Nyhed, 30.juli 2025

L&F får frist forlænget på grund af it-bøvl

Udfordringer i statens it-systemer har fået Landbrug & Fødevarer til at anmode om fristforlængelse. Problemerne opstår i en meget kritisk og travl periode.

’Tast selv’ og jordbrugsfoto-appen var ikke tilgængelige fra tirsdag formiddag i sidste uge, og indtil lørdag morgen. Det skete midt i høringsperioderne for den satellitbaserede kontrol af arealanvendelse, samt forbuddet mod jordbehandling af brakarealer i forbudsperioden. Årsagen til problemerne er behovet for en akut sikkerhedsopdatering hos Statens It.

- Problemerne opstår i en meget kritisk periode, midt i høringsperioderne på 14 dage for den satellitbaserede kontrol af arealanvendelse samt forbuddet mod jordbehandling af brakarealer i forbudsperioden. Det er i forvejen en meget kort frist, siger Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef i L&F, og fortsætter:

- Mange af de konsulenter, der hjælper landmændene med at udarbejde høringssvarene er, som rigtig mange andre danskere, i færd med at afvikle ferie, så er der tale om en urimelig situation, som rammer bredt, og som de berørte landmænd uforskyldt er havnet i. Det kalder selvfølgelig på fleksibilitet fra myndighederne.

Landbrug & Fødevarer har derfor anmodet Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) om at give mulighed for at forlænge de to høringsfrister med fire hverdage til henholdsvis den 1. august og den 6. august. Styrelsen har imødekommet anmodningen i forhold til arealanvendelseshøringen, men fastholder den for høringen om jordbearbejdnings- og slåningsforbud til den 31. juli. For begge høringer oplyser styrelsen dog, at man kan henvende sit til dem, hvis man ikke kan nå at svare.

- Det er glædeligt, at styrelsen anerkender, at problemerne ligger hos dem og viser vilje til at hjælpe landmændene. Vi forventer også, at styrelsen vil være fleksible, hvis man har svært ved at nå at svare. Det gælder især i forhold til forbuddet mod jordbearbejdning, hvor styrelsen har fastholdt fristen. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at man som landmand skal anmode om forlængelse, hvis man ikke kan opholde fristen, siger Niels Lindberg Madsen.

Styrelsen oplyste lørdag den 26. juli, at både ’Tast selv’ og jordbrugsfoto-appen var oppe at køre igen.