Beretning fra Plantekongres 2026

Beretning fra Torben Hansen, formand for L&F Plantesektion.

Jeg virkelig glædet mig til at stå her i dag – også selv om planteproduktionen står i en tid med rigtig, rigtig mange udfordringer.

Nogle kan vi SELV arbejde med at løse. Andre skal vi have politikernes velvilje til.

Det sidste kniber det måske lidt med for tiden. 

Men vi skal som landmænd også huske at samle på de gode oplevelser.  De ting, der gik godt, og hvor vi fandt en vej - måske ved at tænke nyt. 

Jeg husker for en hel del år siden, da jeg lige var kommet i gang som selvstændig. 

Vi havde i en årrække en god lille forretning ved at dyrke hvidkål. Dem ‘forædlede’ vi så ved at snitte til salat, som vi solgte videre til en virksomhed, der lavede forårsruller. Så i stedet for at sælge for hvidkålen som hele hoveder for 1 kr pr. kg, så kunne vi sælge snittet hvidkål for 4 kroner kiloet.

Det var den bedste måde vi kunne komme af med de 600-700 tons vi lavede om året

Samtidigt med at arbejdsomkostningerne var de samme 
 
Det lyder simpelt, og det var det også. Men vi kom lidt op i værdikæden og fik en bedre bundlinje.

Vi var også en flok landmænd, der i fællesskab udviklede ideen om at lave et lokalt varmeværk baseret på halm.

Så i stedet for at sælge halm til byen endte vi med at bygge varmeværket og sælge varmt vand.

Det gav mening, og det gav absolut også en langt bedre økonomi for os landmænd. Vi fik skabt noget merværdi i vores produkter.  

Det var ikke raketvidenskab, men i det små tænkte vi nyt – og fik en god forretning  ud af det. 

Lige nu arbejder jeg sammen med en ung landmand, der salter og rydder sne for en lang række virksomheder, ved siden af landbruget, og det har han en rigtig fin indtjening på.

Der er med andre ord mange måder at starte på. Det behøver ikke altid være med 500 eller 1000 hektar. 

Vi skal også huske at glæde os over al den virketrang og tro på fremtiden, som vi oplever hos næste generation af landmænd

Eleverne strømmer i disse år ind på landbrugsskolernes grundforløb i historisk stort omfang. Vi får brug for dem allesammen. Verden får i de kommende årtier kun endnu mere behov for dygtige landmænd. 

Fødevarer kan desværre også gå hen og  blive en vigtig del af vores sikkerhedspolitik. For ligesom vi i disse år gør os fri af russisk energi, så skal vi også holde fast i, at vi i en krisesituation skal kunne brødføde os selv og vores nabolande.

Det er ikke en selvfølge at der altid er fødevarer nok til alle i Europa

Det kræver unge planteavlere med visioner og tro på fremtiden. Lad os møde en af dem.  

Vi har i 2025 haft et år med markante politiske beslutninger, der bestemt ikke har gjort det lettere at være planteproducent i Danmark. 

Jeg synes ærlig talt ikke, at politikerne altid har leveret i den samme ånd, som de forventer, at vi landmænd gør det.

Det er ærgerligt, for det gør alting sværere – også den grønne omstilling. 

Vi får vanskeligere ved at kunne skabe en fornuftig økonomi og konkurrere med vores europæiske kolleger, der ikke i nær samme grad får lagt ekstra byrder, på deres skuldre.

Jeg hører rigtig mange landmænd sige at det er den grønne trepartsaftales skyld. Det er simpelthen ikke rigtigt. 

Den grønne trepartsaftale, som Landbrug & Fødevarer gik ind i sommeren 2024, er ikke den nemmeste vej. Men det er den NØDVENDIGE vej.  

Den samler indsatserne, så vi kan løse flere udfordringer på én gang. Den bringer også over 50 mia. til finansiering af blandt andet arealomlægningen. 

Jeg er SIKKER PÅ, at vi havde stået et langt sværere sted uden den mulighed. 

Der er dog et rigtig stort MEN 

Løsningerne, vi skaber i fællesskab, i den lokale grønne trepart, hvor kommuner, landmænd og naturinteresser arbejder sammen - det skal ledsages af politik, der kvitterer for det og  selvfølgelig understøtter indsatsen.

