Colorblind

Nyhed, 11.juni 2025

Vigtige anbefalinger om kulstof og kaskadeudnyttelse

L&F hilser anbefalingerne fra to ekspertudvalg, nedsat som led i trepartsaftalen, velkommen.

Den grønne omstilling af landbruget afhænger i høj grad af kulstofopbygning i jorden og kaskadeudnyttelse af biomassen fra erhvervet. Derfor var nedsættelse af to ekspertudvalg, der skulle levere anbefalinger om de to emner, også vigtige prioriteringer for Landbrug & Fødevarer under forhandlingerne om den grønne trepartsaftale.

 Ekspertudvalgenes anbefalinger er netop udkommet, og nu skal der følges op de centrale og vigtigste af anbefalingerne.
Landbrug & Fødevarers har tre absolutte hovedprioriteter om kulstoffangst og -lagring.

- Vi skal vigtigst af alt have maksimal fokus på kvantificeringen af kulstof i jorden. Kendskab til jordens kulstofpulje, og hvordan forskellige dyrkningssystemer påvirker den, er helt centralt for værdisætningen af aktiviteterne. Anbefalingen skal følges op af de nødvendige undersøgelser, og den opgave skal der prioriteres midler til, siger Hans Roust Thysen, klimachef i L&F.

De to andre hovedprioriteter handler om behovet for viden om planternes iboende egenskaber og gevinsterne ved planteforædling med fokus på klimaeffekter. Tilsammen har det et meget stort potentiale i forholde til kulstoffangsten.

To anbefalinger fra udvalget er væsentlige i den sammenhæng:

- Der skal sættes gang i screeningsforløb af planters sortsspecifikke effekter på kulstoffangst og -lagring, og sikring af den langsigtede udnyttelse af planters sortsspecifikke egenskaber i forhold til klima, miljø, natur og vækst. Det er virkelig nyttige forslag, som vi skal have ud at rulle snarest muligt, siger Hans Roust Thysen.

Bedste løsninger
I forhold til anbefalingerne fra ekspertudvalget for kaskadeudnyttelse er det især vigtigt, at landbruget får sikret de bedste løsninger til at optimere kaskadeudnyttelsen af landbrugets ressourcer.

- Derfor er det også fint, at anbefalingerne har fokus på den grønne biomasse. Græs har den evne, at det kan lagre kulstof fra atmosfæren og reducere næringsstoftabet fra landbruget, og vi er enige i anbefalingerne om, at der afsættes midler til udvikling af hele værdikæden - fra forskning til understøttelse af produktionen - så vi netop får opskaleret produktionen af grøn protein, siger Hans Roust Thysen.

Han påpeger videre, at det er positivt, at ekspertudvalget kommer med anbefalinger, der skal få biomassen så langt op i værdikæden som muligt.

- Der er allerede firstmovers på området, som er i gang med f.eks. biogas, pyrolyse, græsprotein og byggematerialer, så det er kun positivt, at opmærksomheden nu skærpes i anbefalingerne, så endnu flere kan komme i gang. Nu er det vigtigt, at anbefalingerne kommer ud at virke, så vi kan få sikret den fortsatte grønne omstilling af landbruget. Det kommer vi selvfølgelig til at spille markant ind på i, siger Hans Roust Thysen.

Kontakt: