
Dansk landbrug inspirerer udenlandske unge
Den danske udvekslingsorganisation Travel to Farm formidler hvert år kontakt mellem danske landmænd og udenlandske praktikanter.
I mere end 100 år har Travel to Farm (tidl. Landøkonomisk Rejsebureau) forbundet danske landmænd med udenlandske praktikanter fra hele verden.
Landbrug & Fødevarer sidder med i bestyrelsen, hvor Martin Hjort Jensen (viceformand i L&F) er formand. Mange danske landmænd har gennem årene været glade for samarbejdet. Det er et program som ikke kun handler om arbejdskraft, men i dén grad også om kultur.
Her får praktikanterne nemlig et indblik i det danske landbrug ved arbejde ved danske landmænd og bo lokalt, imens Travel to Farm organiserer sociale arrangementer året rundt.
Netop dét lægger landmand Søren Højer Thomsen vægt på, når han er vært for en praktikant: "Oplevelser er det primære. Travel to Farm får den kulturelle del med, da de har de her arrangementer som BBQ og københavnertur hvor de unge møder andre praktikanter og kommer rundt og ser København. At man kommer ud og ser noget kultur, det skal man også lige have med og jeg tror også det styrker det kammeratskab de (praktikanterne) så har når de kommer hjem igen."
Udveksling går begge veje
Søren blev vært gennem Travel to Farm da han ved et tilfælde så at udvekslingsorganisationen søgte værtsfamilier i 3 måneders perioder over høst, den tid på året hvor han har allermest travlt.
Siden da har han i flere år været vært for østrigske praktikanter, da det giver mening for både ham selv som landmand og for de unge: "Det er den tid på året hvor vi har mest travlt. Det er nødvendigt for os at have en ekstra medarbejder som synes det er fedt og hvor det er anderledes og de synes det er virkelig spændende."
I år er Søren vært for østrigske Vivienne Furtenbacher på 17 år, som hjælper til med høsten: "Det er dejligt at hun arbejder hele dagen og stadig kommer hjem med et smil, og at du har en der har lyst til at køre traktor i så mange timer og bare synes det er spændende. Jeg føler mig privilegeret til at arbejde med sådan et ungt menneske der kommer og er interesseret og er positiv."
Vivienne selv er heller ikke et sekund i tvivl om at det var en god beslutning at rejse op til Danmark: "Min oplevelse med Travel to Farm har været god fordi jeg kan stille alle de spørgsmål jeg vil og de er rigtig gode til at give mig råd og hjælpe mig undervejs i mit ophold. De har også hjulpet mig med at finde en god gård og forberede alt det praktiske. Min værtsfamilie er rigtig sød og alt går godt her, det gør det meget nemmere at være væk hjemmefra."
Imens Travel to Farm ordner det praktiske, får praktikanter som Vivienne nye erfaringer og vigtig viden som de kan tage med sig hjem: "Det jeg elsker allermest med mit ophold i Danmark er arbejdet med dyrene og det at jeg lærer en masse nye ting og får lov til at køre store maskiner. Jeg lærer at køre nye maskiner som jeg ikke har derhjemme og jeg har fået mere erfaring med at køre traktor. Jeg har også lært om maden og landbruget i Danmark, jeg synes det er fedt at jeg kan bringe ny viden med hjem så vi kan forbedre os."
Travel to Farm hvert år sender 120 udenlandske praktikanter til danske værter rundt om i landet. Imens østrigere som Vivienne kun kommer til høsten er praktikanter fra lande som Brasilien, Tanzania, Uganda og Thailand tit i Danmark i mere end et år. Travel to Farm fokuserer altid på at hjælpe både praktikant og vært med det praktiske under hele opholdet. Travel to Farm er altid på udkig efter gode værter og du kan selv blive vært for en udenlandsk praktikant mellem 18 til 30 år, ved at kontakte organisationen.