Nyhed, 18.juni 2025

De minimis register på vej

Der kommer fra 2026 (for landbrug fra 2027) et nyt register over de minimis støtte, men desværre løser registret ikke alle de administrative problemer.

De danske myndigheder lægger det i dag over til den enkelte støttemodtager at sikre, at den samlede de minimis-støtte ydet af den danske stat til en enkelt virksomhed ikke overstiger det tilladte. Loftet er 300.000 euro for den generelle de minimis og 50.000 euro for landbrug over en periode på tre år, men snart skal myndighederne udbyde et centralt register over de minimis-støtte. 

"De minimis" kan løst oversættes til "om bagateller". Indenfor statsstøtteret skal mindre støttebeløb til virksomheder ikke betragtes som statsstøtte, der skal anmeldes til EU-Kommissionen, da beløbene anses for så små, at de ikke påvirker konkurrencen nævneværdigt. 

 

Nyt register på vej 

Som noget nyt bliver myndighederne efter den generelle de minimis forordning pr. 1 januar 2026 forpligtet til at oprette et centralt register over de minimis-støtte. For landbrugssektoren indtræder forpligtelsen til at oprette registret dog først pr. 1. januar 2027. Danmark har valgt at bruge det register, som EU-Kommissionen administrerer – eAid register (eAir).  


Det er naturligvis positivt, at EU-kommissionen lægger op til at mindske de administrative byrder, så myndighederne nu vil skulle registrere tildelt de minimis støtte i et centralt register frem for, at det er den enkelte støttemodtager, der skal erklære, hvilken støtte der er modtaget inden for de minimis-forordningen.  


Statsstøttereglerne er et komplekst område, så det er vigtigt, at myndighederne kan give støttemodtagere et konkret overblik over, hvilke ordninger der er de minimis, så støttemodtagerne kan respektere de begrænsninger, der er indbygget, når man går ind i en de minimis-ordning.  


Efter et orienteringsmøde i Erhvervsministeriet kan vi desværre konstatere, at vi imidlertid ikke er i mål med at opnå et register med så fuldstændige oplysninger, at det reelt repræsenterer en stor administrativ lettelse.  

 

Ambitionerne indfris ikke med det nye register  

Det er som om, at ambitionen om et sådant register ikke står helt mål med den udmøntning, som EU-Kommissionen lægger op til.  


I ”forordet” (præambeltekstens præmis 24) til den generelle de minimis-forordning introduceres det kommende register som et, hvor de enkelte medlemsstater indlæser: 


”fuldstændige oplysninger om den de minimis-støtte, der er ydet, i et centralt register på nationalt plan eller EU-plan og kontrollere, at ny støtte ikke overstiger loftet i denne forordning.”  


Det understreges desuden, at ”Det centrale register vil bidrage til at lette virksomhedernes administrative byrde. Virksomhederne vil i henhold til denne forordning ikke længere skulle holde øje med og anmelde eventuel anden modtaget de minimis-støtte, når først registret indeholder data for en periode på tre år. I forbindelse med denne forordning bør kontrol med overholdelsen af loftet i denne forordning i princippet baseres på oplysningerne i det centrale register.” (fremhævet her) 

 

Af præmis 26 fremgår følgende: 

”Da administrative byrder og lovgivningsmæssige hindringer udgør et problem for de fleste SMV'er, og da Kommissionen har et mål om at reducere byrden i forbindelse med rapporteringskrav med 25 %, skal centrale registre oprettes på en sådan måde, at de mindsker den administrative byrde.” 

 

Vær stadig meget opmærksom på eget ansvar 

Der er et stykke vej endnu, før man som støttemodtager vil opleve registret som en egentlig byrdelettelse. Som registret bliver udmøntet for nærværende, er man som støttemodtager fortsat nødt til selv løbende at tjekke og følge med i modtaget de minimis-støtte. Bl.a. beregnes støtteloftet på koncernniveau, mens registreringen sker på CVR-niveau. Det betyder, at en virksomhed med flere CVR-numre skal tjekke de enkelte CVR-numre for at få et overblik over, om koncernen som helhed er under loftet.  


Der er ligeledes en udfordring, hvis der sker virksomhedsoverdragelser eller spaltninger, og hvordan støtten så beregnes i de tilfælde. Det er fortsat uafklaret.  


Man skal også som støttemodtager være opmærksom på, at der vil gå op til 20 dage efter støttetilsagnet, før myndighederne skal registrere støtten, og at de minimis erklæringer fortsat er nødvendige i en overgangsperiode på 3 år. 


Det er endvidere værd at bemærke, at registret bliver offentligt tilgængeligt.  

 

Hvad gør L&F 


L&F har tilkendegivet overfor Erhvervsministeriet, at den valgte løsning ikke er optimal. Som vi har forstået det, så presses EU-Kommissionen også på den valgte implementering. Vi vil også tage fat i vores europæiske organisation Copa-Cogeca for at presse på den vej. Men vi må nok indse, at det er svært at få det løst, inden registret skal træde i kraft i 2026 (for landbrug fra 2027).