Nyhed, 10.september 2025

Nu er ny skovrejsningsordning åbnet

Tilskudsordning åbnede for ansøgninger 8. september og støtter skovrejsning med op til 90.500 kr. pr. hektar.

Den nye skovrejsningsordning fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø åbnede den 8. september 2025 for ansøgninger og skal bidrage til at reducere kvælstof- og CO₂-udledning og samtidig fremme biodiversitet og naturhensyn. Med et tilskud på 75.500 kr. pr. hektar og et ekstra tillæg på 15.000 kr. pr. hektar for urørt skov, er der nu en økonomisk håndsrækning, hvis du ønsker at omlægge din landbrugsjord og etablere skov.

 

Ordningen er åben for både private og offentlige lodsejere helt ned til 1 hektar, og ansøgningen sker via det digitale system MARS.

 

Ansøgninger behandles i to spor. Hvis projektet ligger i et område med særligt højt kvælstofindsatsbehov, sker sagsbehandlingen efter først-til-mølle-princippet, mens ansøgninger i øvrige områder vurderes ud fra deres miljømæssige og naturmæssige værdi i opsamlingsrunder – næste frist er den 31. oktober 2025. I 2025 kan der gives tilsagn om tilskud til ca. 9.000 hektar.

 

Langsigtet investering 

Skovrejsning er en langsigtet investering, og projektarealet bliver omfattet af fredskovspligt. Det betyder, at du skal vedligeholde skoven i mindst fem år og sikre, at den udvikler sig som planlagt. Hvis du vælger at anlægge hele eller dele af projektet som urørt skov, hvilket giver højere tilskud, følger der særlige forpligtelser med, herunder tinglyste servitutter, der forbyder skovdrift og brug af pesticider eller gødning, krav om naturlig tilgroning og også forbud imod udsætning og fodring af vildt.

 

Landbrug & Fødevarer fastholder en tæt dialog med myndighederne frem imod, at ordningen i 2027 skal revideres, og forventer, at der vil være vigtige erfaringer, som skal bringes ind i ordningen videre frem imod 2045.