L&F til kamp for fair byrdefordeling og kompensation

Politikerne går på sommerferie med en kvælstofreguleringsmodel, som kun er en tredjedel færdig. L&F er ærgerlig over den usikkerhed, det giver landmændene. Og kæmper frem mod efteråret for fornuftig byrdefordeling og retfærdig kompensation. 

Regeringen, SF, Liberal Alliance, Konservative og Radikale Venstre har den 18. juni indgået en delaftale, der fastlægger det maksimale reguleringstryk, som bedrifter vil kunne blive pålagt fra 2027. 

At der overhovedet er et loft over, hvor hård regulering, der fra 2027 kan komme i et opland, var noget, som L&F måtte kæmpe meget hårdt for at få indført i trepartsaftalen. Andre ønskede, at der intet loft skulle være.

Kompromisset i trepartsaftalen fra 24. juni sidste år blev det såkaldte ”braklægningspunkt”, som udtrykker, at reguleringen i et opland ikke må blive så hård, at der ikke kan være landbrug i oplandet, og at bedrifterne i stedet tvinges til at braklægge.

Efter længere analyser og rådgivning fra Københavns Universitet, er regeringen og forligskredsen nu enige om at fortolke braklægningspunktet som det reguleringstryk, hvor et opland samlet set vil kunne overholde udledningsgrænsen, hvis der er vårbyg med efterafgrøder i hele oplandet. I praksis vil udledningsgrænsen også kunne overholdes med andre sædskifter og virkemidler, blot at udledningen samlet set svarer til vårbyg med efterafgrøder. Fx vil mere græs i sædskiftet give plads til mere vintersæd.

Det er dog et ekstremt hårdt reguleringstryk, der nu er aftalt. I dag er de hårdest regulerede bedrifter underlagt krav om ca. 60 procent efterafgrøder inklusiv både målrettede, pligtige og husdyrefterafgrøder. Med det aftalte reguleringsloft ved ”braklægningspunktet” er det altså reelt skærpet til krav om 100 procent efterafgrøder. Det er ikke et reguleringstryk, der er foreneligt med et landbrug i vækst.

Jeg bliver trist, når jeg erfarer, at det holdt hårdt i forhandlingerne i forligskredsen at lande reguleringsloftet her, og at flere i forhandlingsrummet pressede på for et langt mere restriktivt reguleringsloft.

Samtidigt er det vigtigt ikke at sammenligne det aftalte reguleringsloft med det nuværende. For med det nye reguleringsloft vil der i 2027 også følge en ny udledningsbaseret regulering, som erstatter den nuværende regulering baseret på datotyranniske efterafgrøder. I den ny reguleringsmodel (NRM) er princippet, at landmanden får en udledningsgrænse i kilo N/ha fastsat efter reduktionsmålet for fjorden, og så med valg af afgrøder, sædskifte og virkemidler med landbrugsfaglighed kan vælge, hvordan udledningskvoten overholdes. Det er positivt. Balanceregnskaber vil også kunne indgå i modellen, om end det desværre ikke ventes klart fra start i 2027.

Den nye reguleringsmodel vil således gøre det lettere at leve op til et reduktionskrav end den nuværende efterafgrøderegulering, hvor der primært fokuseres på efterafgrøder og reducerede gødningskvoter som virkemidler, og hvor fx lavt-udledende sædskifter ikke belønnes. Med den nye regulering vil alle bedriftstyper, herunder økologiske produktioner, også bliver underlagt samme krav.

En bedre og mere faglig korrekt udledningsbaseret regulering vil dog ikke blive oplevet som en styrkelse af fødevareproduktionen, hvis reguleringstrykket samtidigt skrues voldsomt op. Der kan ikke produceres fødevarer uden et vist tab af næringsstoffer. Det skal der landbrugsfagligt derfor være plads til.

Håndslag på finansiering

Derfor er det også helt afgørende, at L&F med trepartsaftalen fik sikret håndslag på og finansiering til, at de kvælstofreduktioner, som regeringen og forligspartierne har besluttet, skal realiseres gennem frivillig omlægning af landbrugsarealer til vådområder, minivådområder, lavbundsprojekter, ekstensiveret natur og skovrejsning. 
Den nye målrettede regulering vil fra 2027 således kunne rulles tilbage til et absolut minimum, langt fra reguleringstrykket i dag og meget langt fra reguleringstrykket ved ”braklægningspunktet”. Det er meget afgørende at huske og en stor motivation for os.

Vejen dertil er arealomlægning, og netop nu arbejdes der på fuld kraft i de 23 lokale treparter for at finde den bedste vej i mål. Stor tak til alle for indsatsen herude. Det er netop derfor, vi kæmpede for så stærk lokal involvering. 
Skærpet regulering til det nu aftalte reguleringsloft vil altså kun ske fra 2027 i de oplande, hvor det er nødvendigt for at levere den udestående reduktion, efter myndighederne har opgjort status for arealomlægning og skærpede krav til spildevandsrensning. Og reguleringen vil hvert år kunne rulles tilbage i takt med, at arealomlægninger realiseres.

Ministeriet har beregnet effekten af målrettet ny regulering til braklægningspunktet til en reduktion på 7.100 tons udledt kvælstof. Det er i forhold til et scenarie uden målrettet regulering og uden nogen arealomlægning, der vil reducere hvor mange oplande, der vil opleve regulering til braklægningspunktet. 

Den nævnte reduktion på 7.100 tons gennem ny målrettet regulering er et teoretisk scenarie. Arealomlægningen er i fuld gang, så den nye målrettede regulering vil i praksis fra dag ét levere mindre end 7.100 tons gående mod 0 tons i takt med, at arealomlægninger gør det muligt at rulle reguleringen tilbage.

