Nyhed, 25.juni 2025

EU-sejr om traktorers bremseudtag

Den eksisterende flåde af påhængskøretøjer med hydrauliske en-kreds bremser kan fra medio 2025 igen tilsluttes nye traktorers bremseudtag.

Fra 2025 var det ellers planen, at en-kreds hydrauliske bremseudtag ikke længere måtte forefindes på nye traktorer. Dermed ville den nuværende flåde af vogne og redskaber med en-kreds bremser ikke længere lovligt kunne tilkobles nye traktorer. 

Tilkoblingen reddet med ændring af EU-regler 

EU-typegodkendelsesordningen har i flere år indeholdt en planlagt udfasning af en-kreds hydrauliske bremseudtag. Den oprindelige skæringsdato var 2021, men der blev indført en fireårig overgangsperiode, som udløber med udgangen af 2024. 

Problemet er, at mange landbrugsvogne og -maskiner har en levetid på over 10 år, og det ville være både dyrt og teknisk udfordrende at ombygge dem til to-kreds bremser. I praksis ville mange ældre køretøjer miste deres anvendelighed, da ombygningen ofte overstiger deres værdi. 

Branchefolk fra Danmark har spillet en afgørende rolle i at få ændret EU-lovgivningen. Landbruget (Henning Sjørslev Lyngvig, Copa-Cogeca), maskinstationerne (Gerth Petersen Holm, CEETTAR) og maskinhandlerne (Per Hedetoft, CLIMMAR) har i årevis arbejdet på at få EU til at tilpasse reglerne. 

Via deres EU-brancheforeninger har de deltaget aktivt i arbejdsgrupper om landbrugsmaskiner og allerede før overgangsordningen trådte i kraft i 2021, arbejdede de for at bevare muligheden for at tilkoble ældre påhængskøretøjer med en-kreds bremser til nye traktorer efter 2024. 

-Det er virkelig positivt, at det er lykkedes at få ændret EU-lovgivningen på dette punkt. Det letter hverdagen for landmanden og sparer mange for unødige udgifter og besvær. Det viser, at det lange, målrettede samarbejde mellem organisationerne har båret frugt, og det er et resultat, vi er meget tilfredse med at kunne levere, udtaler Peter Nissen, direktør for Plantesektoren i Landbrug & Fødevarer. 

En teknisk løsning i samarbejde med maskinindustrien 

På trods af modstand i dele af EU har det været muligt at opnå en løsning, hvor moderne to-kreds hydrauliske udtag kan tilpasses, så de automatisk genkender og justerer trykket ved tilkobling af en-kreds systemer - en løsning, der allerede findes på mange traktormodeller. 

Samarbejdet med de europæiske maskinproducenter (CEMA) resulterede i et fælles forslag i 2024. Efter en offentlig høringsproces og godkendelse i både EU-Parlamentet og Kommissionen, træder den ændrede regel i kraft medio 2025. 

Dermed undgår man omfattende og dyre ombygninger, og landmænd kan fortsat anvende deres eksisterende udstyr. 

EU-arbejde nytter - men kræver vedholdenhed 

Afskaffelsen af udfasningen viser, hvor meget der kan opnås, når brancheorganisationer samarbejder. Det er resultatet af mange års vedholdende indsats og et stærkt fælles fokus i både Danmark og EU:  

-Vi arbejder hele tiden på at sikre, at den lovgivning der kommer fra EU, passer til forholdene i dansk landbrug – og omvendt. Det er ikke altid tilfældet og heller ikke nemt. Men vores hovedformål er, at vores medlemmer kan passe deres landbrug uden at få spændt ben af uhensigtsmæssig lovgivning og bureaukrati, siger Peter Nissen. 

Dansk lovgivning fastholder krav om to-kreds på nye vogne 

Landbrugserhvervets Færdselsgruppe støtter, at Danmark som hovedregel følger EU-lovgivningen. Det ændrede EU-regelsæt påvirker ikke de gældende danske krav om, at alle nye påhængskøretøjer skal være udstyret med to-kreds bremser. 

Det, der nu er sikret, er fleksibilitet den anden vej - at nye traktorer kan kobles til ældre vogne med en-kreds systemer. 

EU-reglerne giver også mulighed for midlertidige løsninger, fx adaptere til to-kreds slanger, der omformer til en-kreds udtag på ældre traktorer. 

Gamle køretøjer fortsætter som hidtil 

For god ordens skyld: Alle eksisterende vogne og redskaber kan fortsat anvendes, så længe de er lovlige efter de regler, de blev godkendt under. Der er ikke tale om en pludselig udfasning, men snarere en teknisk og juridisk sikring af fleksibiliteten i det danske landbrug.