Nyhed, 11.marts 2026

Omlægningsplanerne møder virkeligheden

Mads Pipenbring Jørgensen er konsulent i L&F's afdeling Trepartsimplementering, og fokus for hans arbejde i høj grad ude i de lokale treparter.

Det er motiverende at være en del af noget helt nyt:

- Det, der er kendetegnet ved hele denne proces, er, at der jo ikke er nogen, der har prøvet noget lignende før i så stor skala. Der er ingen love, der peger bagud, ingen bekendtgørelser. Så det er sådan helt klichéagtigt virkelig en opgave, hvor vi kører, både mens vi bygger bilen, og mens vi asfalterer.

Mange landmænd har oplevet at blive tegnet ind i en omlægningsplan. Det kan skabe usikkerhed: Hvad betyder det? Bliver mit areal taget ud? Nogle steder har man besluttet ikke at tegne noget ind i omlægningsplanerne, medmindre der har været en direkte lodsejerdialog. Andre steder har man kortlagt de potentialer, der måtte være, og så er lodsejerinddragelsen næste step.

- Det er ikke os centralt i Landbrug og Fødevarer, som bestemmer, hvilken metode de anvender lokalt. Vi understøtter, vi rådgiver, vi vejleder, og vi er med hele vejen. Men i sidste ende er det en lokal opgave, for det er her, viden og ekspertise om lokalområdet er. Og det er også derfor, at vi nu sidder i en situation, hvor der er et par treparter, som ikke helt er i mål. Man skal kunne se sig selv i planerne lokalt, siger Mads Pipenbring Jørgensen.

Afmontere benspænd

Når kommunen beder en lodsejer om at deltage i en forundersøgelse, er det værd at overveje. Det er nemlig her, man kan få afklaret, om et projekt overhovedet giver mening – teknisk, økonomisk og praktisk. Man kan også tage fat i udtagningskonsulenter og få gratis rådgivning.

- Det er vigtigt at sige, at når nu omlægningsplanerne kommer ud, så er det ikke bindende hverken for lodsejere eller kommune at indgå i de her projekter. Det skal undersøges nærmere i dialog med lodsejere i forbindelse med forundersøgelserne for at se, om det overhovedet teknisk lade sig gøre for eksempel at lave et lavbundsprojekt på et areal, der er peget ud. En skitse på et kort er ikke et færdigt projekt. Den er et udgangspunkt for dialog. Og så bruger L&F rigtig mange kræfter på at få afklaret de usikkerheder og afmonteret de benspænd, politikerne har lavet, så vi ikke mister momentum, fastslår Mads Pipenbring Jørgensen.