Pesticidforbud svarer til at pøse vand på en slukket brand

Når en række partier nu vil forbyde landmænd at sprøjte på enorme områder, er det noget utrolig dyrt valgflæsk. De giver indtryk af handlekraftigt at ville løse et faretruende problem, men der er allerede taget hånd om det, og det ved de godt.

I en valgkamp handler det for de politiske partier om at finde nogle få, letforståelige mærkesager, som man kan repetere igen og igen, indtil de sidder fast. Løfter om forbedringer, som de fleste helt umiddelbart kan se fornuften i uden de lange, tekniske forklaringer.

Det er fair nok – sådan er spillet. Men det kan godt være nogle lidt tålmodighedsudfordrende uger for os, som går op i fakta, faglighed og saglighed. I valgkampens hede forsvinder nuancerne tit i krudtrøgen fra de hurtige slogans.

Sådan er det i høj grad gået i debatten om drikkevandet og landbruget, hvor SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet nu foreslår et totalforbud mod brug af sprøjtemidler på kolossale områder.

Hvis man siger »gift« og »drikkevand« i samme sætning, kan det få de fleste til at spærre øjne og ører op, og derfor egner det tema sig godt til valgkamp. For hvis det først er lykkedes at gøre folk bange, kan man slippe afsted med at sige en masse, som i bedste fald er en fordrejning af sandheden. I værste fald bevidst forkert. Vælgernes parader er nede, fordi man er tilbøjelig til at være mindre kritisk, når man er bange. Så vil man bare gerne høre, hvordan faren kan gå væk.

Selvfølgelig vil vi ikke have gift i drikkevandet. Det er ikke en ny opdagelse, venstrefløjen har gjort under denne valgkamp. Det har vi aldrig villet, og derfor har vi allerede verdens skrappeste godkendelsessystem for sprøjtemidler. Læs det lige igen: Vi har verdens skrappeste godkendelsessystem.

Derfor har vi også i årevis haft forbud mod en lang række sprøjtemidler, som er sundhedsskadelige, og de sprøjtemidler, landbruget i dag benytter, er godkendt på kryds og tværs – bl.a. i Miljøstyrelsen.

Under trepartsforhandlingerne havde vi en faglig gennemgang, hvor embedsmænd fra Miljøministeriet forklarede, at de mange fund af pesticidrester i grundvandet næsten udelukkende stammer fra midler, som enten har været forbudt i årtier, eller som ikke kommer fra landbruget.

Miljøstyrelsen må slet ikke godkende anvendelsen af pesticider, som kan forurene grundvandet, og derfor kan det jo virke besynderligt, at man altså nu vil forbyde sprøjtemidler, som myndighederne selv siger er ufarlige. For en sikkerheds skyld.

Hvis sådan et forbud var uden konsekvenser, kunne man springe op og falde ned på den slags symbolpolitik, men det, som SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet foreslår, og som Socialdemokratiet nu bakker op om, vil dels koste landbruget i omegnen af 20 mia. kr., og dels vil det medføre et markant fald i fødevareproduktionen i en tid, hvor hele EU skriger på fødevareforsyningssikkerhed.

Det er altså det stik modsatte af, hvad vi har brug for. Derudover hænger argumentationen i forslaget slet ikke sammen. Det svarer til at blive ved med at sprøjte vand ind i et hus, som har været i brand, længe efter at ilden er gået ud. Lad mig illustrere med et eksempel, som de fleste kender: I 1986 blev det forbudt at bruge asbest i byggeriet i Danmark, fordi det var sundhedsskadeligt. Siden er asbest ikke blevet brugt, men man har fundet nye, ufarlige byggematerialer.

Hvis en politiker nu i valgkampens hede kom frem og sagde, at fordi der findes huse rundtomkring med farlig asbest, må vi hellere forbyde Rockwool – for en sikkerheds skyld; ja, så ville enhver kunne se, at det var tudetosset. Fordi vi allerede har taget hånd om det problem, som han bruger som argument for et nyt og helt overflødigt indgreb.

Det er fuldstændig det samme med forslaget om at forbyde landmænd at sprøjte med midler, som er godkendt, som er konstateret helt uskadelige for grundvandet, og som der ikke findes et eneste eksempel på er fundet i vandprøverne.

I øvrigt har vi allerede i Treparten aftalt en yderligere sikkerhedsforanstaltning, nemlig en kortlægning af de såkaldt ”sårbare grundvandsdannende områder”. Denne kortlægning er færdig i 2027, og til den tid skal de lokale grønne treparter, som allerede er i fuld gang, bruge den nye kortlægning som afsæt for en omlægning af jorden, som netop tager højde for drikkevandet.

Når bl.a. SF og Radikale Venstre nu går ud og kræver et øjeblikkeligt stop for brug af pesticider, løber de altså fra den trepartsaftale, som de selv har været med til at indgå. Ikke bare med regeringen, landbruget og Danmarks Naturfredningsforening, men også KL, NNF, Dansk Metal og DI, som ligeledes var en del af treparten.

I Landbrug & Fødevarer tror vi fortsat på Trepartsaftalen, selvom man i valgkampens hede kan blive i tvivl, når aftalens parter kommer med forslag, som åbenlyst er i modstrid med den.

Det er udtryk for et usagligt stemmefiskeri og for et useriøst forhold til indgåede aftaler, og derfor håber jeg – og appellerer til – at der er tale om valgbulder. Det er at skalte og valte med både landmændenes levebrød og danskernes fødevaresikkerhed at gå til valg på så bekostelig symbolpolitik.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten