Landmænd skummer altså ingen fløde

Debatten om dansk landbrug er til tider hård og voldsomt unuanceret - ikke mindst i diverse artikler og kommentarspor på sociale medier. De seneste uger har vi set eksempler på landmænd, der oplever og fortæller om stor usikkerhed og tvivl om fremtiden. Men at give det skylden for prisstigninger er meget unfair.

Usikkerheden er fuldt forståelig. Al forandring er svær - og lige nu står vi midt i en meget stor omstilling. Det er imidlertid vigtigt, at alle - i særdeleshed medierne - holder tungen lige i munden i formidlingen. Det lykkes desværre ikke altid. Lad os tage et aktuelt eksempel: De høje oksekødspriser. I debatten bliver det til tider fremstillet, som om prisen skal forklares med, at udbuddet er steget udelukkende, fordi de danske landmænd holder igen på at udvide produktionen af frygt for fremtiden på grund af den grønne treparts aftale. Det billede er alt for unuanceret. I den anden ende af det politiske spektrum er det til tider pinligt at opleve, at landbrugskritiske debattører ikke får modspil, når de hævder, at det er landmændene selv, der sætter prisen på fødevarerne.

Det globale udbud

Priserne på kød og andre fødevarer bestemmes først og fremmest af det globale udbud og efterspørgsel på oksekød - og ikke af landmænd, som sætter prisen på varen. Den enkelte landmand er pristager, som også økonomer samt repræsentanter fra L&F har påpeget sommeren igennem.

Selvom den grønne trepart åbner en ny port, hvor vi endnu ikke kender hele billedet af, hvordan det ser ud på den anden side, så er det helt skævt at tænke, at vi som landbrugets organisation skulle have forhandlet en aftale hjem, der ville afvikle vores eget levebrød. Tværtimod. Landbrug & Fødevarer gik ind i trepartsaftalen for at sikre de bedst mulige vilkår for erhvervet i en situation, hvor presset på landbruget er massivt - både nationalt og internationalt. En fortsat stærk landbrugsproduktion i stadig udvikling er direkte skrevet ind i trepartsaftalen sammen med målet om en vækstplan for netop det.

Stabilitet og forudsigelighed på sigt

Alternativet til treparten ville have været markant skrappere krav på miljø og klima håndteret hver for sig og derfor med betydelig risiko for at ramme os meget, meget hårdere. Blandt andet var en gødningsafgift på bordet, ligesom nogle politikere talte for en CO₂-afgift på et niveau, der de facto ville have lukket store dele af erhvervet ned. Treparten fjernede de mest vidtgående forslag, og giver i stedet en ramme, der - på sigt - skal skabe stabilitet og forudsigelighed.

Og lad os huske: Udviklingen er allerede i gang. I kvægsektoren ser vi stadig flere unge landmænd, der tør investere og udvide. Der har i år været øget tilstrømning til landbrugsuddannelserne og for et øjeblik siden åbnede den første nye landbrugsskole i 40 år, Herningsholm, dørene for de mange unge mennesker der, med åbne øjne, går et landbrugs liv i møde med lyst til at arbejde indenfor trepartens rammer og lyst til livet på landet. Det er ikke på trods af omstillingen, men i takt med den. Vi er ved at skabe et landbrug, der er rustet til fremtiden og til at levere fødevarer i takt med den globale efterspørgsel og klimaet.

Svære processer forude

Det ændrer ikke på, at store strukturelle ændringer altid er svære. Vi står stadig i begyndelsen af implementeringen af aftalen, og der venter meget svære processer og udfordringer forude. Men jeg er overbevist om, at den grønne trepart kan blive en succes - hvis vi holder sammen - og viser respekt for de landmænd, der bærer en stor del af arbejdet.

Derfor er mit budskab klart: Vi skal se treparten som en mulighed, ikke en trussel. Den er et værn mod urealistiske krav og et fundament, hvorfra vi kan udvikle et landbrug, der både er økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtigt.