Frivillige aftaler kræver, at myndighederne løfter deres del

Vi havde meget gerne set, at den politisk besluttede indførsel af sprøjtefrie boringsnære beskyttelsesområder, BNBO’er, var gennemført via frivillige aftaler mellem kommuner og lodsejere.

Men vi må konstatere, at opgaven er grebet meget forskelligt an. Kun tre kommuner, Ringkøbing-Skjern, Ærø og Frederikshavn Kommune, har givet opgaven den nødvendige opmærksomhed og ressourcer, og er nået i mål.

Derfor var det under omstændighederne den rigtige løsning, da Folketinget besluttede, at kommunerne senest 1. marts skulle udstede et påbud til lodsejerne om ikke at sprøjte i BNBO’erne. Det politiske ønske om at dyrke dem pesticidfrit - som vi overordnet ikke ser behovet for - opfyldes, samtidig med at lodsejerne får den korrekte erstatning.

Men at tre kommuner nåede i mål viser, at opgaven var løsbar ad frivillig vej.

Langt de fleste landmænd har vist interesse i at gå i dialog om en aftale, men det kan jo kun lykkes, hvis myndighederne rent faktisk giver dem et tilbud at tage stilling til. Det har mange steder ikke været tilfældet.

Det er altså på ingen måde erhvervet eller den enkelte lodsejer, der kan klandres for, at den langvarige proces om sprøjtefrie BNBO’er ikke ender med frivillige aftaler, men med påbud. Det er faktisk et fint eksempel på, at det kræver mere end god vilje fra landmændene at nå i mål med frivillige aftaler. Myndighederne skal også løfte sin del.

Jeg håber, at myndighederne vil se til de tre kommuner og lære. Landmænd, der skal indgå i frivillige aftaler med det offentlige, har brug for en ordentlig proces.

Vi skal sammen tage de gode erfaringer fra Ærø, Ringkøbing-Skjern og Frederikshavn med videre. For frivillige aftaler og lokal inddragelse er altid at foretrække over påbud fra myndighedernes side.