Kvælstofregulering og korn – tanker om at skrive beretninger

Meget skævhed rammer – eller risikerer at ramme erhvervet – i den måde, vi reguleres på. Det er helt afgørende, at de aktuelle politiske forhandlinger om en ny kvælstofreguleringsmodel lander bedst muligt. For dansk produktion, dansk landbrug, dansk fødevareindustri og danske landdistrikter.

Arbejdet med mine beretninger til Delegeretmøder foregår over lang tid. Undervejs i den proces gennemgår jeg mange forskellige emner. Og så kan jeg ikke undgå at reflektere over, hvor megen skævhed, vi som erhverv mødes af i den måde, vi reguleres på.

Regulering er uundgåelig, som Pernille Vermund også endte med at slå fast i en debat under Delegeretmøde. Men den skal være funderet i solid, anerkendt faglig viden. Det er langt fra altid tilfældet anno 2025, skulle jeg hilse og sige.

En af de – ganske mange – ting, der slog mig under skrivningen af årets beretning, er hvor meget vægt nogle lægger på de såkaldte retentionskort. Altså de usikre modelberegnede kort, der viser, hvor stor en andel af kvælstof, der udvaskes fra markerne, som bliver tilbageholdt eller omdannet, før det når kysten.

Skørt fokus på retentionskort

Vores position er klar:

Det er afgørende vigtigt, at den midlertidige regulering – for det er tanken, at reguleringen kun skal gælde, indtil vi har gennemført de arealomlægninger, som de lokale grønne treparter lige nu er i fuld gang med - bæres ligeligt af alle landbrug i et vandopland.

Desværre har nogen på bagkant af trepartsaftalen fået den tanke, at reguleringstrykket kunne fordeles ulige. Sådan at det bliver meget hårdt på de marker, der efter nogle usikre, modelberegnede kort har såkaldt lav retention. Altså bliver nogle landmænd hårdt ramt på grund af naturgivne forhold, de ikke har nogen indflydelse på.

Vi har set flere tale om, hvor stor og sikker en sandhed, retentionskortene fortæller om udledningen af næringsstoffer fra landbruget. At det er det solide og rimelige grundlag for en ny kvælstofregulering og tildelingen af kvoter.

Det er vi i L&F slet ikke enige i, og myndigheden bag kortene, GEUS, påpeger selv, at det slet ikke er tilfældet.

GEUS skrev i en pressemeddelelse:

”Retentionskortet er et beslutningsstøtteværktøj – ikke en facitliste. Der er stadig områder, hvor datagrundlaget og vidensniveauet er begrænset, og derfor skal anvendelsen af kortet altid vurderes i den konkrete kontekst.”

I L&F siger vi, at retentionskortene er ét værktøj blandt mange til at planlægge indsatser på bedriften. Men de er alt for usikre til at bruge til at regulere på baggrund af.

Det meget fair og faglige synspunkt får vi så kritik for af nogle af vores sædvanlige modstandere, der – under foregivende af at ville redde verden – vist mest har øje for at ramme det danske landbrug.

Hvordan kan man dog med den mindste respekt for faglighed tænke de her usikre kort, skal benyttes som en facitliste for den fremtidige regulering? Særligt med tanke på de ødelæggende konsekvenser for landmænd, der er så uheldige at have jord, hvis spin i kvælstof-rouletten er landet på ’Lav retention’.

Landbrug der efter de samme usikre, modelberegnede kort har høj retention, vil til gengæld kunne gå helt - eller næsten helt - fri af reguleringen.

Det er decideret skørt. Og det er i strid med trepartsaftalen, som vi ser den.

For min klare opfordring til, at det er den RIGTIGE trepartsaftale, der bliver implementeret, står fortsat ved magt. Ellers vil opbakningen smuldre.

Jeg kan virkelig ærgre mig – ja, måske forargelse over er endnu bedre - over den ligegyldighed med ret og rimelighed, der trives når det handler om landbruget. Jeg brugte i min beretning begrebet, at ’nogen lugter blod’. Det kan man godt synes er et hårdt udtryk. Men det er svært at opfatte de vilde meldinger og lysten til at regulere på et helt og aldeles ufuldstændigt grundlag som andet end det. For er det i virkeligheden et ønske om at udhule jordpriserne, der ligger bag?

For man skal jo ikke tage fejl af, at nettoudkommet for vandmiljøet er præcis det samme uanset hvilket modelvalg, det ender med. Reduktionsmålene nås under alle omstændigheder. Vi ønsker så naturligt nok at gå en vej, der ikke ødelægger mulighederne for nogle landmænd. Hvor vi løfter i flok og løser opgaven i fællesskabet. Sådan har vi jo altid gjort det i dansk landbrug.

Men nogle ser helst, at vi løser miljøopgaven til den højest mulige pris for landbruget.

