Nyhed, 16.juli 2025

Revideret BNBO-vejledning offentliggjort

Miljøstyrelsen har den 9. juli 2025 offentliggjort revideret BNBO-vejledning og de nye udpegninger fremgår af bekendtgørelse fra 1. juli i år.

 

Der har vist sig at være tvivl om muligheden for at indgå midlertidige frivillige aftaler inden for BNBO, samt om aftaler skal opretholdes i tilfælde af, at boringen efterfølgende sløjfes.

Da disse spørgsmål ikke er berørt i hverken lovens forarbejder eller i Miljøstyrelsens BNBO-vejledning har det givet Miljø- og Ligestillingsministeriet anledning til at få vejledningen opdateret. Det er herefter tydeliggjort at:

-          der er aftalefrihed for indgåelse af aftaler i områder beliggende inden for BNBO, og aftalerne betragtes som privatretlige anliggender mellem lodsejer og vandforsyning. Aftalerne skal dog altid indgås på rimelige vilkår.

-          der ikke i vandforsyningsloven eller i miljøbeskyttelsesloven er krav om, at aftalerne skal være varige for at være gyldige, hvorfor det er tilladt at indgå tidsbegrænsede aftaler. I de tilfælde, hvor en aftale om pesticidfri drift eksempelvis udløber eller bliver opsagt, og BNBO herefter ikke er beskyttet, skal kommunen udstede påbud efter § 24 a, hvis der ikke sker en forlængelse af den eksisterende aftale eller indgås en ny aftale. Det afgørende er, at der sikres en varig beskyttelse der, hvor det på baggrund af risikovurderingen er nødvendigt.

-          der ved indgåelse af aftaler og udregning af erstatningsbeløb for aftaler inden for BNBO skal tages højde for reglerne om vandsektorens økonomiske rammer, herunder at udgifterne skal være nødvendige af hensyn til drikkevandsforsyningen.

Desuden præciserer den opdaterede vejledning, hvordan klage over erstatningens størrelse bringes til den kommunale taksationskommission.

Læs den nye vejledning her: Vejledning om boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)

Nye udpegninger

Den 1. juli 2025 trådte den nye bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer i kraft. Heriblandt også udpegning af nye BNBO’er. Læs mere om bekendtgørelsen her.

Vær opmærksom på, at der i forbindelse med de nye udpegninger gælder nye frister for indgåelse af frivillige aftaler.

Det fremgår af Bekendtgørelse om frister for og krav til indhold af aftaler, påbud og forbud om erhvervsmæssig anvendelse af pesticider inden for boringsnære beskyttelsesområder  § 5, stk. 2, at kommunen skal udstede påbud/forbud efter § 24 a, hvis ikke der er indgået en aftale (frivillig aftale) inden for 6 mdr. efter risikovurderingen er indberettet til Miljøstyrelsen. Kommunen har 2 måneder til at udstede påbud/forbud, når fristen på de 6 mdr. er udløbet.

Behov for rådgivning?

Ved tvivl eller behov for rådgivning i konkrete tilfælde opfordrer vi til at kontakte den lokale landbrugsrådgivning eller L&F Erhvervsjura, jura@lf.dk.

Kontakt: