Er der en trepart efter valget?

Efter alt for store politiske forudsætningsbrud må jeg konstatere, det bliver afgørende, hvad der kommer til at stå i det regeringsgrundlag, som en endnu ukendt gruppe partier skal lave efter valget. Der får vi at se, om der er nogen trepart tilbage for os andre at være i.

Hvis den grønne trepartsaftale var en bil, så vil jeg sige, at bilens tilstand afspejler, at den har to brugere.

Den ene plejer og passer den og følger servicebogen til punkt og prikke. Den anden bruger lader advarselslamperne lyse orange – og et par lamper får lov til at gløde rødt. Brugeren får ikke fyldt det nødvendige brændstof på, men kører alligevel videre. Denne bruger undrer sig trods det over, at det ikke går særlig hurtigt, og at der er mange mislyde fra motoren.

Det er nok ikke svært at gætte, hvem de to brugere er. Landmanden er den første. Politikeren den anden.

Valgkampens vilde overbud

Det hjælper på ingen måde at stå i en valgkamp, hvor en rød-grøn blok af partier leverer det ene vilde overbudsforslag efter det andet om vores erhverv. Det ene er et såkaldt ”svinestop”. Et forbud mod opførelse og udvidelse af nye grisestalde går stik imod trepartsaftalens ambitiøse mål om at reducere drivhusgasudledningen gennem investeringer i og udvikling af klimavirkemidler samt investeringer i nye stalde – ikke afvikling af husdyrproduktionen.

Så er der hele drikkevandsdiskussionen. Antallet af partier, der fører valgkamp på et område, der kræver høj teknisk forståelse, og hvor det derfor er alt for nemt at føre skræmmekampagne, er endnu større end på griseproduktionen.

Det er overbudspolitik uden faglig forståelse at foreslå erstatningsfri regulering af 160.000 hektar god landbrugsjord på baggrund af en underlødig rapport fra Miljøministeriet – en rapport, embedsmænd i andre ministerier ikke vil skrive under på.

Landbruget har en klar interesse i at beskytte grundvandet. Landmænd – og vores familier og dyr – drikker det samme vand som alle andre. Erhvervet er samtidig blandt Danmarks største vandbrugere til husdyrproduktion, fødevareindustri og markvanding.

Debatten er vigtig. Og nok for vigtig til både en hidsig statsministerkandidat-debat og til oneliners på sociale medier. Vi arbejder selvsagt for at dele faglig og faktuel viden om sprøjteforbuddets konsekvens med politikerne, relevante rådgivere og i medierne, både reaktivt og proaktivt.

For vi kan gøre det klogere. Det er kun to år siden, vi i den oprindelige grønne trepartsaftale indtænkte drikkevandsarbejdet i de lokale treparter, hvor mange forskellige indsatser skulle samtænkes.

Nu skal vi så høre kritik af, det ikke er muligt at indgå frivillige aftaler med landbruget. Men det er jo netop det, man har kunnet, og de lokale treparter er og var klar til at levere. Rundt omkring i landet knokler landmænd og kommuner i skrivende stund for at løse det store puslespil, som arealomlægningen kræver.

Det arbejde må ikke blive ofret i en valgkamp, hvor partierne overbyder hinanden.

Ingen steder i trepartsaftalen står der noget om, at husdyrproduktionen skal reduceres, eller at arealomlægningen ikke skal være frivillig og foregå lokalt. Tværtimod.

Nej tak til at dele bil

Lad mig så bevæge mig op på det principielle niveau for den grønne trepart.

Landmændene har fået rigtig meget anerkendelse for indsatsen med for eksempel at gå ind i lavbundsprojekter, hvor mere end halvdelen af de 140.000 hektar, der skal omlægges, er i proces. Vores repræsentanter i de lokale treparter har gjort en beundringsværdig indsats. Landbruget har leveret som aftalt. Men dele af forligskredsen, der indgår de politiske aftaler, der bygger på den oprindelige grønne trepartsaftale, dem ville jeg nødigt dele bil med. Der er mange bristede forudsætninger i forhold til den aftale.