Ikke politik, som leverer unødvendige benspænd og hæmmer landmændenes muligheder for at gå helhjertet ind i den grønne omstilling, som et meget bredt politisk flertal kræver.

Den politiske kvælstofaftale, der kom i begyndelsen af december, er desværre et eksempel på et helt unødigt benspænd. 

Vi fik skærpede kvælstofkrav, som er betydeligt hårdere end de intentioner, der var i trepartsaftalen til at starte med.

Vi får en kvælstof regulering, der ikke bygger på 100% VISA-model men i stedet med elementer fra den flade model. Det kommer til at ramme nogle landmænd meget hårdt fordi den flade model er beregnet på basis af retentionskortet, som selv GEUS, der har lavet det, ikke anbefaler som en facitliste.  

Vi har hele tiden ønsket en solidarisk model altså VISA modellen, der vil  fordele byrderne ligeligt mellem bedrifterne inden for de enkelte vandoplande.

Vi får nu en meget kort indfasning, af den nye regulering, som kommer til at gælde allerede fra høståret 2027, og altså får den effekt fra 2026.  

Så kravet er at vi skal leve op til en regulering, som ikke er kendt når vi skal etablere vores afgrøder her til efteråret.

Politisk har man mistet jordforbindelsen

Vi må bare gentage det gamle budskab om, at vi ikke kan drive landbrug efter en kalender. 

Kort fortalt er det en aftale, som har strammet kravene i forhold til de oprindelige præmisser. Og den efterlader mange landmænd med store uafklarede spørgsmål om fremtiden. 

Under de politiske forhandlinger var flere partier helt klar til at vælge en 100%  flad model. Det ville have haft totalt ødelæggende konsekvenser for de mange  landmænd, der helt uforskyldt havde trukket en nitte i det vi vist roligt kan kalde ‘retentions-lotteriet.’ 

Vi må bare konstatere, at partier - også nogle, der kalder sig ansvarlige og taler meget om sammenhængskraft - er bedøvende ligeglade med konsekvenserne, og hvor stor en regning der bliver sendt til landbruget .

Det er svært at se deres ageren som andet end et forsøg på at få reduceret landbrugsproduktionen så meget som muligt. 

Men heldigvis var der også gode politiske kræfter der hjalp med at trække tingene i den rigtige retning, så vi trods alt endte med en hybridmodel med 75 % VISA og 25 % flad model. 

Tak for det. Uden jeres indsats var vi landet et helt vanvittigt sted.

Det er nu helt afgørende, at de, der lider tab med den nye aftale, kompenseres for det. 
 
Kompensationen skal sikre, at alle bedrifter kan overleve den midlertidigt hårde regulering og komme godt ud på den anden side.  

Det skal politikerne nu se at få leveret på, men det går alt, alt for langsomt.

 Vi kender jo ikke engang de kommende kompensationssatser endnu.

Men om ikke andet, så giver aftalen og den ikke særligt kønne politiske proces dog en vigtig påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi bruger muligheden for så hurtigt som overhovedet muligt  at komme af med den nye  kvælstofregulering. Derfor skal vi have mere gang i arealomlægningen og få etableret alle de kollektive virkemidler det overhovedet er muligt

Jeg ved godt det er svært. Men det er nøglen til fremtiden. Den må vi ikke smide væk. 

Ret skal også være ret. I forbindelse med kvælstofaftalen kom der også positive tiltag. 

Vi kan glæde os over, at vi trods alt er kommet ind på et spor, hvor det er udledningen, vi skal reguleres på. Det er langt mere fagligt at blive reguleret på output frem for input. Og ja, jeg ved godt der stadig mangler faglighed, og der stadig er værktøjer der skal opdateres, så de kan bruges i NUAR eller markmodellen. 

Bare som for eksempel vil jeg nævne, at vi skal have opdateret udledningstallene på majs og kartofler og få gennemført en mulighed for at bruge en udbyttekorrigering for vores afgrøder.  Det har vi arbejdet og kæmpet for i mange år. 

Vi kan komme meget langt med faglighed.

Men den helt store udfordring kommer på de 40-50% af vores vandområder der bliver ramt af et tårnhøjt reguleringstryk. Her vil hverken modeller eller målinger kunne løse udfordringerne for os.

En anden positiv ting: Kravet om fire procent brak forsvinder. Det har vi kæmpet for skulle ske, lige siden det blev indført. Vi  har de sidste år som det eneste EU-land skulle leve med det krav. 

I aftalen er også et fokus på græs til bioenergi, samt på en alt for længe udskudt opdatering af ammoniakreguleringen. 

Isoleret set er det rigtig gode tiltag.

Men tilbage på bundlinjen står der desværre, at kvælstofreguleringen strammer kravene ud over det der er nødvendigt for at nå målene, og langt mere, end det der lå i forudsætningerne for den grønne trepart. 

Det er uforståeligt, og det er ærgerligt. 

Samlet set, så er mit budskab til trepartsministeren og alle andre ansvarlige politikere:  I har bedt landbruget levere. Vi spiller med. Det får vi anerkendelse for. Men lige nu det er mest i ord.

Når det kommer til den reelle politik, så har I nu ved flere lejligheder valgt at stramme skruen. Også langt mere, end mange  fagfolk har ment nødvendigt for at nå målene.

Jeg håber virkelig, at I politikere er ligeså committet til trepartsaftalen, som vi er i landbruget.

Men når jeg ser den nye kvælstofaftale, så kan jeg ikke fortænke nogen i at komme en lille smule i tvivl. Desværre.

At der nu er kommet aftale om en ny kvælstofregulering betyder selvfølgelig ikke, at vi stopper med at udfordre det faglige grundlag for vandplanerne.  

Den indsats, har stået på i efterhånden rigtig mange år. Både ude i foreningerne med den lokal ekspertise, og i Landbrug & Fødevarer der har brugt rigtig mange ressourcer på at kunne gå kritisk til de mange fejl og mangler, som der er i vandplanerne.  

Når ålegræssets dybdegrænse for eksempel skal være dybere, end fjorden selv, så springer kæden af for de fleste.

Det gjorde den også for det internationale ekspertpanel, der har set de danske vandplaner igennem.

I Kløven på Ærø står landbruget over for et krav om at reducere kvælstofudledningen med 119 procent. Det er altså for et område, som allerede er i god økologisk tilstand, når vi ser på både ålegræs og klorofyl. 

I Roskilde-Isefjord og Nakskov fjord er der stor forskel på målt og uopmålt opland. Modellerne viser betydelig større udledning af kvælstof fra det uopmålte opland - selvom jordtype, nedbør, retention og sædskifte er den samme.

Det skal vi have undersøgt

Det er blot et par eksempler på skævheder. Og der er desværre mange flere.

Vi skal og vil bruge den faglige viden som Landbrug & Fødevarer, de lokale foreninger og SEGES Innovation bringer ind i vandplanerne.  Det er et kæmpearbejde, der er lavet, og skal fortsættes  de kommende år. Helt konkret skal den viden bruges til at ændre de fejl og mangler der er i vandplanerne . Det bliver et meget vigtigt værktøj for de 17 kystvandråd der er ved at komme rigtigt i arbejdstøjet.

Når indsatskravene ikke passer med  virkeligheden, bruges ressourcerne forkert,  og med en alt for lille  effekt – samtidig med at der stilles helt urimelige, eller decideret umulige, krav til landmændene.  
 
Det har vi længe været kritiske omkring og dén faglige indsats fortsætter for fuld kraft.  

Det er vigtigt at slå fast, at vandplanerne ikke er blevet til som led i den grønne trepartsaftale.  

Vandplanerne med deres manglende faglighed har vi kæmpet med længe før, og langt tidligere end nogen tænkte tanken om en grøn trepart. 

I  treparten blev der indført en interkalibreringsgaranti i vandmiljøreguleringen. Den betyder, at Danmark ikke skal løse problemerne alene. Så enten bliver man enige om fælles nye målsætninger med Sverige og Tyskland – og hvis det ikke lykkes, vender man tilbage til de oprindelige miljømål – det såkaldte scenarie 3. 

Så vi kan slippe af med det strammeste kvælstof-scenarie. Som blev tvunget igennem i den politiske aftale.

Derfor må interkalibreringsgarantien ikke glemmes. Den er et vigtigt element i at sikre en fair regulering. 

Derfor er mit klare budskab til politikerne, at spørgsmålet om interkalibrering skal afklares. 

Ellers risikerer vi, at danske landmænd rammes uproportionalt hårdt. Det må ikke ske.  Tyskland og Sverige skal levere deres andel. 

