
Familielandbruget skal ikke kun bevares – men udvikles
"Det er jeres engagement, jeres erfaringer og jeres vilje til at stå sammen, der gør os stærke. Og det er sammen, vi tager næste etape"
Det er jeres engagement, jeres erfaringer og jeres vilje til at stå sammen, der gør os stærke. Og det er sammen, vi tager næste etape, Sådan sagde Anders Kjær, formand for Familielandbrugssektionen, Landbrug & Fødevarer i sin første beretning til sektionens årsmøde.
-Vi står ved begyndelsen af næste etape for Familielandbruget. Og den skal ikke kun handle om at bevare – den skal handle om at udvikle.
Det var hovedbudskabet, da Anders Kjær, formand for Familielandbrugssektionen fremlagde sin beretning til årsmødet på Vingsted Centret i Vejle.
Han lagde ud med at reflektere over sit første år som formand.
-Da jeg var barn hjemme i Østerild, så jeg Star Wars for første gang. Jeg forstod ikke det hele, men jeg husker tydeligt, at Luke Skywalker pludselig stod midt i noget meget større, end han havde regnet med. Mit første år som formand har ikke ligefrem været en kamp i en fjern galakse – og jeg er måske heller ikke en episk jedi-kriger – men jeg har da haft øjeblikke, hvor jeg tænkte: May the force be with me.
-Og her vil jeg gerne sige tak. Tak til alle jer, der har bakket mig op – det har betydet meget. Men også tak til dem, der har været skeptiske og udfordret mig undervejs. For ærligt talt, jeg har lært mindst lige så meget af jer, sagde Anders Kjær.
Hernæst kom han ind på årsmødets tema ”næste etape”.
-Det rammer præcist, hvor vi står som organisation i dag. Vi går en ny tid i møde. En tid, hvor Familielandbruget forandrer sig – ikke fordi vi skal være noget andet, men fordi vi skal være os selv på en måde, der følger med tiden. Vi skal fortsætte med at være relevante, tydelige og stolte af det, vi står for.
-Næste etape kræver, at vi tager arbejdshandskerne på. Vi skal tænke nyt, vi skal turde tage ansvar - og turde stå sammen. Men det er ikke en opgave, vi skal frygte – det er en mulighed, vi skal gribe, sagde han.
Beretningen indeholdt også et tilbageblik på Familielandbrugets vigtigste arbejde det seneste år. Igangsætning af en strategiproces, der skal sætte retning for Familielandbruget de kommende år, den kommende CAP, landdistriktspolitik og grøn trepart.
-I Familielandbruget arbejder vi fortsat for, at CO₂-afgiften bliver indrettet på en måde, der tager højde for virkeligheden på de mindre og mellemstore bedrifter. Vi mener, at der skal være en meningsfuld bagatelgrænse, så bedrifter med lav udledning – fx dem, der arbejder med naturpleje eller har få dyr – ikke bliver ramt urimeligt hårdt.
-Vi arbejder derfor på at få udviklet fremtidige virkemidler i det brede erhverv. Fremtidige virkemidler, som er gennemskuelige, retfærdige og giver landmændene mulighed for at investere sig ud af afgiften. Det skal være gennemskueligt, retfærdigt og give mulighed for, at landmænd kan investere sig ud af afgiften ved at tage fremtidige virkemidler i brug. Det er afgørende, at afgiften understøtter udvikling og omstilling – ikke hæmmer den. Og det er afgørende, at de mindre bedrifter ikke taber terræn i en model, der skal favne hele erhvervet.
-Grøn trepart er ikke en slutning – det er en begyndelse. Og det er op til os i Familielandbruget at gribe mulighederne, forme løsningerne og vise, at små og mellemstore bedrifter ikke blot er en del af fortiden – men en afgørende del af fremtiden, sagde formanden, inden han kom ind på et emne, der tydeligvis berørte ham meget.
-En anden ting, jeg gerne vil fremhæve – og som står mig meget nært – er landbrugets sociale ansvar. For mig handler det gode liv på landet nemlig også om mennesker. Om at tage ansvar for hinanden og skabe plads til dem, der har brug for en ny retning i livet.
-I Familielandbruget ser vi det sociale ansvar som mere end en værdi – det er også en mulighed for at tiltrække nye, unge og visionære kræfter til vores fællesskab. Det kan være dem, der vil specialisere sig i socialt landbrug, dem der vil kombinere produktion med omsorg, eller dem der bare vil være en del af noget, der rækker ud over dem selv, sagde Anders Kjær og sluttede sin beretning således.
-Familielandbruget skal være en drivkraft i den grønne omstilling, i generationsskiftet og i den sociale ansvarlighed. Vi skal vise, at et fælles landbrug – båret af fællesskab og handlekraft – kan være med til at forme fremtidens landdistrikter og fremtidens fødevareproduktion.
-Familielandbruget står foran en ny tid. Hvor vi skal være modige, og hvor vi skal være nysgerrige – og vi skal stå sammen. For ligesom i Star Wars ligger styrken ikke hos den enkelte, men i fællesskabet. Vi er mange, vi er forskellige – men når vi holder sammen, er vi nu en gang bedst. Så lad os tage næste etape sammen. Det får vi brug for.