
Landmænd skal sortere mere plastaffald
Der skal udsorteres mere plastaffald til genanvendelse i landbruget. L&F og Miljøstyrelsen hjælper med guides og information til bedrifterne.
Alle landmænd, som bruger plast i hverdagen i produktionen som f.eks. ensilage- og wrapplast eller som har emballageaffald af plast, har ansvaret for at plastaffaldet sorteres og håndteres korrekt. Potentialet for yderligere udsortering er størst på kvægbrug.
Som noget nyt er der indført et styrket affaldstilsyn for alle virksomheder herunder landbrug fra 1. januar 2025. Formålet er at sikre, at virksomhederne overholder krav om sortering, så genanvendelige materialer kan blive nyttiggjort. Der er to typer affaldstilsyn: et administrativt og et fysisk. Der vil være landbrug, der får fysisk affaldstilsyn uden forudgående administrativt affaldstilsyn. Det kan f.eks. være landbrug, der er underlagt regelmæssige miljøtilsyn.
Landbruget vil gerne sortere og genanvende mere af den plast, der bruges på bedrifterne. Men i en travl hverdag kan det være svært for landmændene at få sorteret affaldet korrekt. Derfor har Landbrug & Fødevarer og Miljøstyrelsen sammen udarbejdet informationsmateriale, der er et skridt på vej mod mere plastsortering i landbruget og som kan bidrage til det politiske mål om 50% udsortering af plastaffald til genanvendelse i 2025.
Landmanden har ansvaret for udsortering af plast til genanvendelse og informationsmaterialet består af en guide/vejledning til landmanden. Den forklarer, hvorfor det giver mening miljømæssigt at sortere plast til genanvendelse og om de gældende affaldsregler. Den fortæller også om de forskellige typer plast, som findes i landbruget, og giver gode råd til at komme i gang med sortering i praksis. Materialet indeholder også en plakat til at informere medarbejderne, som kan hænges op f.eks. i frokoststuen. Derudover er der plakater, som kan anvendes til at guide sorteringen af de forskellige plasttyper og som kan sættes på indsamlingscontainerne. Plakaterne findes på både dansk og engelsk.
Landbrugssektoren blev i ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” fra juni 2020 pålagt et todelt udsorteringsmål for det plast, der sendes til forbrænding. Landbrugssektoren skal udsortere 50 pct. af plasten til genanvendelse i 2025 og 80 pct. i 2030.