2025: Populisme og alt for store politiske benspænd

2025 var et år med svære politiske problemer og alt for ofte med helt forkerte løsninger på dem fra Christiansborg.  

Det har været svært at prioritere emnerne i årets nytårskronik, for dagsordenerne det seneste år har været ekstremt mange og forskelligartede. Men jeg har valgt at koge det ned til primært at omhandle tre aktuelle sager: Kvælstof, EU’s landbrugspolitik og TV 2’s nylige dokumentar om griseproduktion. For både i Bruxelles, på Christiansborg og hos TV 2 har faglighed og ordentlighed manglet. Inden vi taler om de politiske kampe, der har fyldt de fleste af mine vågne timer hele året, så tillader jeg mig at sætte flere ord på den omtalte grisedokumentar.  

Aktivister må ikke diktere det gode landmandskab 

Som I ved, har vi i vores familie også været ramt af indbrud på vores gård. Ser man billeder fra vores stalde, som vi er ærgerlige over? Ja, det gør man. Lad mig bare slå det fast. Aktivisterne filmer hos os to grise, der er to døgn gamle, og som har fået store sår. Det er to grise, der på tidspunktet for det natlige indbrud burde aflives som følge af de sår. Og som med al sandsynlighed er blevet det næste morgen. Det er alle her på gården enige i, og vi ser heldigvis ekstremt sjældent sådanne sår på vores dyr.  

Aktivisterne filmer også en svag, lille gris, der har fået bagenden ned i gyllesprækken. Det burde ikke kunne lade sig gøre og er ikke et problem, jeg har set i vores stalde hverken før eller siden. For når vi har nyfødte kuld, så vippes lågen ind over gyllesprækken, mens grisene er helt små for netop at undgå en situation som denne. Vi har på trods af flere forespørgsler ikke kunnet få flere informationer fra produktionsselskabet Kompagniet om netop den gris eller hvilken so, den tilhører, men vi undrer os over, hvorfor den var i den pågældende sti.  

Enhver gris på bedriften skal have ordentlige forhold. Ingen tvivl om det. Men jeg vil alligevel gerne nævne, at der, alene på den ejendom hvor optagelserne er lavet, befinder sig 8.000 grise, og de her tre billeder giver langt fra et reelt eller rimeligt billede af den indsats, medarbejderne leverer hver eneste dag hos os.  

Tværtimod. Vi har - også siden dokumentaren - haft flere kontrolbesøg, der kun bekræfter mig heri. 

Selvfølgelig genbesøger vi vores arbejdsgange efter en sådan kritik og kalibrerer med hinanden, hvornår man behandler, og hvornår man afliver et dyr. Men jeg kommer ikke til at instruere vores medarbejdere i at aflive enhver gris, hvor de er usikre på, om der ved et natligt indbrud med onde intentioner kan blive taget et grimt billede blottet for kontekst. Hvis deres faglighed siger behandling, sygesti, smertestillende eller noget helt fjerde, så bliver det gode landmandskab, dyrlægens anvisninger og medarbejdernes vurderinger nødt til at komme før en nulfejlskultur ført an af henholdsvis boltpistolen og frygten for nye indbrud. Det er et valg, jeg træffer, som selvfølgelig indebærer risiko. Men ellers kan jeg ikke se mig selv og vores medarbejdere i øjnene.  

Frustrationer over manglende presseetik 

I kølvandet på dokumentaren gør jeg mig fortsat mange tanker. På egne, erhvervets og samfundets vegne. Én ting er, hvordan det har påvirket de ramte familier og medarbejdere. Også på vores gård. Noget andet er det fuldstændig vanvittige i, at aktivister landet over føler sig inspireret af indbrud som metode i kampen mod husdyrproduktionen. Det er uacceptabelt, at vi er nået dertil.  

Jeg er bekymret for, hvordan den objektive og saglige journalistik har lidt et knæk. I hvert fald nogle steder. For det, vi har været vidner til med dokumentaren, går langt ud over fri, kritisk og kompetent presse. Forbrugere og seere får ikke et reelt indblik i virkeligheden og hverdagen i dansk griseproduktion, og det har vel heller aldrig været intentionen. Her er der tværtimod tale om et samarbejde mellem 1) nogen, der bryder ind hos dem, de foragter og indsamler materiale. 2) Dem hos Kompagniet, der klipper og bringer udvalgte billeder i jagten på sensationer, mens konklusioner er skrevet på forhånd og alt undersøgende journalistik tilsidesættes sammen med ønsket om proportioner. 3) Og så dem hos ledelsen på TV 2, der ser stort på metoderne i ønsket om seere og polemik. På trods af vores massive kritik. 

