
Andelstanken og at producere mere med mindre inspirerer
Landbrug & Fødevarer deltager året rundt i møder og konferencer i EU og internationalt, som er vigtige fora for dialogen om fremtidens klima.
Møder i Bruxelles og i andre EU-lande, klimatopmøder og Climate Week er blandt de begivenheder som Landbrug & Fødevarer deltager i. Det er vigtigt, at L&F er til stede, når verdens lande mødes for at debattere og dele ideer om fremtidens klima. Disse arrangementer giver andre lande inspiration til klimahandling og skaber samtidig markeder for danske, grønne løsninger.
Møder i Bruxelles og i andre EU-lande, klimatopmøder og Climate Week er blandt de begivenheder som Landbrug & Fødevarer deltager i. Det er vigtigt, at L&F er til stede, når verdens lande mødes for at debattere og dele ideer om fremtidens klima.
Når vi deltager i f.eks. COP (FN’s Klimakonference) og Climate Week i forbindelse med FN’s generalforsamling, som vi bl.a. deltog i i 2024, så er det for at påvirke de internationale beslutninger, vidensdele og skabe netværk på tværs, fortæller Niels Peter Nørring, klimadirektør i L&F.
Den danske tradition
Sammen med en delegation fra danske ministerier ledet af klima-, energi- og forsyningsministeren samt en række organisationer og virksomheder, deltog L&F som del af den globale landbrugsdelegation – det såkaldte ’UNFCCC Farmers Constituency’ – ved COP29 i Baku, Aserbajdsjan, i november 2024. L&F deltog i flere paneldiskussioner og rundbordssamtaler og var vært for et arrangement i den danske COP29-pavillon, hvor Niels Peter Nørring præsenterede hovedlinjerne i trepartsaftalen.
- Det er vigtigt at være til stede ved arrangementer som COP og Climate Week. I Danmark har vi en tradition for at gå foran, og kan på den måde udbrede vores erfaringer. Vi skal sælge vores idéer og teknologier og samtidig hente inspiration hjem – det giver et plus på den lange bane, fortæller Niels Peter Nørring, og fortsætter:
-L&F var også til stede ved COP28 i Dubai, hvor vi bl.a. var med til at sætte biosolutions og proteiner på den internationale dagsorden.

Fælles budskab: Vi vil være en del af løsningen
L&F har i mere end 10 år deltaget aktivt i UNFCCC Farmers Constituency, som samlet repræsenterer verdens landmænd og er en af de 9 officielle interessegrupper. Det fælles budskab er klart: Landbruget er parat til at hjælpe og være en del af løsningen, men der skal følge økonomiske ressourcer med. Andelen af klimafinansiering til landbruget er globalt set kun omkring 4%, hvilket ikke står mål med sektorens betydning for klimaet.
- Vi er heldige, at der bliver lyttet til os, når vi bliver inviteret til debatter og sideforhandlinger med andre interesseorganisationer. Det kommer vi kun med til, hvis vi prioriterer at være til stede på de internationale konferencer. I sidste ende betyder det, at vi kan sætte internationale fingeraftryk og inspirere ude i verden, fastslår Niels Peter Nørring og uddyber:
-Andelstanken og vores ”producere mere med mindre”-ambition er noget af det, andre lande med interesse lytter på og anerkender.
På COP29 fortalte Niels Peter Nørring også om, hvordan danske andelsselskaber leverer på klimaindsatsen hver dag, herunder Arla med sit incitamentsprogram, DLG med sit engagement i Enorm og Vestjyllands Andel med investeringer i biogas.
Vigtigt arbejde forude
Med det nye år er der også nye opgaver på vej:
- Når vi arbejder med COP og arrangementer som Climate Week, arbejder vi langsigtet. Vi har brugt mange år på at opbygge internationale netværk og samarbejder. Det skal vi fortsætte med for at bevare platformen til at udbrede fortællingen om alt det, vi kan bidrage med på klimadagsordenen og få andre lande til at investere på lige fod med os, så vi sikrer rimelige konkurrencevilkår, afslutter Niels Peter Nørring.