Nyhed, 17.december 2025

Lavere beskatning for egenproduceret el til privatforbrug

Værdien af VE-el, som en landbruger producerer i sin virksomhed og anvender til privatforbrug, nedsættes i 2026 og 2027.

Erhvervsdrivende, der producerer elektricitet fra et vedvarende energi-anlæg i sin virksomhed og anvender en del af elektriciteten til forsyning af privat beboelse, beskattes af værdien af den leverede elektricitet. Det kan fx være landbrugere, der har solceller på stald eller lade, hvor elektriciteten også forsyner stuehuset.

Det fremgår af loven, at værdien af den elektricitet skal svare til værdien, som hvis elektriciteten var købt fra elforsyningsnettet inkl. skatter og afgifter. Som følge af den midlertidige nedsættelse af elafgiften i 2026 og 2027 nedsættes også den skattemæssige værdi af el, der leveres til privatforbrug i 2026 og 2027.

Lovforslaget blev behandlet i Folketinget og vedtaget den 16. december.

I 2025 udgør værdiansættelsen 2,2 kr./kWh i 2013-niveau, svarende til 2,69 kr./kWh. Med lovforslaget nedsættes værdien til 1,7 kr./kWh i 2026 og 2027. Det svarer til en reduktion på ca. 1 kr./kWh.