For det første underminerer en reguleringsmodel bygget på usikre, modelberegnede kort det kæmpe arbejde, som de lokale treparter har lavet i 2025. Nu kommer nogen så alligevel og vil med centralt udarbejdede kort regulere efter dem. Med voldsom risiko for at underminere råvaregrundlaget for vores fødevarevirksomheder.

Risikoen er derudover, at jordpriserne på arealer med lav retention vil rasle ned, fordi de ikke længere kan dyrkes rentabelt. Insolvens truer bedrifterne. Pengeinstitutter og den finansielle stabilitet vakler.

Kompensation skal afspejle omkostningerne

Lige så udfordret er kompensationen, som skal på plads i de samme politiske forhandlinger hen over de kommende uger.

I den oprindelige trepartsaftale blev det aftalt, at landmændene skal kompenseres for den midlertidige regulering. Kompensationen skal afspejle omkostningerne ved reguleringen. Det står der i den oprindelige aftale. Det synes jeg er vældig præcist formuleret. For vi var selv med til at skrive det. Og det skal følges.

Kompensationen skal sikre, at bedrifter kan overleve en midlertidigt hård regulering og komme godt ud på den anden side, når arealomlægningen fra de lokale grønne treparter realiseres.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvis forligskredsen begynder at forestille sig, at man kan udfase kompensationen, før arealomlægningen er på plads. Tæppet rives væk under de mange familier, der har investeret i god tro på fremtiden. Det vil være utåleligt, uretfærdigt og uforståeligt.

Jeg vil igen, som jeg også gjorde på delegeretmødet, opfordre til at fornuft, faglighed og ordentlighed må sejre. At der gås efter bolden, ikke efter (land)manden. Mit håb om en fornuftig aftale forbliver eksisterende, så længe forhandlingerne kører. Men bekymringen er stor.

I beretningen var der i øvrigt lejlighed til at understrege, at grøn trepart ikke er grunden til, mange krav rammer os lige nu. Klimareduktionsmålene er fra landbrugsaftalen i 2021. Biodiversitetsmålsætninger kommer fra EU. Skovrejsning er fra regeringsgrundlaget i 2022. CO2-afgiften på diesel er fra grøn skattereform i 2022. CO2-afgiften på biologiske processer var der stort folketingsflertal for før grøn trepart. Beslutningen om at der skal designes en ny kvælstofregulering gældende fra 2027, som jeg lige har brugt mange kræfter på at beskrive herover, stammer fra landbrugsaftalen i 2021.

Tager landbrugsproduktion for givet

En tredje ting, der slog mig under beretningsskrivningen, er hvor mange ting, der i udlandet tages for givet, men som vi bruger meget energi på at fortælle i Danmark.

For eksempel, at det er yderst naturligt at vi som et af de lande i verden, der har de bedste forhold at dyrke landbrug under, også producerer meget – også meget mere, end vi selv skal bruge.

Der eksisterer den her mærkelige idé om, at når det gælder fødevareproduktion, så skal vi være os selv nok. Det er sjovt nok ofte mennesker, der definerer sig selv som globalt tænkende verdensborgere, der tænker sådan. Hvorfor gør de mon ikke det om medicinproduktion eller andre danske eksportsucceser?

Men der er altså mange lande, som ikke brødføder sig selv, også nære lande. Jeg slog det op i forbindelse med beretningen. Det viste sig at bare i Europa er der mange lande, der ikke producerer korn nok til eget forbrug. Det gælder fx Norge, Grækenland, Italien, Østrig, Slovenien, England, Irland. De er afhængige af at kunne importere fra os andre. Og så importerer vi noget andet fra dem.

Jeg tænker lidt på, hvad vores kritikere ville mene, hvis de for eksempel ikke kunne få en god fransk rødvin til middagen, eller at den kostede 1000 kr. Fordi franskmændene havde valgt, at de kun ville producere nok til det indenlandske forbrug.

Det er grundlæggende en absurd tanke i en verden, der aldrig har været tættere forbundet, at vi kun skulle tænke på at brødføde os selv. Men den understreger desværre, at det ikke kun er rationelle argumenter, vi har at kæmpe mod.

Tidligere på året havde jeg lejlighed til at mødes med EU’s landbrugskommissær Christophe Hansen, og hvor ville jeg dog ønske, at mange af vores kritikere havde hørt hans tanker.

For spørger man ham, så skal vi have flere og ikke færre dyr. Vi skal producere mange flere fødevarer, for det er vigtigt for at have et EU, der kan stå i egen ret, og for at kunne bidrage til at brødføde en stadigt stigende global befolkning.

Den slags input er altid gode at få styrket moralen af, hvis man har læst lidt for mange debatindlæg og opslag på sociale medier fra landbrugskritiske stemmer.

Men det er nu også vigtigt at holde fast i, at de udgør en minoritet. Danskerne flest respekterer og anerkender, at vi er land med nogle naturlige forudsætninger for at producere mange og gode fødevarer, og at produktionen både bogstaveligt og i overført betydning er med til at brødføde danskerne.

Det er en vigtig pointe at huske på, når kritikerne råber højest.