Frist for minivådområder forlænget til april 2026
Landmænd får ekstra tid til at søge støtte til minivådområder. SGAV forlænger ansøgningsrunden for at give plads til flere projekter.
Landmænd, der vil etablere minivådområder, får nu længere tid til at søge støtte. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har besluttet at forlænge ansøgningsrunden til den 10. april 2026.
Ifølge SGAV skal forlængelsen give både landmænd og konsulenter bedre mulighed for at planlægge projekter, der reducerer kvælstofudledningen til vandmiljøet.
En vigtig del af miljøindsatsen
Minivådområder er et af de bedst dokumenterede virkemidler til at reducere udvaskningen af kvælstof og fosfor til vores vandmiljø. Samtidig er det et arealeffektivt redskab, der er umådelig vigtigt, hvis vi skal lykkes med ambitionen om at reducere landbrugets miljøpåvirkning og opretholde fødevareproduktionen.
Forlængelsen skal således ses i lyset af, at der medio 2026 gøres status over omfanget af arealomlægning i hvert enkelt delopland for at kunne fastlægge kvælstofreguleringen for 2027. Etableringen af minivådområder spiller en betydelig rolle her.
Ordningen er en del af den danske CAP-plan og finansieres af EU-midler. I 2025 er der afsat 132 millioner kroner til støtte.
Start i god tid.
L&F opfordrer interesserede landmænd til at kontakte de lokale udtagningskonsulenter, som tilbyder gratis rådgivning og hjælp til ansøgningen. Men selvom fristen nu er forlænget til april 2026, anbefaler vi, at landmænd begynder arbejdet i god tid. Planlægning, undersøgelser og tilladelser kan tage flere måneder, og der kan forventes travlhed op mod fristen.
Mere information og kontaktoplysninger findes her: Udtagningskonsulenterne