Nyhed, 23.juli 2025

Budgetforslag fra EU giver grund til bekymring

Af Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer

Set fra dansk landbrugs synspunkt er der grund til en vis bekymring over det forslag til nyt budget og reform af landbrugspolitikken, som EU-kommissionen præsenterede i sidste uge.


Forslaget om tvungne støttelofter og en gradvis aftrapning af støtten, hvis et landbrug når en vis størrelse, trækker i den forkerte retning. Der lægges op til, at støtteloftet sætter løbende ind allerede ved omkring 90 hektar, hvor man vil reducere med hele 25 procent. Altså langt lavere end den typiske størrelse på en heltidsbedrift i Danmark. 


Der lægges også op til, at de enkelte lande vil få langt mere individuelt spillerum til at give ’koblet støtte’. Det er for mig at se opskriften på konkurrenceforvridning og underminering af den markedsorientering af den fælles landbrugspolitik, der har været forfulgt i snart mange år. 


I en tid, hvor kravene til landmændene er større end nogensinde, så er det også besynderligt, at der lægges op til at reducere budgettet, så markant som det er tilfældet. En reduktion på ca. 30 procent hænger ikke sammen med ønsker om forsyningssikkerhed og massive ambitioner om erhvervets evne til at løfte opgaver omkring eksempelvis klima og miljø.

Det er tilsammen elementer, som jeg ser som dybt problematiske.

Når det er sagt, så ser det ud til, at Kommissionen lægger op til øget fleksibilitet og mulighed for incitamentsstøtte, samt holder hånden under mindre landbrug. Det er alt sammen meget positivt. Men djævlen er som bekendt i detaljen, så vi skal være helt sikre på, at man rent faktisk kan give incitamentsstøtte til at understøtte investeringer i en mere konkurrencedygtig og klima- og miljøvenlig produktion for både store og små landbrug. 

Vi kommer selvsagt til at søge indflydelse på det videre arbejde, så vi i videst muligt omfang sikrer grundprincipperne om at landbrugspolitikken er fælles for hele EU.