
Naturpleje kan blive stort – chikane må ikke stoppe os
Fremtiden byder på langt mere behov for naturpleje som følge af trepartsaftalen. Desværre plages mange dyreholdere af chikane fra en lille gruppe aktivister.
SEGES Innovation vurderer, at der, når den grønne trepartsaftale er fuldt implementeret, skal 300.000 kreaturer og heste til at pleje Danmarks natur i fremtiden.
Det er langt flere dyr end i dag, og det åbner spændende muligheder for eksisterende landmænd og nye, der har lyst til at arbejde med ekstensivt landbrug. Det glæder Anders Kjær, formand for Familielandbruget og viceformand i L&F.
- Der er ingen tvivl om, at naturpleje får en større plads i det danske landbrug. Nogle vil kunne gøre naturpleje til en større og mere økonomisk bæredygtig del af forretningen. Andre vil kunne komme i gang og måske have naturplejen som en del af indtægten, måske i kombination med lønarbejde. Mere naturpleje vil under alle omstændigheder åbne en masse muligheder og også styrke bosætningen på landet, siger Anders Kjær.
Nye muligheder
Selv om behovet for mere naturpleje er åbenlyst, så mangler der stadigvæk rammer for, hvordan de store arealer med ny natur skal passes og på hvilke præmisser.
- Det er et udestående, som vi arbejder hårdt på at få på plads. Først når der er klare rammer kan folk med interesse for naturpleje som driftsgren begynde at gange og dividere i forhold til, om det er opgaver, som de har lyst til at byde ind på, siger Anders Kjær, som oplever stor interesse hos mange for at drive med naturpleje.
- Det gør jeg helt sikkert. Både hos etablerede landmænd, der ser det som et spændende nyt ben i driften, men også mange unge tænker naturplejen som en interessant vej at gå. Det ser jeg som meget positivt, og jeg glæder mig til, at vi får nye muligheder.
Grove metoder og chikane
Der er dog et stort skår i glæden hos Anders Kjær, der selv arbejder med naturpleje. De senere år er mange dyreholdere blevet udsat for chikane. Det foregår blandt andet i grupper på Facebook, hvor landmændene anklages for vanrøgt og deres kontaktoplysninger deles. Andre bliver opsøgt i deres hjem eller udsat for stribevis af politianmeldelser, også selv om politiet gang på gang ikke finder grundlag for at rejse sigtelse.
- Det er enormt trist, at nogle synes de kan tillade sig at genere andre mennesker på den måde. Man har al mulig ret til at være uenig omkring reglerne for hold af dyr, men at svine andre mennesker til på sociale medier, trænge ind på deres ejendom eller plage dem med grundløse politianmeldelser, det er slet ikke i orden. Det risikerer at skræmme gode folk med et godt syn på dyrevelfærd fra at ville arbejde med naturpleje, for orker man lige at skulle være skydeskive og svines til på sociale medier. Jeg har selv mærket den bekymring, siger Anders Kjær, der understreger, at det er nogle ganske få aktivister, der bruger de grove metoder.
Han benytter lejligheden til at understrege, at vurderer landmanden, at dyr i naturplejen mangler foder, så skal dyrene fodres.
- Det er en hel fundamental del af den gode dyrevelfærd og godt landmandskab, fastslår viceformanden.
Minister i samråd
Emnet har lige nu stor politisk bevågenhed. Fredag i sidste uge var justitsminister Peter Hummelgaard i samråd i folketingets Retsudvalg om problematikken. Opmærksomheden lover godt for, at der er vilje til at udfordringen bliver håndteret, mener Anders Kjær. Han opfordrer derfor landmændene til ikke at miste modet.
- Det er vigtigt at huske på, at selv om det kan være hårdt at blive hængt ud med navn i en Facebook-gruppe, så er det en meget lille gruppe mennesker, der bedriver den form for hetz. Langt de fleste tager da heldigvis afstand fra den måde at agere på, også fra højeste politiske sted. Jeg håber virkelig ikke, at der er gode kolleger, der bøjer nakken og opgiver naturplejen, fordi der er vrede mennesker derude, som ikke vil acceptere samfundets spilleregler. Vi må som samfund aldrig komme derud, at vi accepterer den slags, erklærer Anders Kjær, der også på andre områder end naturplejen naturligvis følger udviklingen i trepartsarbejdet meget tæt.
- Kæmpe ros for indsatsen til vores repræsentanter, som virkelig arbejder hårdt her frem mod en af de første deadlines i de lokale grønne treparter, hvor der 1. juli skal være skitseplaner klar for arealomlægninger. Jeg forstår virkelig deres store motivation og indsats i en tid, hvor reguleringsmodeller for kvælstof er i politiske forhandlinger. For tanken bag at løse flere af vores udfordringer med arealomlægninger er blandt andet, at hele kvælstof-reguleringsåget skal være fortid. De kvælstofreguleringsmodeller, der lige nu forhandles, er af stor og vigtig betydning for vores erhverv. Målet skal jo netop være, at de ikke rammer os takket være arealomlægningerne, og at vi opnår de nødvendige reduktioner i udledning ad den vej. På den måde fylder trepartsarbejdet utroligt meget for mig, fastslår Anders Kjær.