Det er helt afgørende, at vi arbejder efter krav, der er realistiske og fælles i Europa.

Det ved alle vores lokale folk. Derfor har vi kæmpet på for at få de mange nye kystvandråd, der kan finde de gode lokale løsninger. Dem har vi fået, og nu skal politikere og myndigheder så lytte til de input, der kommer – samtidig med, at der følges op på de internationale eksperters anbefalinger. 

Vi har en udfordring med kvælstof fra det dyrkede areal - og lad os nu løse det sammen med det øvrige samfund.

Reguleringstrykket er vanvittigt hårdt, og det kan vi få til at forsvinde langt de fleste steder med de kollektive virkemidler og en arealomlægning. Vi har fået en mulighed for at gøre noget der virker, samtidig med at der er en finansiering med.

Så jeg kan kun opfordre alle, der har mulighed for det, kom nu i gang.

Så tag nu  fat i udtagningskonsulenterne,  få nu undersøgt jeres egne  muligheder. Hellere i dag end i morgen. Fordi kollektive indsatser og arealomlægning er den hovedvej vi skal køre på, for at  komme ud af de trælse reguleringsmodeller.

Der er bare ingen tid at spilde.

Peter Nygaard Nissen, Sektorchef i L&F Planter

Det var grimme benspænd på næringsstofferne. Men også omkring pesticiderne fik vi en stor udfordring i 2025.  

Miljøstyrelsen trak godkendelsen tilbage af 33 pesticider, der formodes at kunne danne og udvaske flourstoffet TFA til grundvandet.
Det giver os store problemer i en lang række produktioner, hvor vi ikke aktuelt har alternativer til at sikre en effektiv bekæmpelse af ukrudt og skadedyr.
Det er et kæmpe problem, og det kommer til at koste dyrt i mange afgrøder. Tabet alene i primærproduktionen har SEGES Innovation anslået til 2 mia. kr. Og det er til den forsigtige side. Dertil kommer tabet ude i virksomhederne. 

Vi må konstatere at Miljøstyrelsen trak godkendelsen for de 33 midler på de danske særregler omkring for lang nedbrydningstid - det der hedder persistens. Firmaer ikke have en jordisk chance for at levere de uddybende data på de 6 uger partshøringen kørte. Og når det er sagt, så er det svært at forstå, at Danmark ikke i langt højere grad – særligt i en tid, hvor man har formandskabet i EU - sikrer, at det i stedet for dansk enegang bliver en fælles indsats i EU. 

Det ville have givet os en jævn spillebane i konkurrencen med vores europæiske kolleger. Nu står vi alene i en meget svær konkurrencesituation. Også en situation, der er markant sværere, end hvad vi på forhånd kunne have forventet, da man begyndte at se på den gruppe pesticider. 

Erhvervet har fået det der med myndighedernes ord kaldes ‘en maksimal udfasnings periode’, men som planteavler betyder det nærmere, at vi har fået en time ekstra, hvis vi skal oversætte det til et almindeligt dansk.  

Det er ganske enkelt en helt utrolig kort udfasning, som kommer til at udfordre os maksimalt i planteavlen de kommende år.  

Jeg finder en smule trøst i, at myndighederne trods alt anerkender alvoren og den helt unikke situation. 

Myndighederne har nedsat to taskforces, en for kartofler og en for øvrige afgrøder.

Fra erhvervets side spiller vi selvfølgelig konstruktivt med og knokler hver dag på med energi og nye ideer. Og den indsats vil jeg gerne takke det samlede erhverv om planterne, planteproduktionen og særligt CropLife for.

Jeg finder en smule trøst i, at myndighederne trods alt anerkender alvoren og den helt unikke situation. 

Myndighederne har nedsat to taskforces, en for kartofler og en for øvrige afgrøder.

Fra erhvervets side spiller vi selvfølgelig konstruktivt med og knokler hver dag på med energi og nye ideer. Og den indsats vil jeg gerne takke det samlede erhverv om planterne, planteproduktionen og særligt CropLife for.

Hvis der sidder nogen herude i salen med nogle gode ideer og forslag, så skal I ikke holde jer tilbage. Vi kommer til at spille alle løsninger på banen, men også presse på for, at mulighederne ikke forsvinder i bureaukrati og regelrytteri. 