Ej heller ville jeg dele bil med dem, der lancerer det ene valgkamps-overbud efter det andet. Hvoraf flere af de partier er centrale aftaleparter i de politiske forlig om grøn trepart. Det er dybt skuffende og bekymrende for den videre proces.

Lad os tage et ridt igennem alle forudsætningsbruddene.

Valget af det strammeste kvælstofscenarie og en unødigt hård reguleringsmodel er den værste. Politikerne sætter barren højere end nødvendigt for at nå kvælstofmålene, og så vælger man tilmed en model, der kommer til at gøre voldsomt ondt på alt for mange landmænd.  

Kompensationen kender vi endnu ikke, mens vi står midt i markplanlægningen. Manglen på respekt for det gode landmandskab er total.

Hvordan kvoterne fordeler sig, er lige så uklart for den enkelte landmand som kompensationen. Datagrundlaget for beregningerne er baseret på forældede data. I mellemtiden er lysten til at lade jord indgå i trepartens omlægninger nu pludselig meget lille, fordi man reelt kan ende med at afgive kvælstofkvoter, man har hårdt brug for. Totalt i modstrid med ambitionen om at fremme udrulningen af treparten.

Der skal være en korrekt faglig beregning af kompensation – uden teoretiske illusioner om perfekt kvotehandel og omkostninger på lang sigt. Støtten skal først udfases i takt med, at arealomlægningen fjerner regulering – ikke før. Så ville alle bedrifter have en mulighed at komme over på den anden side af bjerget.

Drop det

Det er en helt forkert vej, forligskredsen kørte ned af, da man besluttede at fordele udledningskvoter efter retentionskort. For det betyder jo, at mange landmænd vil blive reguleret langt hårdere end braklægningspunktet.

Det skal droppes.

Det giver forkert incitament, hvis man fratager bedriftens udledningskvote, men man er ved at omlægge sin jord. Det skal droppes.

Tag kystvandrådenes anbefalinger alvorligt. Der er masser af faglighed, der skal på plads i de nye vandplaner. Det vil gavne både landbruget og miljøet at fokusere på det rigtige frem for uforklarlige indsatskrav flere steder. Et godt eksempel er fokus på fosfor fremfor kvælstof mange steder.

Det er helt skævt, at landbruget i Danmark skal reducere kvælstofudledningen mere end nabolandene, hvilket ikke giver mening i fælles vandområder. 

Trepartens søjler vakler

Det er heller ikke på nogen måde i orden, at landbruget skal tage regningen, fordi regeringen ikke kan finde den kvælstofreduktion fra spildevand, der er aftalt. Selvom der er aftalt 860 tons, så mener regeringen kun at kunne levere 572 tons. Så måtte landbruget levere resten, lød meldingen fra miljøminister Magnus Heunicke. Det er tankevækkende, at vi mødes med massive krav, mens det offentlige blot kan trække på skulderen, når målene ikke nås. Det styrker ikke den enkelte landmands tillid til politikernes vilje til en fair og realistisk regulering.

På vinterens plantekongres og kvægkongres er jeg gået i direkte clinch med trepartsministeren om vores kritik af kvælstofreguleringen og hvordan den spænder ben. Og det er ikke kun ansigt til ansigt, der er sagt. Antallet af artikler i medier, tv-interviews, Facebook-opslag og nyhedsbreve med mine holdninger er væltet ud i offentligheden de seneste måneder. Og vi er konstant i dialog med politikere, myndigheder, organisationer og andre parter med vores holdninger.

Men med de forudsætningsbrud og den måde, valgkampen hidtil har formet sig, er der hos os landmænd en oplevelse af, at Danmarks Naturfredningsforening og flere af de røde partier skubber til de bærende søjler i treparten. De søjler kan ikke holde til mere.

Spørgsmålet er ikke, om vi skal have rent drikkevand. Selvfølgelig skal vi det. Spørgsmålet er ikke, om vi skal have en fortsat griseproduktion. Selvfølgelig skal vi det. Spørgsmålet er efterhånden snarere, om vi stadig har en aftale om det arbejde, vi forpligtede os til med den grønne trepart.

