Samtalen om landbruget skal tilbage på sporet

Ved præsentationen af den historiske Aftale om Grøn Trepart for snart to år siden sagde Lars Løkke Rasmussen: »Nogen siger, at aftalen er vejet på en guldvægt. Det er snarere en atomvægt«.

Det citat siger noget vigtigt om ikke bare ånden i selve trepartsaftalen, men også om den konstruktive samtale, vi lige nu burde have om fødevareerhvervet, men som desværre mere har fået karakter af en råbekonkurrence.

De balancer, som trepartens aktører under de månedlange forhandlinger i 2024 nåede til enighed om, var så fint kalibrerede, at vi næsten måtte holde vejret i lokalet af frygt for, om noget skulle forrykke sig i sidste øjeblik. Hvert et ord og hver en toning var vendt og drejet, indtil alle i forhandlingsrummet kunne se sig i aftalen, så det er ikke for meget at tale om en atomvægt.

Min pointe på denne plads handler ikke om, hvad der blev forhandlet i den grønne trepart, men om den fremgangsmåde, som vandt bred anerkendelse i ind- og udland.

Det, som aftalen i al sin komplicerede enkelthed balancerer mellem, er to grundlæggende hensyn:

1. Vi skal både have en stærk fødevareproduktion, fordi folk – hvad der indimellem bliver glemt i debatten – skal have mad.
2. Og vi skal passe på vores klima, miljø, drikkevand og biodiversitet, fordi vi og de kommende generationer skal have et bæredygtigt sted at leve.

Det var det udfordringsbillede, som udgjorde opgaven, da vi gik ind til forhandlingerne i Treparten, og det var den opgave, som vi var enige om, at vi havde lagt skinnerne ud for en løsning af, da vi præsenterede aftalen. Med respekt for de fine balancer. Med respekt for alle interesser. Med respekt for alle synspunkter og argumenter. Og med respekt for både fødevareproduktion og natur.

Siden har vi gået så gruelig meget igennem, og lige nu er det vanskeligt at genkende ånden fra Treparten i debatten. Især er det hos nogle parter vanskeligt at skimte optagetheden af hele tiden at holde de to aftalte hensyn til henholdsvis fødevareproduktion og natur for øje.

Jeg håber og tror ikke, at ånden, styrken og viljen i og bag Treparten blot var et kortvarigt Camelot, og at den nuværende råbekonkurrence er normaltilstanden.

Det er afgørende, at alle vi aktører – og i særdeleshed vores politikere – fastholder blikket på begge de to hensyn som den nødvendige præmis i en fælles samtale, så vi kan få en ærlig og reel debat. Så vi sammen kan blive klogere. Så vi kan finde holdbare løsninger. Og så vi kan træffe forstandige beslutninger.

Derfor bekymrer det mig selvfølgelig, at visse stemmer i debatten ikke agerer, som om det også er deres opgave at passe på vores fødevareproduktion. Især fordi jeg kan se, hvordan alle vores landmænd i disse måneder slår knuder på både sig selv og deres produktion for at levere de efterspurgte forandringer. Derfor savner jeg, at vi mærker, at respekten for hinandens interesser går hele vejen rundt.

Ved påmindelsen om, at vi har brug for en fødevareproduktion, svarer nogle af landbrugets kritikere;

Vi kan producere fødevarer, bare uden brug af pesticider

Vi kan sagtens have landbrug, men de skal ikke være så store

Vi kan bare skrue ned for den animalske produktion og op for den vegetabilske

Vi kan (måske) have en griseproduktion (de kalder de konventionelle griselandbrug for svinefabrikker, fordi sprog skaber virkelighed), men dyrene skal være ude og have mere plads

Vi kan godt omlægge vores store produktion af dyrefoder på landbrugsjorden til produktion af korn til menneskeføde. Osv.