Der er heldigvis masser af spændende teknologiske løsninger på vej, som vi på et tidspunkt kan få glæde af i planteavlen.  

Det er hverken i dag eller i morgen. Men jeg tror de fleste her i salen har et lille nørde-gen, der gør os fascineret af, hvad vi inden for en – trods alt – overskuelig fremtid får af alternativer til plantebeskyttelsen. 

Torben og jeg fik i hvert fald en på opleveren, da vi for nogle måneder siden var til en demonstration af nogle af fremtidens teknologier i marken, hvor man blandt andet benytter strøm og laserteknologi i plantebeskyttelsen. 

Ja, jeg ved ikke med jer. Men jeg synes godt nok, det er spændende udsigter, der tegner sig. Det løser ikke vores udfordringer aktuelt, men perspektiverne er dybt fascinerende, og der arbejdes altså ude i virksomhederne på at gøre de her teknologier markedsmodne. 

Det er blandt andet den modning af teknologierne, som vi fra L&F Planter har spillet ind med i regeringens Vækstteam. Det er en af de afgørende agendaer, for at sikre vækst i fremtiden for planteavlen, nu hvor nogle af de vigtigste pesticider bliver udfaset. 

Hurtig godkendelse og implementering af NGT som planteforædlingsværktøj kan – også på det lidt længere sigte – være del af løsningen.  

Det er vi glædeligvis kommet et stort skridt nærmere med den foreløbige aftale som ministerrådet og Europa-Parlamentet indgik i begyndelsen af december, og som etablerer en juridisk ramme for NGT-forædling. Aftalen garanterer en forenklet proces for NGT1-planter, der fremover sidestilles med konventionelle planter i EU. 
Det er et skridt, som kun er lykkedes ved bredt samarbejde igennem hele værdikæden, både herhjemme og i udlandet. Nu venter vi kun på, at aftalen endeligt konfirmeres. Det sker forhåbentlig og formentlig inden længe. 

NGT er et fantastisk og fremtidssikret redskab, som kommer til at gøre en kæmpe forskel for de europæiske landmænd. Vi vil kunne udvikle nye plantesorter, der er mere modstandsdygtige over for klimaforandringer og som kræver mindre brug af sprøjtemidler - til gavn for både miljøet, udbytter og økonomien i landbruget.   

Der er helt sikkert grund til at rette en stor tak til det danske EU-formandskab  for virkelig at prioritere indsatsen for at få løst op for den gordiske knude, som NGT-godkendelsen har været.  

De er lykkedes, hvor tidligere formandskaber har fejlet.  

Skulle nogen være i tvivl om, hvad NGT kan hjælpe os med, så se bare på billedet herover, som jeg har lånt fra KMC. 

Det viser i forgrunden af billedet sent udsatte kartoffelplanter med to resistensgener, som stadig er helt grønne. Kontrolplanterne står i den røde cirkel ude til jeres venstre side. De er gået ud og er væk som følge af skimmel. I baggrunden står en kartoffelsort med god resistens som ”værneplante” omkring forsøget, men den kan ikke klare skimmeltrykket i forsøgsmarken og er derfor også tæt på at gå ud. 

Det illustrerer vist meget præcist, hvor vigtigt det er, at vi får NGT med i planteforædlings værktøjskassen. 

Omkring forædling, så kan vi også glæde os over, at der i efteråret landede en politisk aftale, som sikrer i alt 200 millioner kroner over en fireårig periode specifikt til forskning i planteforædling og fremtidens dyrkningspraksisser.   

Det er godt og visionært, og det er vigtigt med et så langt åremål. Det øger markant sandsynligheden for konkrete og ambitiøse resultater. Med de udfordringer vi står med på pesticidområdet kombineret med klimaforandringer, er det en virkelig nødvendig satsning. En satsning der kan hjælpe os med at udvikle nye sorter, der er mere modstandsdygtige og dermed kræver mindre beskyttelse. Aftalen vil yderligere styrke den danske forædlingsbranche.  

Det er godt og visionært, og det er vigtigt med et så langt åremål. Det øger markant sandsynligheden for konkrete og ambitiøse resultater. Med de udfordringer vi står med på pesticidområdet kombineret med klimaforandringer, er det en virkelig nødvendig satsning. En satsning der kan hjælpe os med at udvikle nye sorter, der er mere modstandsdygtige og dermed kræver mindre beskyttelse. Aftalen vil yderligere styrke den danske forædlingsbranche.  

Vi glæder os også over, at det er besluttet, at de nye midler skal administreres af Promilleafgiftsfonden for landbrug.  

Det giver en stor sikkerhed for, at det bliver forskningsindsatser med et meget højt fagligt niveau, som kan omsættes til praktisk viden og værktøjer, der kan komme ud at gøre gavn i landbruget.   

Det er i øvrigt rigtig godt at se, at Promilleafgiftsfonden kan få tilført nye midler. Vi har jo tidligere set, at der politisk blev taget midler fra Promilleafgiftsfonden og givet til Fonden for Plantebaserede Fødevarer.   

Aftalen er en meget vigtig støtte til planteforædlingen imens vi venter på, at kunne komme til at udnytte alle de fantastiske muligheder, som NGT byder på.  

Særlig tak til landbrugs- og fødevareministeren Jacob Jensen for også at arbejde for denne vigtige indsats. 

Torben Hansen, formand for L&F Plantesektion

Jeg vil gerne slå en ting helt fast: 

Vi er som landbrug igennem de sidste mange år blevet mødt af  skærpede krav fra politikerne: Om kvælstofregulering, om en CO2-afgift, om biodiversitet, om ammoniak, om natur

Det er ikke noget der begyndte forrige sommer med indgåelsen af den grønne trepartsaftale. Det her er en udfordring der går årtier tilbage.

Og det var på den baggrund vi er gik ind i trepartsaftalen.  For at kunne sikre og udvikle vores  landbrugsproduktion.

Samt for at give os mulighed for at håndtere de mange krav, samfundet stiller til os, og selvfølgelig også for at sikre en finansiering til den jord, vi fremadrettet skal producere noget andet på eller som ikke skal dyrkes mere. 

Vi står midt i det; en gigantisk opgave, som på én gang skal løse udfordringer med miljø, natur og biodiversitet - og samtidig med at vi skal fastholde en stærk landbrugsproduktion. Det er en svær opgave. Men jeg har stadigt til gode at se alternativet til den grønne trepartsaftale.

Uanset hvad vi mener om valg af kvælstofscenarier og reguleringsmodeller, så kan kravene nu løses på en måde, der er markant klogere, end hvad vi kunne før.  

Vi har fået et opgør med den nuværende målrettede regulering, som vi havde fået langt, langt mere af uden trepartsaftalen – nu har vi muligheden for potentielt helt at udfase reguleringen. 

Og, jeg kan blive helt svedt ved tanken om, hvis alle de politiske ambitioner skulle løses hver for sig. Så ville arealet i vores lille land bare ikke være stort nok.

Arbejdet med at gøre trepartens ambitioner til virkelighed er krævende. Det skal ingen tage fejl af.

Det er dybt frustrerende, når nogle politikere og organisationer forsøger at tale erhvervet ned og kræver endnu skrappere krav, før de overhovedet har givet treparten en chance for at virke.  

Eller når man vil afvikle kompensationsordninger, før de næsten er trådt i kraft. 

Det er uværdigt. Det er populistisk. Ja, det er uordentligt. 
 
For landbruget har taget ansvar. Vi har forpligtet os til en enorm opgave, der netop skal sikre, at Danmark i fremtiden både har natur og en fortsat stor landbrugsproduktion.  

Her i november fik vi nye tal, som viser at der sidste år er overansøgt for 900 millioner kroner til kvælstofprojekter og lavbundsprojekter.

Det er et stærkt signal til politikerne om, at vi leverer på frivilligheden.  

Ingen – heller ikke politikerne - kan forvente at alle  resultaterne kommer  i morgen - men arbejdet er i gang, og tempoet er historisk højt. Jeg håber, alle myndigheder og kommuner også kan holde tempoet, så vi sammen kan komme hurtigt videre.

Vi har haft mange gode kolleger med i det hektiske arbejde i de lokale treparter. Det har de fleste steder været gode og produktive processer. For eksempel i oplandet til Ringkøbing Fjord. 

Vi hører heldigvis den samme historie langt de fleste steder. Om gode, men også nogle rigtig svære processer. For parterne  er jo grundlæggende meget  forskellige. Derfor har vi også  i et par af de lokale treparter været nødt til at sig fra, hvor kravene har været urealistiske og totalt ufaglige. 