Jeg kunne skrive meget om vores egne oplevelser med tv-selskabet, men mit vigtigste budskab må være, at hvis der sidder et eneste medlem og har brug for at få sat flere ord på, hvad man så på aktivisternes film fra vores stalde, eller hvordan vi arbejder med fx dyrevelfærd her på gården, så håber jeg, at man vil række ud til mig.  

Vi er, som jeg også tidligere har sagt og skrevet, de første til at se indad og rette op, når vi begår fejl. Og vi er ikke fejlfri. Men jeg vil til enhver tid stole mere på vores medarbejderes ord end på aktivister og desperate dokumentarister. Og det er her, min samfundsbekymring sætter ind. For hvis magten over din og min virkelighed - og omverdens syn på vores erhverv - overlades ukritisk til dem, der hader os, hvor står vi så? Hvis afstanden mellem land og by når en størrelse, hvor en sådan dokumentar bliver nogle danskeres primære indblik i landbruget, så er det selvsagt en katastrofe for både os og samtalen om vores fødevarer. Min egen kildekritik er også oven på dette blevet justeret, og jeg vil nok altid have andre og skarpere briller på, når jeg fremover ser dokumentarer og nyhedsudsendelser.  

Inden jeg skifter emne, vil jeg gerne nævne noget, der indgik i mit citat til dokumentaren, men som de - sammen med al den øvrige viden og kritik, vi leverede til dem – heller ikke lige fandt plads til: 

 “Vi har haft rigtig mange gæster, skoleklasser og journalister på besøg gennem årene, og jeg håber, at seerne også selv vil besøge en lokal landmand, så man med egne øjne kan danne sig et nuanceret og retvisende billede af vores erhverv.”  

Således kan jeg passende finde plads til endnu en tak til alle jer, der åbner stalddørene for naboer, forbrugere, skoleklasser osv. Både til Åbent Landbrug og resten af året. For vi bliver nødt til at fortsætte med at få virkeligheden og hverdagen på gårdene præsenteret direkte for vores omverden. 

Lokale grønne treparter 

Året begyndte ellers med lidt optimisme. 23 lokale grønne treparter tog med stor iver fat i et svært, vigtigt og afgørende arbejde med de klima- og miljøudfordringer, samfundet forventer, vi løser i fællesskab. Samtidig med at vi bevarer og styrker dansk landbrugs- og fødevareproduktion. 

Det er lykkedes at nå i mål med foreløbige omlægningsplaner for langt de fleste kommuner. 

I to kommuner har det ikke været muligt at opnå fuld enighed mellem parterne. L&F står fuldt ud bag vores repræsentanter, og vi bakker ubetinget op om de beslutninger, de har taget lokalt.  

Nu skal kommunerne i dialog med lodsejerne, der har mulighed for at sige ja eller nej til de skitser, der er udarbejdet. Frivilligheden er fortsat den vigtigste hjørnesten for den enkelte lodsejer. 

Kvælstofaftale er en meget stor sten på vejen 

Men hvis man fjerner blikket fra de store indsatser, så ændrer humøret sig desværre markant. Christiansborg placerer store og unødvendige sten på vejen foran os, selvom deres opgave er præcis det modsatte. 

Den største sten finder jeg i den politiske aftale om en ny model for kvælstofregulering. Den aftale, som partierne på Christiansborg, har forhandlet og besluttet, modarbejder intentionerne i den oprindelige grønne trepartsaftale, som er den, vi i L&F står på mål for.

I L&F har vi i måneder knoklet dag og nat helt til det sidste for vores medlemmer. For at spille al vores faglighed ind i politikernes forhandlinger. Uagtet står vi tilbage som den absolut største kritiker af det endelige politiske resultat. 

