Nyhed, 19.februar 2025

Dieselafgiften er en skjult skat

Af Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer.

Hvorfor skal landbruget gå fri af en CO2-afgift modsat industri og transport? Sådan argumenterede flere for en høj afgift på landbrugets biologiske processer under trepartsforhandlingerne og i et ophedet opløb til forhandlingerne med Svarer-rapport og vismændsdebat.


Vi brugte mange kræfter på at slå myten ned. For landbruget og fødevareindustrien skal betale samme afgift som resten af industrien. Det har vi vidst længe for det blev vedtaget allerede i 2022 i den grønne skattereform for industrien. Landbruget er dermed nu, fra 2025, som den øvrige industri ramt af en CO2-afgift. Og for os specifikt også afgift på landbrugsdiesel.  


Efter aftalen om den afgift kæmpede vi for, at så skulle landbruget ikke dobbeltbeskattes med både fossil og biologisk afgift. Men et stort politisk flertal ville noget andet. 

 

Ikke grøn omstilling, men grøn udflagning


I L&F står vi fast på, en fossil afgift kun kan have en berettigelse med klare omstillingsmuligheder. Ellers er det blot en ekstra skat. For i 2022-aftalen kom der heller ingen omstillingsgaranti, så den fossile afgift først træder i kraft med reelle omstillingsmuligheder på bedrifterne, sådan som vi havde argumenteret for.


Sådan kan et politisk flertal jo beslutte. Men så ville det være godt, politikerne erkender, at der primært er tale om en ekstra skat. Afgiften på diesel gør det kun dyrere at være landmand. De teknologiske muligheder for at undgå afgiften har vi ikke endnu. Mejetærskere og traktorer i marken kører nu engang på diesel. Det gør de også i den nærmeste fremtid. 


Det duer ikke, at vi som samfund beskatter aktiviteten ud af landet, når der ikke er omstillingsmuligheder. Det er ikke grøn omstilling – det er grøn udflagning.