Til det må jeg sige, at vi i Landbrug & Fødevarer organiserer både økologer, som ikke bruger pesticider, griseproducenter med frilandsgrise samt deltidslandmænd og mindre familielandbrugere, før kaldet ’husmænd’.

Vi ved alt om, at man sagtens kan producere kvalitetsfødevarer på den måde. Arla er for eksempel en af verdens største leverandører af økologisk mælk. Og der er ingen tvivl om, at fremtiden vil byde på en langt mere divers produktion.

Men vi ved også, at det ikke er hverken muligt eller hensigtsmæssigt at omlægge al produktion til økologi, friland og små landbrug.

Dansk landbrug producerer – ligesom samtlige andre erhverv – det, der bliver efterspurgt, så vi ikke bare producerer i blinde og brænder inde med en masse fødevarer, som ingen ønsker sig eller har råd til at købe. Lad os blive enige om, at det er inden for den bane, vi spiller. Det er vanskeligt for et helt erhverv at skulle agere boksebold for meningsdanneres frustrationer over, at alverdens forbrugere ikke i praksis handler, som meningsdannerne synes, de burde.

Danmark er en af de mest eksportorienterede fødevareøkonomier. 72,7 pct. af den samlede landbrugsproduktion går til eksport. Det gælder både for grisekødsproduktionen, mejeriproduktionen og planteproduktionen. Det betyder, at dansk landbrug er dybt integreret i globale værdikæder og spiller en afgørende rolle for fødevareforsyningen i en række lande. Det skal vi være stolte af. Og det skal vi fortsætte med. Både for klimaet og forsyningssikkerhedens skyld.

Hvis vi neddrosler produktionen af mælk og oksekød i Danmark, vil produktionen næppe genopstå i vores nabolande i EU. Men produktionen vil i stedet vokse tilsvarende i lande uden for EU. Den udvikling vil være meget uheldig for klimaet, da hovedparten af det danskproducerede oksekød stammer fra køer, der også producerer mælk, og derfor har en relativt lav udledning af drivhusgasser sammenlignet med oksekød fra Brasilien.

Mælkeproduktionen i Danmark ligger blandt de laveste CO2-udledninger pr. liter mælk. Dansk mælk fra gård ligger på 1–1,2 kg CO2-e pr. liter mælk, mens den globale udledning ligger på 2–2,5 kg CO2-e pr. liter mælk. Altså dobbelt så meget som dansk mælk.

I takt med, at den globale efterspørgsel efter fødevarer forventes at stige med 12,8 pct. frem mod 2034, bliver det vigtigere, at lande med høje udbytter kan øge – frem for at reducere – deres produktion.

I en verden med stigende geopolitisk usikkerhed hviler fødevareforsyningssikkerhed i høj grad på arbejdsdeling. Nogle lande er netto-leverandører, og andre er netto-importører. Hvis alle kun producerer til sig selv, bliver der ikke nok af noget. Danmarks rolle som eksportør er derfor central.

Hvis vi ser på vores nordiske nabolande, kan Norge og Sverige ikke brødføde sig selv. Fjelde og søer er smukke, men de egner sig dårligt til landbrug. Hvis alle lande vælger kun at producere mad til sig selv, er der andre, der vil opleve voldsomme prisstigninger eller få for lidt at spise – ligesom der ikke vil være kaffe, te og chokolade til danskerne.

Når vi i Danmark omlægger arealer af hensyn til natur og miljø, bliver det desto vigtigere samtidig at fastholde en høj effektivitet og produktivitet generelt og producere mere (mad) med mindre (belastning). Antal af hektar, der skal udtages eller beskyttes, kan ikke være et mål i sig selv, som det ellers ofte ses i politiske forslag.

Der er nogle, der ikke kan lide at tale om ’effektivitet’, fordi det rimer på ’industrialiseret landbrug’. Igen må vi være ærlige over for hinanden: Kan og vil vi undvære den mængde fødevarer? Kan og vil vi betale prisen? Kan og vil vi være trygge ved et Europa, der afgiver suverænitet som fødevareproducerende magt?

I takt med, at verdens befolkning vokser, og den globale middelklasse får større købekraft, stiger efterspørgslen på fødevarer. Blandt andet på kød og mejeriprodukter, som vi allerede har en stor produktion og eksport af i dag.

De seneste år har vi som bekendt haft høje priser på mejeriprodukter og oksekød. Det skyldes, at den globale efterspørgsel har været højere end produktionsstigningerne, og det giver så landmændene incitament til at øge produktionen af mejeriprodukter og oksekød. I dette tilfælde kommer markederne altså tættere på en balance – en overensstemmelse mellem efterspørgsel og produktion – ved en stigende animalsk produktion. Det er markedets funktion. Ikke at indgå en global overenskomst med forbrugerne om, at de skal spise mere kålrabi.

Og endelig – i forhold til kritikken af de få store landbrug i stedet for mange små, som vi så tidligere – er der den enkle forklaring, at små landbrug er mindre effektive end de store. Fem procent af heltidsbedrifterne forsvinder hvert år på grund af specialisering og stordriftsfordele. Hvis alle landbrug skulle være små, ville den samlede produktion af fødevarer falde, og priserne ville stige. Der ville altså komme færre fødevarer per dyrket hektar. Det er det modsatte af, hvad vi har brug for.

Det er legitimt at mene, at det er et mål i sig selv at bringe landbruget – og dermed fødevareproduktionen med alt, hvad det indebærer af mælk, æg, kød, planter osv. – ned i størrelse. Og hvis man mener det, skal man selvfølgelig sige det højt.

Men så skylder man også at svare på, hvad danskerne skal spise og til hvilken pris. Hvad der skal drive udviklingen i landdistrikterne. Hvad der skal sættes i stedet for Arlas eksporteventyr. Hvad man har tænkt sig med den enorme CO2-lækage, som følger af at importere alle vores fødevarer, fordi vi så bare overlader klimaregningen til de lande, vi lader producere mad til os. Hvem der skal være rygraden i europæisk fødevareproduktion. Og hvordan Europa sikrer sin uafhængighed af andre globale magter.

Det er indlysende, at de negative effekter af dansk fødevareproduktion skal begrænses så meget som muligt. Sådan gælder det overalt i samfundet. Alt er en afvejning af balancer, og intet må selvfølgelig skade mere, end det det gavner.

I det perspektiv er det i øvrigt ganske opløftende at se på andre landes opfattelse af dansk fødevareproduktion.

De landmænd og fødevarevirksomheder, som herhjemme får skældud af ngo’er, venstrefløjen og andre, anerkendes bredt i EU som moderne og konstruktive. Uden for Danmarks grænser bliver vores fødevareproduktion betragtet som ikke bare noget af det mest effektive og kvalitetssikre, men også som noget af det mest bæredygtige og fremsynede i forhold til grøn omstilling. Det bør give anledning til refleksion. Ikke mindst inden vi skubber fødevareproduktionen ud af landet.

Når Danmark klarer sig godt i verden, plejer vi at være stolte. Når vi vinder håndbold-EM. Når danske virksomheder brillerer. Når dansk film eller musik vinder internationale priser. Når vores politikere gør en god figur på den globale arena. Når vores forskere sætter Danmark på verdenskortet med banebrydende opdagelser.

Fødevareproduktionen i Danmark er i det store billede langt foran. Vi er så langt foran, at vores konkurrenceevne er spændt til bristepunktet. Fordi det også koster på bundlinjen at gøre sig umage.

Vi udvikler og eksporterer teknologier og knowhow, der, når bragt i anvendelse i andre lande, gør alverden til forskel, både når det gælder klima og effektivitet, hvilket skaber stabile priser.

Det skal vi være stolte af, og det skal vi selvfølgelig fortsætte med – i balance med naturen.

Kronikken er bragt i Politiken. Læs den her