Landbrugets lokale rammevilkår er på spil til kommunalvalget
Landbruget kan sætte dagsordener under kommunalvalget. L&F hjælper med at fortælle den gode historie om landbruget rundt i landets kommuner.
Den 18. november skal danskerne atter til stemmeboksen, når der skal vælges nye medlemmer ind i kommunalbestyrelserne landet over. Krydset er vigtigt for dansk landbrugs og fødevareproduktions rammevilkår, Et tæt samarbejde med foreningerne foregår, og et dashboard over erhvervets betydning og en valghåndbog er årets konkrete produkter fra L&F,
- Kommunalvalget handler jo om, hvem der skal tage beslutningerne lokalt – der hvor vores medlemmer er. Så det er beslutninger der kommer meget tæt på dem og deres hverdag med alt fra veje over miljøgodkendelser til arbejdet i lokale grønne treparter, fortæller Peter Ahrenfeldt Schrøder, afdelingsleder i L&F Public Affairs, som fortsætter:
- Landbrugets rolle er stor i lokalsamfundene, og i nogle kommuner taler vi om rigtig mange arbejdspladser i fødevareklyngen. Den fortælling vil vi altid gerne understøtte medlemmerne i at fortælle. Et naturligt fokus er de lokale grønne treparter, men vi skal også gøre os relevante på andre dagsordenener som f.eks. skolemad, inklusion af socialt udsatte i arbejdet på gårdene og liv i landdistrikterne, uddyber han.
Og det har stor gavn at understøtte samtalerne, for de kan have en stor betydning for fremtiden:
-L&F's lokale foreninger har dagligt kontakt med borgmestre og byrådsmedlemmer. De samarbejder viser, hvor vigtigt det også er at være en konstruktiv og samarbejdsvillig aktør i de lokale demokratier. De ser vi eksempelvis gevinsten af i de lokale grønne treparter med potentialeplanerne, uddyber Peter Ahrenfeldt Schrøder.
Hvor aftalerne bliver til virkelighed
Aftaler, overskrifter og underskrifter på papir kan på nogle tidspunkter føles langt fra virkeligheden, men kommunalvalget kan minde os om noget meget vigtigt, mener Peter Ahrenfeldt Schrøder.
- Nationale aftaler, som f.eks. den grønne trepart er vigtige. Men selve forandringen af den aftale sker ikke blot ved at underskrive et stykke papir. Handlingen sker ude i lokalsamfundet, hos vores medlemmer, hvor de mærker og ser den egentlige effekt i deres dagligdag. De lokale kræfter er dem, der gør aftaler til virkelighed, og det er dem, vi skal understøtte og hjælpe i at fortælle om alt det gode stykke arbejde, de gør. Her er dashboardet og valghåndbogen vores håndsrækning, afslutter han.