Alle bør lægge sig på sinde, at den grønne trepart har to sider. Det endelige mål med treparten er ikke at producere mindre - men at producere klogere.

Vi skal optimere på de arealer, der bliver i drift, mens udtagne arealer skal omlægges til gavn for vandmiljø, klima og natur. 

I landkommuner som Ringkøbing-Skjern arbejder over 16 procent af de privatansatte i landbruget eller den tilknyttede fødevareindustri. 

De arbejdspladser skal vi kæmpe for - det handler også om et Danmark i balance.  

Derfor må treparten ikke få lov at blive fordrejet af dem, der kun ser den ene side af aftalen. 
 
Den grønne trepart skal være den platform, hvor landbruget og samfundet sammen viser, at vi kan skabe løsninger, der giver mening – for klima og natur, og ikke mindst for vores erhverv.  

Peter Nygaard Nissen, Sektorchef I L&F Planter

I årene der kommer bliver vi også nødt til at tale med hinanden om, hvordan vi laver en rigtig sund forretning i planteproduktionen – og gerne også en bæredygtig forretning både for samfundet, naturen og for planteavlerne.    

Det bliver et tema for arbejdet i Branchefælleskabet L&F Planter. Jeg ved, at de hver dag knokler i vores andelsskaber med lige nøjagtig den opgave – om det så er for kartoflerne i KMC, frøene i DLF, eller de store afgrøder med korn og raps i de tre selskaber Danish Agro, DLG og Vestjyllands Andel.  

Generelt er der fuld tryk på innovationen, og det faglige arbejde. Innovationskraften fra vores produktionsafgiftsfond Planteafgiftsfonden er stødt stigende. 

Her bidrager I som planteavlere hvert år med 15 kroner pr hektar. Her er flere gode projekter ved deres afslutning. Der har været projekter for mange afgrøder - herunder også dyrkning af majs med et mindre kvælstoftab, som har været et af omdrejningspunkterne.  

I den nye outputbaserede regulering bliver afgrødernes tab af kvælstof afgørende.

Her har majs længe stået I skammekrogen og har været set som en skurk omkring tab af kvælstof.

Derfor er SEGES Innovation med midler fra Planteafgiftsfonden i gang med at lave forsøg med dyrkningspraksis og tildeling af gødning til majs, for at generere nye og tidsvarende data til den outputbaserede regulering.

De foreløbige resultater er lovende,  men der er stadig mere arbejde at gøre.

Men det er ikke kun majs, der lider under manglende eller forkerte data. Også kartoflerne er udfordrede.

Der er stoppet gamle data fra 90'erne og begyndelsen af dette årtusinde ind i modellen for at beskrive tab af kvælstof fra kartoflerne.
Det er hovedrystende, at så upræcise data danner grundlag for kartoflernes indplacering i den nye kvælstofregulering - det duer simpelthen ikke! 

Vi kan ikke regulere et moderne erhverv efter utidssvarende data og gamle forældede dyrkningspraksisser. Derfor må vi med eksemplet for både majs og kartofler sikre os, at nyeste data om afgrødernes kvælstofoptag også bliver lagt til grund for udledningen af kvælstof fra vores afgrøder i den nye kvælstofregulering.
Vi skal med andre ord  sikre os,  at systemet omkring den outputbaserede regulering bliver gjort smidigt i forhold til opdateringer og ny viden. 

Også kornet har fået innovations-kærlighed fra udvalget til konkurrencedygtig planteproduktion – der er skabt på tværs af L&F Planter, forædlerne og Bæredygtigt Landbrug.  

Med projektet Maxkorn har SEGES Innovation undersøgt, hvad der skal til for at øge kornudbyttet i Danmark, samt at blive klogere på hvornår, det er mest optimalt at så vintersæd, uden at man går på kompromis med miljøbelastningen.  

Forsøgene viste, at sen såning ultimo september eller primo oktober - efter mellemafgrøder giver det største og mest sikre udbytte.
Forsøgene i den sydlige del af landet viste endda meget markante og positive resultater.

Eftersom klimaforandringerne giver mildere efterår og vinter, kan resultaterne være relevante for os i fremtiden. Men udbyttet afhænger meget af nedbørsmængderne i perioden efter såtidspunktet.  