Svært at vurdere konsekvenser

Aftalen af 18. juni er kun en delaftale. Reguleringsloftet er aftalt, men der udestår to meget vigtige beslutninger før den samlede nye reguleringsmodel er fastlagt. Det er derfor alt for tidligt at vurdere konsekvenserne af den nye reguleringsmodel.

For det første skal der besluttes en kompensationsmodel. L&F fik med trepartsaftalen aftalt, at landbrugene skal kompenseres for deres omkostninger ved den ny reguleringsmodel, og at kompensationen skal være differentieret i forhold til omkostningerne. Det betyder, at hårdt regulerede bedrifter skal have ekstra kompensation i erkendelse af, at omkostningen ved den sidste procent efterafgrøder eller det sidste kg N/ha, der skal reduceres, er større end den første procent eller kilo. 

Kompensation differentieret efter omkostninger er modsat i dag, hvor kompensationen for de målrettede efterafgrøder er den samme per hektar, uanset om man skal udlægge fire eller fyrre procent målrettede efterafgrøder.
Betydning af det nye reguleringsloft (braklægningspunktet) skal naturligvis ses i lyset af kompensationen. Og det skal der altså først træffes politisk beslutning i forligskredsen om til efteråret. 

For det andet skal forligskredsen til efteråret træffe beslutning om fordelingen af reguleringstrykket (byrdefordelingen) inden for et opland. Uanset om reguleringstrykket bliver lavt eller til loftet. 

Det er selvsagt frustrerende, at beslutningerne ikke træffes samtidigt. Man kan sammenligne det med at indføre en indkomstskat på 80 procent, men love et stort og betydningsfuldt fradrag senere. Det kan du bare ikke få mere at vide om før om flere måneder.

Hvad angår reguleringstrykket mener L&F, at alle i et opland skal have samme reguleringstryk. Det er mest omkostningseffektivt, fordi omkostningen per hektar stiger, hvis færre skal gøre mere. Et ensartet reguleringstryk i oplandet sikrer også, at alle har incitament til at bidrage til arealomlægning, så regulering i oplandet kan rulles tilbage. Denne reguleringsmodel er i fagsproget noget ulogisk og forvirrende kendt som VISA-modellen - fordi den i sit faglige grundlag har brugt et VInterSÆdskifte som en målestok, og sikkert også skulle kunne formidles på engelsk.

Over for modellen med ensartet reguleringstryk er der den såkaldt ”flade model”, hvor bedrifterne i et opland får meget forskellige reguleringstryk, primært fordelt ud fra en modelberegnet ”retention” for de enkelte marker. Retentionen skal udtrykke, hvor stor en andel af det kvælstof (nitrat), der forlader rodzonen, som ender i havet og ikke omsættes undervejs til uskadeligt atmosfærisk kvælstof gennem grundvandet, våd-, lavbunds- og minivådområder, søer og vandløb.

Det foreløbige retentionskort kan findes via MARS.sgav.dk, og med den flade model vil alle bedrifter med en retention under gennemsnittet for oplandet få en hårdere regulering end den gennemsnitlige retention i oplandet. I oplande, hvor der fra 2027 måtte blive reguleret til braklægningspunktet, vil omkring halvdelen af bedrifterne altså få et udledningsloft, der ikke engang giver plads til 100 procent vårbyg med efterafgrøder. Den flade model vil altså betyde, at ca. halvdelen af landbrugene vil blive reguleret hårdere, nogen meget hårdere end til braklægningspunktet.

Stor usikkerhed

Det modelberegnede retentionskort er forbundet med stor usikkerhed, kan ikke efterprøves og er derfor ifølge L&F helt uegnet til at fordele reguleringskrav efter. Dertil kommer, at regulering efter retentionskort samlet set er dyrere for erhvervet og dermed samfundet, der skal give kompensation. Ovenikøbet vil regulering efter retentionskort reducere incitamentet for landbrug med retention over gennemsnit for oplandet til at gå ind i arealomlægningsprojekter – uanset om de lokale treparter måtte have identificeret arealet som havende stort potentiale for ny natur med vådområder og lavbundsområder, der kan reducere kvælstofudledningen fra store nærliggende landbrugsarealer, uanset retentionen på det omlagte areal. 

Man skulle tro, at valget af byrdefordelingsmodel var enkelt, men overraskende nok synes der desværre at være forskellige holdninger til den flade model i forligskredsen.

Politisk vigtigt efterår

Med beslutninger om modeller for kompensation og byrdefordeling udestående, er det altså endnu for tidligt at vurderer konsekvenserne af den kommende nye udledningsbaserede regulering – selvom reguleringsloftet (braklægningspunktet) nu er aftalt politisk. Det udestår også at fastlægge helt konkret, hvordan markplaner skal laves i den nye regulering, og hvordan udledningseffekterne af forskellige sædskifter og virkemidler vil blive fastlagt. Det skal alt sammen ske i løbet af et meget vigtigt politisk efterår for dansk landbrug og fødevareproduktion, hvor de udestående politiske aftaler skal indgås og en ny gødskningslov efterfølgende vedtages i Folketinget.

L&F vil arbejde målrettet for, at vi får en fornuftig reguleringsmodel baseret på faglighed og godt landmandskab, fuld kompensation for omkostninger og et ens reguleringstryk i de enkelte oplande. Samtidigt arbejder vi med vores repræsentanter i de lokale treparter for at så få som muligt kommer til at opleve regulering til braklægningspunktet; at det i givet fald kun bliver kortvarigt; og at reguleringen i løbet af få år vil blive rullet tilbage til et minimum, langt mindre byrdefuld end i dag.

Vejen frem er lang og besværlig, men målet er klart.