Foto: Torben Worsøe/Landbrugsmedierne

Nyhed, 09.december 2025

L&F er dybt bekymret over kvælstofaftale

Den nye aftale på Christiansborg er unødigt kompliceret og rammer fødevarerhvervet unødvendigt hårdt.

L&F ser med dyb bekymring på aftalen. Den model, som politikerne nu har valgt, er en model, der rammer landbruget, fødevaresektoren og virksomhederne unødvendigt hårdt. Det er endnu en politisk aftale, der betyder langt hårdere restriktioner, end der blev forudsat med den oprindelige trepartsaftale, som L&F indgik. L&F har arbejdet for en fuld VISA-model, der modsat FLAD-model ikke er baseret på et usikkert retentionskort, der kan koste erhvervet dyrt.  

Partierne er enige om en hybridmodel bestående af 75 pct. VISA og 25 pct. FLAD i kystvandoplande med et højt indsatsbehov. VISA-modellen fordeler reguleringstrykket ligeligt inden for et opland, så naturgivne forhold som eksempelvis retention udlignes. Alle vil derfor opleve det samme reguleringstryk ved en ren VISA. Med FLAD vil bedrifter i et opland derimod opleve meget forskellige reguleringstryk, primært styret af forskelle i retention. 

Denne hybridmodel kan konkret medføre, at nogle bedrifter vil modtage for mange kvælstofudledningskvoter, andre for få. Og det kan udfordre råvaregrundladet, kombineret med det høje reguleringstryk der også effektueres fra 2027. 

 

Usikkert hvordan erhvervet kompenseres 

Med en skæv kvotetildelingsmodel, er kompensation afgørende for hvordan erhvervet er stillet. Desværre blev der i delaftalen blot aftalt overordnede rammer for kompensation, hvor de specifikke satser fortsat udestår. Det skaber usikkerhed for erhvervet. L&F arbejder for fuld og differentieret kompensation, og er derfor kritiske overfor, at man har valgt en model for kompensation, hvor store dele af kompensationen nedtrappes og udfases før man er i mål med arealomlægning. Kompensationssatserne forventes afklaret i løbet af 2026.  

Implementering skal ske allerede i efteråret 2026 

Værre bliver det hele af, at det er besluttet at lade den nye og meget byrdefulde regulering få reel effekt på markerne allerede fra 2026, hvor landmændene efter høst skal så afgrøder, der lever op til de nye krav. Det sker til trods for, at det i trepartsaftalen blev aftalt, at den nye regulering først starter i 2027. Dertil er det kritisk at så drastiske ændringer skal ske på så kort tid, samtidig med at landbrugerne først i efteråret 2026 først får vished om hvor mange kvælstofudledningskvoter der får fra 1. januar 2027.  

L&F ser derfor med stor bekymring på aftalen og den videre implementering heraf, som vil have stor indvirkning på den videre udvikling for landbruget, fødevaresektoren og virksomhederne.