Nyhed, 25.november 2025

Bliver NGT forslaget vedtaget til gavn for planteavlen?

Det danske formandskab arbejder på en aftale i trilogforhandlingerne, og L&F støtter indsatsen via Copa-Cogeca og Euroseeds.

L&F har i 10 år arbejdet på at forædlere og landmænd skulle få adgang til NGT-teknikkerne. Det skal ske ved at der i EU vedtages en lovgivning, der gør det muligt. Europa-Kommissionen, der har fremlagt et forslag i juli 2023, udgør den ene part af de igangværende trilog-forhandlinger. De andre parter er Ministerrådet og Europa-Parlamentet (EP). Særligt visse kræfter i EP ønsker tilsyneladende, at forslaget ikke vedtages! Der er ingen logik i modstanden, da NGT efterligner naturens egne processer, men derimod en politisk motiveret tilgang.

Demokrati er vanskelig, men for fremtidens planteavl, håber – og tror vi – at forhandlingerne munder ud i, at der gives adgang til teknikkerne.

I mange andre lande er man allerede i fuld gang med at anvende teknikkerne i planteforædlingen, og da man ikke kan måle om teknikkerne er anvendt i forædlingen eller ej, vil der med garanti blive indført varer som er udviklet med teknikkerne. Selve det faktum er der ikke noget galt med, men når vi i EU ikke har de samme muligheder, bliver vi udsat for urimelig konkurrence.

Foruden de økonomiske aspekter, vil landbruget – hvis forslaget ikke vedtages – ikke få fordele af teknikkerne. Så alt i alt skal forslaget vedtages nu under det danske formandskab!