Politikerne valgte en hybridløsning med 75 procent VISA-model og 25 procent FLAD-model. Meget usikre retentionskort spiller dermed desværre en rolle i aftalen trods erhvervets kraftige advarsler. I kvælstofaftalen er det paradoksalt, at satserne for kompensation ikke er klar endnu. Det sker forventeligt først i starten af det nye år. Det er slet ikke godt nok. Som jeg sagde i min beretning på Delegeretmødet i november: Kompensation betyder at blive kompenseret for sine omkostninger. Det er ret simpelt. Det vil vi blive ved med at minde politikerne om. 

Vi har meget klart advaret mod konsekvenserne både før og under vores Delegeretmøde og sagt til både medierne og direkte til politikerne, at vi er meget bekymrede for, at man træffer så store politiske beslutninger på et usikkert grundlag. Det er alene regeringens ansvar, at de ikke har kunnet eller villet levere på den oprindelige trepartsaftale. Det hverken skal eller vil Landbrug & Fødevarer tage ansvar for. Og jeg vil ikke afvise, at der kommer retslige efterspil som resultat af en politisk kvælstofregulering, der balancerer på kanten af nogle helt fundamentale rettigheder.   

Jeg står med L&F i spidsen for en organisation, som på tværs af sektorer, konventionelle såvel som økologiske producenter, tager ansvar for at påvirke de politiske beslutningsprocesser og på den måde tjener erhvervets, landdistrikternes og vores medlemmers interesser bedst muligt. Og vi hjælper vores medlemmer ved at sige sandheden højt og tydeligt. Også når det er svært. Og det er det nu. 

Et af kvælstofaftalens elementer, som burde være positiv, er, at der lægges op til en udledningsbaseret regulering. Hensigten burde være, at det bliver det gode landmandskab frem for bureaukrater, der styrer, hvad der sker i marken. Det kræver dog naturligvis, at det hele baseres på korrekte faglige udvaskningsdata, og der er vi langt fra endnu.   

Derudover fjernes kravet om 4 procent brak. L&F har kæmpet for afskaffelse, lige siden det blev indført. At Danmark som eneste EU-land skulle rammes i flere år af det krav har hele tiden været meningsløst. Nu bliver vi ligestillet med resten af Europa.  

Utallige krav – treparten som løsning 

Det er vigtigt at huske på, at vandplaner og kvælstof-reduktionskrav også ville eksistere uden den grønne trepart. Vandplaner L&F i øvrigt fortsætter med at udfordre fagligt. Det gør sig også gældende for andre krav og reguleringer fra politikerne, som allerede var der før trepartsforhandlingerne.    

BNBO’erne opstod med vandforsyningsloven fra 2018. Klimaloven er fra 2019. Kvælstofreguleringen bunder i de nuværende vandplaner og landbrugsaftalen fra 2021. Skovrejsning var del af regeringsgrundlaget i 2022. Biodiversitetskravene kommer fra Bruxelles. CO2-afgift på diesel stammer fra grøn skattereform i 2022. Og CO2-afgiften på biologiske processer var der stort flertal for i Folketinget, før trepartsforhandlingerne begyndte. Ja, man kan kun gisne om udfaldet af gødningsafgifter og afgifter på husdyr, hvis vi ikke sad med ved bordet dengang. 

Alt det var på vej mod vores erhverv. Treparten var vores vej til indflydelse på løsningerne. Derfor sagde L&F ja til den oprindelige aftale. Det gjorde vi for at påvirke en aftale, som ville få enorm indflydelse på vores erhverv. Det lykkedes i betydelig udstrækning. Også selvom der siden er gået symbolpolitik i flere relaterede beslutninger. 

CAP, budget og Bruxelles-demonstration 

En ting er den danske politiske scene og medieverden. En anden er den internationale, og for landbruget er den største scene Bruxelles. Her kommer rigtig megen af reguleringen af vores erhverv fra. 

I torsdags markerede L&F sammen med vores europæiske kolleger ved en demonstration i Bruxelles, at tiden kalder på en velfinansieret CAP, mindre bureaukrati og mere forudsigelighed. Afsættet er, at landmænd i hele EU kæmper for at leve op til stram regulering og samtidig kunne udvikle og bevare produktionen. Selvom vi som lande har nationale dagsordner og forskellige tilgange til det politiske arbejde, så er vi enige om, at det er forkert at skære i CAP’en i en tid, hvor der er stort behov for at udvikle og sikre den europæiske fødevareproduktion og forsyningssikkerhed.  

