
Ekspertgruppe skal levere på generationsskifte-problematik
Det er helt afgørende for erhvervet, at unge virkelystne landmænd med appetit på vækst og udvikling også i fremtiden kan etablere sig som landmænd.
Det er ingen hemmelighed, at gennemsnitsalderen hos de selvstændige landmænd har været støt stigende gennem flere år. Og erhvervet ser ind i, at en betydelig del af bedrifterne forventes at gennemgå et ejerskifte inden 2030.
Det er vigtigt at sikre de unge gode rammer. Ikke mindst i en tid, hvor implementeringen af grøn trepart kræver investeringer i grønne teknologier for at fremtidssikre erhvervet. Historisk set er det de yngre landmænd, der, helt naturligt, investerer mest i ny teknologi.
Derfor er et vigtigt element i den grønne trepartsaftale også, at der er nedsat en ekspertgruppe til at se på netop generationsskifteudfordringerne.
Stigende krav til egenkapital
Her er Landbrug & Fødevarer repræsenteret af Pernille Lohmann, direktør i DLR Kredit og kompetencemedlem i L&F’s forretningsudvalg.
- Vi har grundlæggende en meget konkret opgave, nemlig at kortlægge hvor udfordringerne ligger og at komme med konkrete løsningsforslag, siger Pernille Lohmann, som ikke ser den finansielle sektor som en udfordring for generationsskifter.
- Generationsskifteproblematikken er ikke ny, og vi har med realkredit- og bankfinansiering gennemført generationsskifter i landbruget også for 30 år siden – og dermed løbende kunnet understøtte strukturudviklingen.
Hun mener, at konsolideringen i sektoren mod stadigt færre, større brug øger kravene til den egenkapital, en nyetableret landmand skal kunne stille med.
- Derfor skal vi se på mulighederne for at supplere de eksisterende låneformer i etableringsfasen, men også tænke ejerformer og alternative selskabsstrukturer ind. Der er mange faktorer i spil. Helt grundlæggende er det for mig, at man skaber rammer, så den unge landmand har mulighed for at etablere sig i konkurrence med – eller i samarbejde med – de etablerede landmænd. Det handler også om det rigtige set up i forhold til kompetencer og ejerformer, der kan fremtidssikre bedrifterne i en tid, hvor vi skal understøtte et vækstspor og virkeligt være effektive, samtidigt med at der investeres i bæredygtige løsninger.
De mindre brug
Pernille Lohmann understreger, at ekspertgruppen er bredt sammensat, og at der også vil blive et fokus på generationsskifter i de mindre bedrifter.
- Der er forskellige vinkler og tilgange i ekspertgruppen. Udviklingen af de store professionelle bedrifter skal gerne kunne foregå side om side med en positiv udvikling, når det gælder de mindre brug. Vi har en kompakt proces, og skal afrapportere inden udgangen af april. Jeg forventer, at det bliver med nogle meget konkrete udredninger af, hvor udfordringerne ligger, og hvilke redskaber der kan løsne op for dem, så der kan sættes gang i ejerskifterne.