Nyhed, 18.juni 2025

Ukrainsk delegation besøger den danske kvægsektor

Danmark har besøg af en ukrainsk delegation, der skal inspicere danske kvægbesætninger for at genåbne certifikat for eksport af levende avlsdyr til Ukraine.

Besøget kommer på baggrund af ønske om at få genåbnet certifikatet, som har været midlertidigt lukket siden sidste års udbrud af bluetongue i Danmark.

 

Ida Storm, direktør for Sektor Kvæg i Landbrug & Fødevarer, ser frem til besøget og dets mulige konsekvenser:

 

- Det betyder meget for os at få genåbnet certifikatet. Samhandlen på tværs af landegrænser er vigtig, og vi er stolte af, at dansk genetik er bredt anerkendt verden over. Ydermere ligger det os meget på sinde - som det sikkert gør for de fleste organisationer og brancher - at bidrage til opretholdelsen af landbrugsproduktionen i det ukrainske samfund.

 

Samarbejde og international tillid

 

Samarbejdet med Ukraine er blot ét eksempel på den rolle, dansk kvægavl spiller internationalt – både hvad angår genetik, eksport og viden. At Dansk genetik er anerkendt udenfor landets grænser, er vigtigt for erhvervet, og hos VikingDanmark er man håbefuld omkring konsekvenserne af besøget fra Ukraine:

 

- Vi er glade for at kunne byde den ukrainske delegation velkommen. Vi har arbejdet hårdt på at få genetableret mulighederne for eksport til landet, og vi håber på, at ugens besøg og indblik i den danske kvægproduktion vil bære frugt. Til gavn for både os og Ukraine, siger Lars Kloster, CEO i Viking Livestock

 

Høj sporbarhed og fokus på smittebeskyttelse

 

Et tæt samarbejde mellem erhvervet og de danske fødevaremyndigheder er en garanti for sikkerhed og kvalitet, når der eksporteres levende dyr. Med baggrund i Kvægdatabasen har Danmark en unik indsigt i både det enkelte dyrs sundhedsstatus og hele besætningens smittestatus.

 

 

Det giver en høj grad af sporbarhed – man kan følge et dyrs bevægelser og historik fra fødsel til slagtning, og endda videre til det enkelte stykke kød. Denne transparens er en væsentlig årsag til, at danske dyr og produkter nyder stor international tillid.

 

Selvom sporbarheden er veludviklet i branchen herhjemme, så er der stadig potentiale for forbedringer, når det gælder smittebeskyttelse i de enkelte besætninger. I den danske kvægsektor er der derfor sat ekstra fokus på at hæve niveauet yderligere.

 

Landbrug & Fødevarer Sektor Kvæg har for nylig udvidet sin afdeling med flere medarbejdere, der arbejder målrettet med udviklingen af en national standard for smittebeskyttelse, som blandt andet skal kategorisere besætninger efter smittestatus.

 

Et centralt projekt i denne indsats er "Ta’ smitten ved hornene", som har til formål at bekæmpe Salmonella Dublin i danske malkekvægsbesætninger. Ida Storm uddyber:

 

- Vi arbejder hele tiden på at sikre en høj sundhedsstatus i vores besætninger. Der er et stærkt sammenhold blandt danske kvægbrugere, og vi har også et bredt samarbejde med både myndigheder og øvrige aktører i sektoren. Det giver vores produkter en høj troværdighed internationalt. Men smittebeskyttelse er et konstant fokus for os og der er stadig forbedringspotentiale på flere besætninger.

 

Foruden besøg i en dansk kvægbesætning lægger delegationen også vejen forbi Fødevarestyrelsen, VikingDanmark og Statens Serum Institut på deres tur.