Nyhed, 07.juli 2025

Pesticid-udfasning udfordrer kartoffelproduktionen alvorligt

Kartoffelskimmel er den største udfordring for dansk kartoffelproduktion, og med den nye udmelding fra Miljøstyrelsen skaber det nervøsitet i kartoffelbranchen.

Den danske kartoffelproduktion står over for en alvorlig udfordring. Miljøstyrelsen har besluttet at udfase fluazinam, der er et vigtigt middel til bekæmpelse af kartoffelskimmel. Aktivstoffet kan således benyttes sidste gang i vækstsæsonen 2026.

 

Beslutningen er truffet på baggrund af at stoffet nedbrydes til TFA – en undergruppe af PFAS. Udfasningen rammer bredt i landbruget, men især kartoffelproduktionen, som er afhængige af netop dette bekæmpelsesmiddel til at bekæmpe kartoffelskimmel. 

 


Ifølge formanden for Danske Kartofler, Carl Heiselberg, er kartoffelskimmel den største udfordring for kartoffelproduktion i Danmark. 


- Kartoffelskimmel kan lægge hele marker øde og føre til store tab for avlerne – og i sidste ende forbrugerne, som vil opleve færre danske kartofler på hylderne. Problemet forværres i regnfulde somre, hvor risikoen for kartoffelskimmel er særlig høj. Derfor er det alvorligt, når nogle af de sidste effektive midler nu forsvinder fra avlernes værktøjskasse til bekæmpelse af skimmel.

 

Derudover er Propulse også omfattet af udfasningen og vil kunne anvendes for sidste gang i vækstsæsonen 2026. Det anvendes blandt andet til bekæmpelse af kartoffelbladplet i kartoffelproduktionen.

 

Konsekvenser i yderområderne


Det har også konsekvenser for yderområderne i Danmark, hvor kartoffelproduktionen især er koncentreret. Her udgør produktionen af kartofler en vigtig del af både ”Liv på landet”, erhvervsliv og beskæftigelse. Samtidig spiller kartoffelstivelse en voksende rolle i den grønne omstilling, da kartoflens mange egenskaber kan styrke Danmarks position inden for plantebaserede alternativer.


Spørgsmålet er derfor hvordan sikrer vi en fremtid med bæredygtige rammevilkår for kartoffelproduktionen?


- Vi skal bygge en bro til fremtiden – en bro, der sikrer, at vi har effektive alternativer klar, inden de nuværende midler forbydes. Den bro skal bygges i samarbejde med alle relevante aktører, og vi tror på, at det kan lade sig gøre, siger Carl Heiselberg.