Regulering på tynd faglighed giver alt for stor usikkerhed

Lige nu pågår de politiske forhandlinger om den model, der i en forhåbentlig kort periode skal regulere landbrugets kvælstofudledninger. Altså kun indtil vi er kommet længere med de lokale grønne treparters arealomlægninger. 

Men trods det midlertidige er jeg meget bekymret for fagligheden i nogle af de modeller, der er i spil.

Bevæger man sig væk fra den solidariske VISA-model, hvor alle landmænd i et vandopland bærer den samme del af byrden, så bliver reguleringen reelt et lotteri.

Så bliver retentionskort, som GEUS selv fremhæver ikke er en facitliste, afgørende for, hvor meget den enkelte landmand belastes af reguleringen.

Det samme gør værktøjet NUAR-beregneren, der skal kunne beregnekvælstofudvaskning fra den enkelte mark. Det er lige nu baseret på gamle data og giver derfor slet ikke et retvisende billede for flere sædskifter.

Det er dybt kritisabelt. Det kan man ikke byde landmændene, der lige nu i meget stort antal byder ind på frivillige indsatser for at gøre visionerne i den grønne trepartsaftale til virkelighed.

Konsekvenserne af at bruge de her værktøjer med ekstremt tynd faglighed kan blive meget store tab for landmænd, hvis eneste brøde er at have jord i et område, hvor der er et stort indsatsbehov. 

Den politiske beslutning om ny kvælstofregulering er nu er trukket ud i mere end 500 dage.

Samtidigt lægger regeringen i sit udkast til gødskningslov op til reelt at fremrykke reguleringen til 2026. Med den kombination må jeg sige, at regeringen har gang i et meget risikabelt projekt med mange ukendte variable. Og jeg må advare på det allerkraftigste mod konsekvenserne af en forhastet implementering.

Ingen, der ønsker en fair regulering, kan have interesse i en forhastet regulering, og slet ikke en, der er baseret på papirtynd faglighed.