Foto: Torben Worsøe/Landbrugsmedierne

Nyhed, 02.juli 2025

ASF springer nordpå – husk det ved jagt- og naturturisme

ASF springer nordpå i Tyskland, og sommerferien er højsæson for danske turister i naturen i udlandet. Det kræver opmærksomhed i indsatsen for at holde ASF væk.

14. juni "sprang" afrikansk svinepest, ASF, i Tyskland godt 120 km nordpå i forhold til hidtidige udbrud i delstaten Hessen. Der er nu tale om første tilfælde i Nordrhein-Westfalen.


 - Fødevarestyrelsen har tre kategorier inden for smittekilder, og risikoen er meget lav ved eksempelvis transporter eller vildsvin. Men jagt- og naturturisme er kategorien over, og det må vi tage bestik af. Især fordi det givet er menneskelig aktivitet, som har bragt smitten til Nordrhein-Westfalen, siger L&F’s veterinærdirektør Jens Munk Ebbesen.

 

Sommerferie, jagt og natur


Det vurderer han på baggrund af det tyske Friedrich Loeffler Instituttet, som fortæller, at typen af virus ikke er lig virustypen i Hessen og i det østlige Tyskland. Men derimod er stort set identisk med den type der er fundet i det sydlige Italien.


-    Sommerferien er her. Mange danskere kommer til områder i Tyskland, hvor der er ASF, men også til områder hvor smitten måske ikke er erkendt endnu. Det er naturskønne områder, hvor mange vandrer, cykler eller går på jagt. ASF’s spring i Tyskland understreger vigtigheden af, at man både som almindelig turist og især som vandrer/cyklist eller jæger tænker sig godt om og følger Fødevarestyrelsens anbefalinger om smittebeskyttelse, understreger veterinærdirektøren.


Han fortæller, at smitten er fundet i 11 vildsvin i Nordrhein-Westfalen. 


-    Endnu en gang bliver betydningen af, at vi ikke har vildsvin på den frie vildtbane i Danmark slået fast. Vores mangeårige indsats for et vildsvinehegn i tæt samarbejde med myndigheder og andre partnere vise værdien. Ligeså med indsatsen med grundig vask af grisetransporter ved grænserne. 

 

Han minder om, at karantænen fastsat af L&F, før man må komme i en dansk klovbærende besætning, er 48 timer fra man krydser den danske grænse. Stramningen skete i forbindelse med udbruddet af mund- og klovesyge i Tyskland, Slovakiet og Ungarn tidligere i år.