekt, der skal godkendes – eller venter vi på de rette godkendelsesprocesser, før vi produktudvikler? Vi skal kunne udvikle, teste, godkende og implementere i et meget hurtigere og glidende flow, end det er muligt i dag. Når først rammerne for dét er på plads, kan vi skabe en mere stabil og tryg platform for landmændene, når de skal udfase de gamle produkter og procedurer til fordel for nogle nye – uden at risikere hele deres udbytte, sagde sektordirektøren.
Med løftet fra landbrugsministeren om, at arbejdet for lettere processer i Bruxelles står højt på dagsordenen var salen klar til at modtage endnu en minister, nemlig Jeppe Bruus.
Ministeren for den grønne trepart anerkendte omfanget og kompleksiteten omkring implementeringen af aftalerne fra den grønne trepart, men roste samtidig de danske landmænd og fødevareerhvervet for den måde, de går til opgaven på:
- Vi er lige nu i gang med en historisk men kompleks opgave; når jeg turnerer rundt og besøger treparter, så er det fantastisk at se, hvor mange mennesker, der er involverede i, at få tingene til at ske. Nu kan vi faktisk tage livtag med de målsætninger, vi har. Vi bruger energien på noget, der giver stor værdi og mening – nemlig at skabe grundlaget for vækst i fremtidige generationer, konkluderede Jeppe Bruus.
Vi rykker sammen i bussen
Ved dagens afslutning var de fremmødte blevet præsenteret for en bred palet af både, udfordringer, holdninger og mulige løsninger til at finde de biobaserede svar på de opgaver, det danske landbrug står overfor lige nu – og i de kommende år. Og måske er det netop konferencer som denne, der kan være en vigtig faktor når de fælles løsninger skal findes.
For på tværs af indlæg og debatter dagen i gennem stod én ting klart – det kræver bredt samarbejde på tværs af brancher, sektorer og virksomheder at finde fremtidens biobaserede løsninger som skal løfte landbruget ind i en grønnere fremtid – noget som konferencens medarrangør bemærkede ved dagens afslutning:
- Mit take-away for i dag er, at når opgaverne bliver store nok, så skal vi nok rykke sammen i bussen og få udfordringerne løst. Det har vi gjort mange gange før. Samarbejde skal der til og fællesskabet skal løfte udfordringen og vi skal skabe løsningerne – sammen. Steen Bitsch, CEO, Vestjyllands Andel.