Lad mig minde om, hvorfor vi sammen regeringen og en række andre organisationer for snart to år siden indgik det, som fik navnet den grønne trepartsaftale. Vi indgik en aftale, hvor vi både skulle have en stærk fødevareproduktion i fortsat udvikling. Og vi skulle passe på vores klima, miljø, drikkevand og biodiversitet, fordi vi og de kommende generationer skal have et bæredygtigt sted at leve.

Det var det udfordringsbillede – foruden allerede voldsomme krav fra vandplanerne og landbrugsaftalen fra 2021, som uanset hvad ville ramme vores erhverv - som udgjorde opgaven, da vi gik ind til forhandlingerne i treparten. Og det var den opgave, som vi var enige om, at vi havde lagt skinnerne ud for en løsning af, da vi præsenterede aftalen. Med respekt for de fine balancer. Med respekt for alle interesser. Med respekt for alle synspunkter og argumenter. Og med respekt for både fødevareproduktion, natur, miljø og klima.

Vi har overholdt vores del

Landbruget har gjort alt det, vi lovede i aftalen. Vi har leveret i de 23 lokale treparter. Ordninger er overansøgt, men systemet kan på sin side slet ikke følge med deres forpligtelser.

En ting er manglende ressourcer til sagsbehandling. En anden er så de omtalte efterfølgende forlig på Christiansborg, som har undermineret processen i alt for voldsom grad.

Med så store usikkerheder og ubekendte, som vi ser i bl.a. de underliggende retentionskort, og med de usikkerheder der altid er i en økonomisk model - som kun beregner omkostningerne på lang sigt - er det fuldstændig umuligt for landmændene at træffe rationelle beslutninger, når markplanen skal lægges til efteråret. 

Jeg vil gerne fastslå, at vi forfølger alle mulige veje for at rette op på de politiske beslutninger. Også et juridisk spor.

Der er for meget, der ikke er endeligt på plads. IT-systemer. Kvoter. Udvaskningsdata. Ordninger. Indsatskrav. Støttebeløb.  Det skaber kæmpe usikkerheder.

Jeg hører fra mine medlemmer, at der i virkelighedens verden ikke er nogen vej uden om at udskyde reguleringsstart, til alle usikkerhederne er ryddet af vejen. Så gå tilbage til, at regulering tidligst kan starte i 2027 som landbrugsaftalen i 2021 i øvrigt også siger. Og ikke i sommeren og dermed høståret 2026, som politikerne reelt aftalte i forligskredsen. Så får ministeriet tid til at forberede modellen ordentligt. Det har de brug for. Og landbruget får mulighed for ordentlig planlægning af vækstsæson i marken.

Denne timeout er det mindste, vi kan forvente i en i forvejen alt for ambitiøs tidsplan, hvor politikerne end ikke har leveret alle byggesten endnu. Og hvor ministerierne nu er gået hjem på valgkamp.

Er der en trepart efter valget?

Hvad angår det store politiske billede må jeg på baggrund af valgkampen konstatere, landmanden er efterladt på perronen.

Det er ganske enkelt ikke ordentligt over for et erhverv - som med den oprindelige trepartsaftale helhjertet har kastet sig ind i arbejdet med arealomlægningen, vi tænker som den drivende motor til at nå fælles mål inden for miljø og klima, og som samtidig bevarer en stærk landbrugsproduktion. Politikerne glemmer, at det er os, der skal afgive jord til fællesskabet. Jord, som vi gerne havde drevet videre. Jord, som måske har været i familiens eje i generationer. Jord, som vi ikke bare har penge, men også masser af følelser investeret i.

Vi har som landmænd krav på at kende konsekvenserne af de valg, som politikerne beder os om at træffe.

Hvis jeg skulle tage alt, hvad der indtil videre er sagt i valgkampen, for pålydende, så må jeg konstatere at nogle af forligspartierne foruden blinkende orange og røde lamper i instrumentbrættet har peget deres GPS-kurs langt væk fra den oprindelige aftale i den grønne trepart og de meget fine balancer, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen selv sagde, der ikke kunne pilles ved de delikate balancer i.  

Det bliver afgørende, hvad der kommer til at stå i det regeringsgrundlag, som en endnu ukendt gruppe partier skal lave efter valget.

Der får vi at se om, der er nogen trepart tilbage for os andre at være i.