Foto: Niels Hougaard/L&F
Ny gødskningslov halter voldsomt
Af Martin Hjort Jensen, viceformand, Landbrug & Fødevarer
En ny gødskningslov skal give ministeren for grøn trepart grundlag for bekendtgørelser for den ekstremt vigtige kvælstofregulering, politikerne lige nu forhandler på Christiansborg.
Desværre er det et meget mangelfuldt udspil.
L&F erfarer, at ministeriet påtænker at pålægge landbrugerne udledningskvoter allerede fra 1. januar 2027. På Danmarks breddegrader høster vi altså om sommeren. Så reelt er der reguleringsstart i 2026. Det er i vores optik i strid med trepartsaftalen, hvor ny regulering starter i 2027. Startdatoen bør naturligvis være begyndelsen på vækstsæson 2027.
Her mangler forståelse for det gode landmandskab og de forhold, vi arbejder under. Det er regulering med tilbagevirkende kraft, hvis vi nu skal ændre markplaner for vækstsæson 26-27 uden overhovedet at kende de regler, vi skal markplanlægge efter.
I forslaget lægges der op til, at ministeren får meget vidtgående beføjelser til at kunne fastsætte rammer for eksempelvis reguleringstryk, udledningskvoter og virkemidler, og at kunne ændre på disse på bekendtgørelsesniveau, hvor det øvrige Folketing ikke involveres. Det er efter vores mening en meget betænkelig vej at gå. Så centrale ændringer skal være politisk forankret, så det ikke er op til den enhver tid siddende ministers vurdering og holdning, hvad der kan ske med dags varsel.
Helt generelt er lovforslaget alt for kompliceret, kampen mod bureaukrati mangler, og der er alt for meget indberetning og kontrol – og så er der store mangler i de tanker, der er om handel med kvælstofkvoter.
Og det er godt nok ærgerligt – for grundlæggende giver lovforslaget grundlag for en udledningsbaseret regulering i stedet for den nuværende inputregulering der stiger blindt på krav om efterafgrøder uanset den faktiske drift og udledning. Desværre er den praktiske udførelse i lovforslaget særdeles mangelfuld.
Vores skarpe kritik er sendt videre i et særdeles kritisk høringssvar.