Det har L&F også meddelt den danske regering i et brev stilet direkte til statsminister Mette Frederiksen. For vi har klare forventninger til, at regeringen også leverer på de ting, der er aftalt nationalt.  

Kampen for fair vilkår, mindre bureaukrati og fødevareforsyningssikkerhed stod vi sammen med vores europæiske kolleger om under demonstrationen.   

Baggrunden er, at vi i 2025 fik EU-Kommissionens forslag til nyt budget og reform af landbrugspolitikken fra 2028. Helt grundlæggende er det bekymrende, at man i en tid med massivt voksende krav til landmændene vil reducere budgetsummen med op mod 30 procent. 

For L&F er lige konkurrencevilkår det absolut vigtigste i landbrugspolitikken. Vi er derfor bekymrede for forslaget om tvungne støttelofter. Det straffer de effektive landmænd.  

Jeg er også bekymret over, at forslaget lægger op til, at de enkelte lande tilsyneladende næsten uden begrænsninger kan give ’koblet støtte’, altså støtte knyttet til en helt specifik produktion. Det er recepten på konkurrenceforvridning og en underminering af den markedsorientering i den fælles landbrugspolitik, der har været forfulgt i snart mange år.  

Vi kommer til at bruge mange ressourcer på at få luget ud i de problematiske forslag. 

I Landbrug & Fødevarer er vi meget opmærksomme på, at manifestationer som den i Bruxelles skal bruges med stor omtanke. I denne omgang var det relevant og befriende at deltage i. Samtidig med vi fik tid til adskillige møder på allerhøjeste niveau med kommissionen. 

Dialogen fortsætter nu ad andre veje, og jeg værdsætter den tid, EU’s landbrugskommissær har brugt på Landbrug & Fødevarer i 2025. Et af de vigtige budskaber, jeg gerne viderebringer fra kommissæren er, at vi skal have flere og ikke færre husdyr i Europa. Det er vigtigt for, at EU i højere grad kan stå i egen ret og være selvforsynende – også med fødevarer. 

Vigtige markeringer og sejre med fremtidig betydning 

Som nævnt indledningsvist har det været vanskeligt at begrænse emnerne her i kronikken. Noget af det, der fylder meget hos os, er fx Bovaer, og at der skabes tryghed om dette vigtige virkemiddel.

Den foreløbige NGT-sejr er meget afgørende og et eksempel på en sag, som L&F har brugt utroligt mange år på. 

Vi har også fået sat sidste punktum i et par meget principielle retssager, som L&F har forfulgt for medlemmer. To sønderjyske landmænd fik efter et naturgenopretningsprojekt oversvømmet dele af deres jord, men det har været en lang kamp siden 2017 at få en fornuftig erstatning. Det er endelig lykkes, ligesom en seks år gammel sag om ulovlig indtrængen blev endeligt afgjort, da tre aktivister måtte erkende deres ansvar og betale landmandens tab.  

2026 med folketingsvalg 

Således et på godt og ondt dramatisk 2025. I 2026 står vi foran et politisk meget spændende år, hvor der før eller siden skal være folketingsvalg, og nye byråd skal finde deres ben. 

Den internationale sikkerhedssituation bliver nok det, der vil fylde mest. Jeg tror også debatten om fødevarepriser kommer til at fylde sammen med klima, miljø og livet i landdistrikterne. Jeg tror også, der kommer en debat om vandmiljø og grundvandsparker. Vi ved, der er en rapport på vej om grundvandsparker, hvor vi allerede med det vi ved nu står måbende over for rapportens ikke-tilstedeværende faglighed, men hvor nogle politikere sikkert vil bruge en voldsomt usaglig rapport som våben mod vores erhverv.   

2026 ser altså ikke mindre dramatisk ud. Vi er i det kommende år klar til at håndtere alle de vigtige opgaver for vores erhverv fra CAP-forhandlinger i Bruxelles over dyrevelfærd, pesticiddebatter, kvælstofindsatser, trepartsimplementering og alle de andre aktiviteter, vi arbejder med. 

Der er nok at lave og nok at kæmpe for. OG på trods af masser af modstand er der også masser at være stolt af og værne om. Tak for sparring og input i 2025. Jeg ser frem til flere gode samtaler – for det er der løsningerne findes og ikke i det aktuelle politiske klima. 

Glædelig jul og godt nytår!