Nyhed, 13.august 2025

Bianca bruger TikTok til at vise vejen ind i landbruget

Bianca Eisenhart bruger sin TikTok-profil til at vise livet som landmand – og til at bane vejen for unge, der er nysgerrige på at vælge en vej i landbruget.

Af Sissel Bjørg Sondrup Hellerøe

’Ko-fluencer’ er måske ikke et ord, man hører i folkemunde – men sådan én er den 22-årige Bianca Eisenhart. Hun er uddannet landmand med speciale i kvæg. Hun har produceret TikTok i fem år, og hun begyndte i en lidt anden retning end nu.

- Jeg startede med at lave videoer med mig selv, det var vildt sjovt, men det havde ikke rigtig nogen succes. Så synes jeg det kunne være sjovt lige at vise køerne frem. Det synes folk var vildt spændende og de blev virkelig nysgerrige: ’ej, det er vildt spændende, at du er en kvinde i landbruget, ‘er det dine køer?’ osv. – de tog virkelig godt imod det, fortæller Bianca Eisenhart.


Baner vejen for andre unge
Bianca bruger blandt andet mediet til at hoppe med på populære trends, men hendes tilstedeværelse på mediet har vist sig at hjælpe også andre unge på vej:

- Min største målgruppe er de 15-25-årige. Det er også dem, jeg helst vil nå ud til – de er nemmere at præge, og så er de nysgerrige – de interagerer med mine videoer og stiller spørgsmål, siger hun og fortsætter:
- Jeg oplever også, at flere kontakter mig og fortæller, at de er startet på en landbrugsskole, fordi de havde set mine videoer. Det er den fedeste følelse. Det er jo det hele værd, når man faktisk hjælper nogen med at opdage mulighederne i en landbrugsuddannelse – om det så bare er nogle stykker, så er det ret stort, fortæller Bianca.

I 2024 holdt Bianca oplæg om brugen af sociale medier på Kvægkongressen i Herning, akkompagneret af Chef for Digital Kommunikation & Sociale Medier, Helena Møller, og det gjorde et stort indtryk

- Jeg var selvfølgelig meget nervøs - nogle af mine videoer får 500,000 visninger, men det er noget helt andet, når man står overfor en masse mennesker i virkeligheden.

Og der var positiv respons blandt deltagerne.
- Folk tog virkelig godt imod det – og var ret nysgerrige. Jeg fik mange spørgsmål om, hvordan folk kunne komme i gang med f.eks. Tiktok. De så det som en god mulighed til at vise livet frem på deres bedrift – og det var ikke kun de unge, der var interesserede, men også folk, der er ældre end mig – og jeg rådede dem bare til at komme i gang, hvis de har lyst, forklarer Bianca.

Nuancerer debatten
Udover at vise sine dyr frem bruger Bianca også tid på at filme informationsvideoer og på at nuancere aktuelle samfundsdebatter ved at give sit eget perspektiv .

- Der kommer mange spørgsmål. Folk spørger for eksempl om Bovaer, Grøn Trepart og lign, og jeg har tidligere lavet mere dybdegående videoer, hvor jeg blandt andet forklarer om konventionelle køer.

- Det er faktisk meget blandet, hvilke reaktioner, jeg får. Der er negative kommentarer, og jeg tør godt gå ind i en diskussion med dem og lytte til deres argumenter – men jeg gider ikke mudderkastning. Jeg oplever også, at en del folk er nysgerrige og åbne. Der er mange der spørger om, hvordan det foregår på gården, eller skriver, at de aldrig har rørt en ko. Der er langt fra by til land, og jeg er ikke bange for at tage nogle emner op – det starter jo samtaler, afslutter hun.