Kvælstof-aftale eksperimenterer med landbrugsproduktionen

Den længe ventede politiske aftale om en ny model for kvælstofregulering er et farligt eksperiment med dansk landbrugsproduktion, arbejdspladserne i fødevarebranchen og råvaregrundlaget. Jeg anerkender, at ansvarlige kræfter i regeringen og ansvarlige kræfter i forligskredsen, herunder ikke mindst Liberal Alliance har trukket i den rigtige retning og undgået de mest katastrofale scenarier. Det vil jeg gerne kvittere stort for. Det er vigtigt, at vi også fremover har ansvarlige partier repræsenteret i forligskredsen. Men aftalen er fortsat et meget hårdt slag mod erhvervet.  

Væk med brakkravet

Politikerne valgte en hybridløsning med 75 procent VISA-model og 25 procent FLAD-model, på trods af, at et samlet erhverv har peget på en ren VISA-model. Aftalen skærper restriktionerne for kvælstofudledning, sammenlignet med den oprindelige trepartsaftale, som L&F indgik i juni 2024. Meget usikre retentionskort spiller desværre en rolle i aftalen, der reelt vil få konsekvenser for landmænd allerede fra næste år.   

Aftalen rummer dog også positive elementer. Fx kan vi vinke farvel til brakkravet på fire procent og vi får en regulering, der bygger på udledninger fremfor rigide efterafgrødekrav. Men aftalen rummer også unødige forhindringer, som vil ramme os alle. Eksempelvis taler aftalen ikke godt nok sammen med de lokale treparters arbejde, og kompensationen, som vi er lovet, er stadig ikke konkret nok.  

Som vi har sagt mange gange, havde vi hellere set, at man indførte en ren VISA-model, og dermed undgået at skulle bruge meget usikre retentionskort i reguleringen.  

Aftalen betyder, at nogle landmænd i fremtiden får for mange kvælstofkvoter og flere får alt for få. For den enkelte landmand bliver det som at trække sine produktionsvilkår i en tombola, uden mulighed for at klage, hvis udledningskvoten er en ”nitte”, der tvinger en til at opgive sin produktion.  

Tilsvarende er den såkaldte udvaskningsberegner NUAR, der skal kunne beregne udvaskningen af kvælstof helt ned på den enkelte mark, plaget af gamle tal for flere afgrøder og skal derfor kraftigt opdateres, inden den kan lægge til grund for ny regulering.

Værre bliver det hele af, at det er besluttet, at lade den nye og meget byrdefulde regulering få reel effekt på markerne allerede fra 2026, hvor landmændene efter høst skal så afgrøder, der lever op til de nye krav. Det sker til trods for, at det i den trepartsaftale, L&F er del af, blev aftalt, at den nye regulering først starter i 2027. Det er helt urimelige vilkår for de mange landmænd, der allerede har lavet markplaner for det kommende dyrkningsår. Jeg finder det grundlæggende uanstændigt at der her i december måned 2025 laves så markante ændringer i et helt erhvervs rammevilkår og så lade det træde i kraft med ekstremt kort varsel.

Aftalens indhold er særdeles kompliceret, og vi vil over de kommende måneder arbejde for, at politikerne giver klare svar til os som fødevareproducenter.  

Katastrofale forslag fra en række partier – forståelse fra andre 

Vi har ikke været en del af forhandlingerne, men vi har naturligvis fulgt med og skubbet i rigtig retning så godt vi kunne, og jeg kan sige, at vi undervejs har hørt om forslag, der ville have været katastrofale for dansk landbrug.  

Eksempelvis tanker om at indføre en flad reguleringsmodel over alt i Danmark. Det ville braklægge enorme områder af Danmarks bedste landbrugsjord, fjerne råvaregrundlag og smadre konkurrenceevnen. Det katastrofescenarie undgår vi takket være ansvarlige dele af regeringen og ansvarlige kræfter i forligskredsen ikke mindst Liberal Alliance, som har haft en interesse i at forstå udfordringerne for produktionen og lytte til dem, der rent faktisk skal føre arbejdet ud i virkeligheden.  Det er vigtigt for os at fastholde ansvarlige partier i aftalekredsen. Derfor fylder modelberegnede retentionskort også en mindre rolle end i de værste scenarier som vi kunne have set ind i.  

Nu er man politisk endt med en model, der altså kan betegnes som en hybridmodel. Det er et politisk kompromis.  

Det bliver nu en vigtig opgave for staten at sikre, at systemer og sagsgange kommer til at fungere. Desværre har vi dårlige erfaringer med netop det.                  

Kompensationen skal være fuld og hel – men vigtige beregninger mangler 

Det er helt afgørende, at vi kompenseres for det tab, som vi nu lider.  
 
Kompensationen skal sikre, at bedrifter kan overleve den midlertidigt hårde regulering og komme godt ud på den anden side. Kompensationen er også præcist forudsat i den oprindelige trepartsaftale, hvor implementeringen af aftalen skal ske med blik for at holde jordpriserne i ro. 

Det skal politikerne nu levere på, men det går for langsomt. For kompensationssatserne er end ikke på plads endnu. Det afventer beregninger fra Københavns Universitet, og det illustrerer det paradoksale i, at politikerne har forhandlet en aftale på plads, uden at de centrale elementer er klar.  

Men tag ikke fejl. Som jeg sagde i min beretning på delegeretmødet i november: Kompensation betyder at blive kompenseret for sine omkostninger. Det vil vi blive ved med at huske politikerne på. 

De positive elementer 

Alt er ikke skidt i aftalen. Så lad mig lige vende de positive elementer, som er kæmpet ind.   

På helt overordnet plan får vi endelig en udledningsbaseret regulering med fokus på, hvad der udledes fra marken og ikke hvor mange efterafgrøder der sås. Målet er, at det bliver godt landmandskab frem for bureaukrater, der styrer hvad der sker i marken.  

Derudover fjernes altså kravet om 4 % brak. Vi har kæmpet for afskaffelse, lige siden det blev indført. At vi som eneste EU-land skulle rammes i flere år af det krav, har hele tiden været meningsløst.

I aftalen sikrer man, at der kommer bedre fokus på græs til bioenergi, fokus på den alt for længe udskudte opdatering af ammoniakreguleringen og økologiudvikling. Der er sikret finansiering af det økologiske innovationscenter, og økologer kommer fuldt og helt med i den nye reguleringsmodel, selvom vi gerne havde set et loft over deres kvoter svarende til kravene i økologiordningen. 

Alt i alt er det tydeligere end nogensinde, at trepartsaftalen er vores værktøjskasse til at undgå den nye, hårde regulering. Med fuldt fokus på trepartens mål og ambitioner om arealomlægning og kollektive virkemidler i en række oplande, kan vi minimere eller helt fjerne behovet for dagens aftale. For kommer vi i mål med trepartens virkemidler, så ruller den byrdefulde regulering tilbage, hvor den hører hjemme – i et arkivskab på Slotsholmen.