Foto: L&F

Nyhed, 22.oktober 2025

L&F satte i Bruxelles fokus på bæredygtig husdyrproduktion

For at sikre større anerkendelse for hvad landmændene allerede gør, har L&F sammen med nordiske kollegaer afholdt et seminar om bæredygtig husdyrproduktion

Den 14. oktober afholdt Landbrug & Fødevarer i Bruxelles og i samarbejde med finske MTK og svenske LRF et arrangement med overskriften ‘Nordisk Seminar om Bæredygtig Husdyrproduktion – Perspektiver på Klima, Biodiversitet og dyrevelfærd’. Det bestod af tre paneldebatter med fokus på klima, biodiversitet og dyrevelfærd. Paneldeltagerne kom med forskellige baggrunde, heriblandt unge landmænd fra Danmark, Sverige og Finland, medlemmer af Europa-Parlamentet samt faglige eksperter.

 

Klima


I det første panel med fokus på klima deltog Ida Storm, sektordirektør for kvæg hos Landbrug & Fødevarer. Ida Storm fremhævede potentialet for grøn omstilling i landbruget og nævnte, at Danmark som det første land i verden planlagde at indføre en skat på udledninger fra husdyr i 2030. Hun understregede, at man måtte acceptere en vis udledning fra husdyr, men at der var store muligheder for at reducere den, især hvis landmænd, virksomheder og regeringer arbejdede sammen.

 

Biodiversitet: Græssende dyr spiller en vigtig rolle


Det andet panel fokuserede på biodiversitet. Her forklarede Sigrid Agenäs, direktør for SustAinimal og professor ved det svenske landbrugsuniversitet, SLU, at Finland og Sverige havde en stor andel skov og næsten ingen græsarealer. Agenäs pointerede, at græssende dyr kunne øge biodiversiteten på arealer, hvor der hverken kunne dyrkes afgrøder eller plantes skov. Semi-naturlige græsarealer var desuden vigtige levesteder for bestøvere, men var i dag en underudnyttet ressource.

 

Dyrevelfærd


Det tredje panel handlede om dyrevelfærd. Johan Åberg, direktør for landbrug i MTK, understregede, at landmænd ønskede det bedste for deres dyr, men at landbrug også var en forretning. Åberg pegede på, at dyrevelfærd kunne styrkes gennem højere markedspriser eller et kompensationssystem. Elisabeth Hidén, ung mælkeproducent fra Sverige, tilføjede, at dyrevelfærd ikke var sort-hvid. For eksempel kunne det være en fordel at lade køerne gå ude, da det mindsker behovet for foder og rengøring, men samtidig kunne det føre til mindre køer og større risiko for sygdomme og ulveangreb.