Uden respekt for hinandens positioner får kun mere støj.

Det er altid nemt at være idealist på andres bekostning. Tag for eksempel Jacob Jelsing, succesrig erhvervsmand, der vil styrke naturen og bruge egne midler på det. Prisværdigt. Men når han kalder landmænd grådige, fordi de ikke vil sælge deres jord til underpris, kunne det godt lyde som noget fra en sovjetisk pamflet om kulakkerne.

Vi taler ganske vist ikke om hungersnød og blodsudgydelser her. Men sproget vi bruger, har betydning. For når en hel erhvervsstand reduceres til “grådige jordejere”, bliver den nødvendige samtale om natur og grøn omstilling både fattigere og mere fastlåst.

Uden respekt for hinandens positioner får vi ikke mere natur – kun mere støj.

Når Jelsing selv sælger en af sine virksomheder fra, vil han næppe lade prisen afhænge af, hvad en enkelt kunde kunne “tænke sig” at give. Og ingen kalder en erhvervsmand for grådig, når han sætter en markedspris – når det gælder landbrug, bliver logikken åbenbart en anden, må man forstå.

Landbrugets jord repræsenterer en værdi, ja. Men den værdi er ikke bare kommerciel – den er forudsætningen for de investeringer, vi som samfund kræver i klima, miljø og dyrevelfærd. Komplekst, ja, men ikke så komplekst, at en succesfuld forretningsmand med hjertet på rette sted, ikke skulle kunne gennemskue det.

Grundtvig mente, at bonden skulle eje sin jord for at kunne tage ansvar. Den tanke ligger dybt i det danske demokrati og tankesæt. Og når vi virkelig ønsker natur, biodiversitet og grøn omstilling, må vi også være villige til at betale, hvad det koster.

Jacob Jelsing fortjener ros for sin ildhu. Men hvis han vil købe jord, kunne han passende tage sit eget erhvervsliv som målestok: Der er en grund til, at man ikke kan købe en Porsche for prisen på en brugt cykel.