Nyhed, 25.november 2025

COP30 sætter spot på danske løsninger

Verdens lande pegede på Tunza som eksempel på, hvordan andelstanken kan omsætte danske erfaringer til global klimahandling.

På COP30 i Brasilien kom der en politisk melding, som mange landmænd kan glæde sig over: Det blev lande slået fast, at landmandsorganisationer og andelssamarbejder er helt afgørende, hvis landbruget globalt skal løse de største klimaudfordringer. Og som konkret eksempel pegede man på projektet Tunza, hvor Landbrug & Fødevarer er med helt i front.

Baggrunden er, at verdens fødevaresystemer kæmper med tre store problemer: for lave klimaambitioner, for stor ulighed og alt for lidt klimafinansiering. Sidstnævnte er især alvorligt – andelen af den globale klimastøtte til landbruget er faldet med næsten 50 % siden 2019, og fx husdyrsektoren får kun 2 % af midlerne, selvom der er meget at hente på klimaet her. Derfor er det blevet gjort klart for COP-deltagerne, at hvis vi vil have mere retfærdig klimafinansiering, skal landmændenes egne organisationer og andelsselskaber styrkes.

Tunza følger andelstanken

Et af de projekter, der viser vejen, er Tunza i Kenya. Her arbejder FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), Landbrug & Fødevarer samt finske og hollandske kolleger sammen om at hjælpe 80.000 kenyanske landmænd med at producere mere klimavenligt og fødevaresikkert. Projektet har en samlet ramme på 50 mio. dollars og bygger på den danske andelstanke. Hovedparten kommer fra Green Climate Fund, suppleret af bidrag fra Kenya og Danmark samt yderlige 10. millioner i lånekapital fra kenyanske banker, der gør det muligt for andelsselskaberne at investere i grønne løsninger.

Her peger viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen, på, at Tunza netop bygger videre på danske erfaringer:

- I Danmark har vi med trepartsmodellen vist, at landbruget kan være en aktiv del af klimaløsningen. Med Tunza tager vi nu næste skridt og bringer de erfaringer, vi har opbygget gennem andelstanken, ud i verden.

En vigtig del af Tunza er, at danske, finske og hollandske landmænd – såkaldte agripoolere – rejser til Kenya for at dele deres erfaringer om alt fra fodring og staldsystemer til klimateknologi og andelsledelse. Her trækker de også på erfaringerne fra den grønne trepart, hvor landbrug, regering og erhverv sammen har vist, at man kan finde realistiske løsninger, der både reducerer udledninger og holder produktionen i gang.

Og der er brug for flere agripoolere. Landmænd, rådgivere og medarbejdere i andelsselskaber, der har lyst til at bidrage med deres viden, kan melde sig her.

For Tunza handler netop om at dele den viden – ikke kun mellem eksperter og embedsmænd, men landmand til landmand. Derfor spiller agripoolerne en helt central rolle.

- Danmark er blandt de lande, som er bedst til at producere fødevarer med lav klimapåvirkning – det forpligter både nationalt og globalt, fortæller Flemming Nør-Pedersen.

Budskabet fra COP30 var tydeligt: Landbruget er ikke problemet – landmændene er en del af løsningen, når de arbejder sammen og organiserer sig. Og her står den danske tankegang stærkt. Tunza skal vise, hvordan danske erfaringer kan bruges globalt – og samtidig, hvordan internationalt samarbejde kan styrke landbruget både ude og hjemme.