Valg af kvælstofmodel er ikke en akademisk øvelse

Den grønne trepart og alle de gode ambitioner i den skal forløses. Det kan jeg kun være enig med Sebastian Jonshøj om.

For den grønne trepart kan sikre, at vi når miljø-, natur-, og klimamål, samtidigt med at vi fastholder et stort og konkurrencedygtigt fødevareerhverv. Det er det dobbelte mål, som både Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Landbrug & Fødevarer har nikket til. I den oprindelige grønne trepartsaftale.

Det er på baggrund af den, at mange landmænd er gået ind i arbejdet med arealomlægning. Klart vist af den store entusiasme i de lokale treparter i 2025 og de mange ansøgte projekter. Der er mere end 1.100 arealomlægningsprojekter anlagt eller på vej gennem systemet.

Ingen kan med troværdighed beklikke landbrugets vilje til at levere på den grønne trepart. Netop fordi vi brændende ønsker, at den oprindelige grønne trepart med dens mange delikate kompromiser skal lykkes, er vi arge modstandere af den nye kvælstofreguleringsmodel. Den er nemlig skruet sådan sammen og skal implementeres så hurtigt, at den uden tvivl skader mulighederne for succesfuld arealomlægning.

Unødvendigt hårdt

Politikernes fravalg af en solidarisk model, der ville løse kvælstofopgaven, betyder, at mange landmænd rammes unødvendigt hårdt. De står til store økonomiske tab – og driftsmæssigt bringes de i en situation, hvor de skal bruge al tilgængelig jord for, at regnestykket kan gå op. Valget af kvælstofmodel er et de facto benspænd for arealomlægningen. Samtidigt er den dybt demoraliserende for et erhverv, der er gået positivt ind i Danmarkshistoriens største omtegning af landkortet til gavn for miljøet og en fortsat stærk landbrugsproduktion.

Værre bliver det af, at den nye regulering får reel effekt på markerne allerede fra 2026, hvor landmændene efter høst skal så afgrøder, der lever op til de nye krav. Det sker til trods for, at det i trepartsaftalen fra juni 2024 og landbrugsaftalen i 2021 blev aftalt, at den nye regulering først træder i kraft fra høståret 2027. Endnu et tillidsbrud, der altså ikke var del af den aftale, vi var med til at indgå. Den tidlige ikrafttræden blev politisk besluttet på Christiansborg i december 2025.

Det er svært at forstå, hvorfor Danmarks Naturfredningsforening går i brechen for en kvælstofmodel, der låser handlemulighederne og udhuler økonomien for landmænd over hele landet. Som sætter udrulningen af treparten i stå. I strid med hvad både DN og vi ønsker.

Hvorfor ikke i stedet bakke op om landbrugets ønsker om en solidarisk model? Nettoudbyttet for vandmiljøindsatsen ville blive den samme. Men ingen landmænd ville stå med store tab og et akut behov for al tilgængelig jord for, at driften kan hænge sammen.

Og lad mig da bare liste flere tillidsbrud op: Reduktionsmål er øget, fordi Danmark ensidigt bryder med EU’s interkalibrering. Reguleringstryk på spildevand over for kommuner og forsyningsselskaber er lempet. Mankoen er overført til landbruget. Vi reguleres hårdt efter meget usikre retentionskort – kort som viser, hvor effektivt kvælstof tilbageholdes og omsættes fra rodzone til kyst, men som også - ifølge GEUS der har lavet kortene - er meget usikre. Myndighederne mangler ressourcer til arealomlægning. Satserne for den kompensation, som kan hjælpe bedrifter gennem nogle år med den hårde regulering, dem kender vi ikke endnu. Men vi skal alligevel lægge markplaner efter modellen.

Vi har hånden på kogepladen

Det er nok værd for DN at lægge sig på sinde, at det er landmændene, der bringer hele indsatsen til bordet. Det er os, der har hånden på kogepladen. Det er os, der skal levere landbrugsjord til gavn for samfundet. Jord, vi kunne have håbet at give videre til næste generation.

På vores nylige årsmøde for kvægsektoren fortalte en mælkeproducent om milliontab og et generationsskifte, som han nu fortryder. Hans børn kan komme til at hænge på regningen. ’Jeg er helt indforstået med, at kvælstofreguleringen kommer, men bare den kunne gå hånd i hånd med den grønne trepart’, var budskabet.

Måske kan valg af modeller i DN’s hovedkvarter i Masnedøgade i København synes en lidt akademisk diskussion. For landbrug og fødevarevirksomheder bygget op gennem årtier på Lolland, Fyn, Djursland, ved Limfjorden og ved Lillebælt kan det udgøre forskellen mellem en fremtid eller ej

Det handler faktisk om menneskers liv og fremtid.

DN’s vicepræsidents ligegyldighed i forhold til substansen af vores kritik kan godt gøre mig i tvivl, om den erkendelse er nået til DN.

Vi vil gøre vores for, at den når til rådhuse og Christiansborg.

Læs DN's indlæg her