Såning af vintersæd efter efterafgrøder er ikke tilladt lige nu, men de her resultater kan være med til at ændre det, hvis den øgede produktion ikke øger miljøbelastningen.

Det er samtidig indskrevet i Trepartsaftalen, at mulighederne for at tillade vintersæd efter efterafgrøder skal undersøges nærmere.  

I det hele taget er det fantastisk at opleve den innovationskraft, der er skabt på tværs af DLBR-rådgivningsvirksomhederne og SEGES Innovation i landsforsøgene. Det er en årelang tradition, hvor de førnævnte resultater bliver skabt. 

Dette gode samarbejde er også en af grundstenene til, at vi – trods vores store politiske uenighed om modellen – kan implementere aftalen om ny kvælstofregulering på en fornuftig måde, så landmændene får den bedst mulige proces. 

SEGES Innovation og DLBR-rådgivningsselskaberne er allerede i fuld gang med at lave systemerne klar. Stor ros for det arbejde!

Den snilde og lynhurtige værdikæde skal vi værne om og udvikle videre på.  Den har vi særligt brug for, når vi bliver udfordret af urimelige poltiske tiltag! 

Vi skal byde nye tanker og ideer velkomne – derfor glæder vi os i L&F Planter til at følge projekterne som Novo Nordisk Fonden i 2025 har bevilliget midler til.

Det er ambitiøse innovations- og forskningsprojekter, der har fået stærke finansielle muskler. Det er godt for udviklingen af planteavlen, at der er flere aktører, som vil være med til at forme fremtiden for planteproduktionen.

Torben Hansen, Formand for L&F Plantesektion:

Her i foråret kunne man læse denne overskrift i Randers Amtsavis: "13-15 millioner liter kloakvand løb ud i havn." 

Et centralt afløbsrør ved overløbsbygværket i Mariager var blevet tilstoppet. Manglende dataopsamling og databehandling gjorde, at forsyningen ikke opdagede proppen før efter tre uger. I alt op mod 15 millioner liter urenset spildevand nåede at løbe ud i Mariager Fjord.  

På delegeretmødet annoncerede økonominister Stephanie Lose politisk handling. 

Den kom sidst i december med en politisk aftale om afgift på overløb af spildevand. Det har vi efterlyst længe.

Vi havde dog gerne set mere konkret handling i forhold til at skaffe viden om omfanget af overløb

Det kunne man skaffe ved at opsætte langt flere flowmålere, men i den politiske aftale er der ingen konkrete tidslinjer. Vi ønsker en tidsplan for, hvornår der skal foreligge konkrete målinger på overløbene i de forskellige områder.

Det er paradoksalt at indføre en afgift på overløb, uden at sikre, at der bliver målt ordentligt.

Der er grund til at rose regeringen for at tage hul på problemet og sætte arbejdet i gang. Men det er altså kun en begyndelse, og det kan kun gå for langsomt at komme i gang med at rulle målingerne ud.

Det viser eksemplet fra Mariager, og også her for nyligt hvor der var en tilsvarende sag fra Hørsholm.

Vi skal selvfølgelig have de målere op, så vi får et korrekt billede af spildevandets omfang og betydning for vandmiljøet. 

Det synes jeg, politikerne skylder os at få styr på. Blandt andet for at sikre en nuanceret og faktabaseret debat på hele vandmiljøområdet. Det må være i alles interesse.

Peter Nygaard Nissen, Sektorchef i L&F Planter:

På den juridiske front kan vi også glæde os over, at den lange principsag om erstatning for forsumpet jord i Tinglev Mose fandt sin endelige afslutning. Forsumpningen er sket som følge af et naturgenopretningsprojekt. Og igen må vi konstatere, at der i nogle kommuner eksisterer en temmelig alternativ værdifastsættelse af landbrugsjord. 

I en af sagerne endte erstatningen inklusive renter fra 2018 på syv gange det, Aabenraa Kommune havde tilbudt.  

Jeg kan ikke undgå at blive lidt stødt på min retsfølelse, når en kommune holder en sag kørende i så mange år med påstande, der er så åbenlyst urimelige. Som en af lodsejerne sagde: Det er svært at stå alene som privat mand mod en kommunes ressourcer. Men selv om jeg er tilfreds, så kan jeg ikke lade være med at være ærgerlig over, at kommunen har forsøgt at lave så mange benspænd i den her sag og brugt så mange af skatteborgernes penge på det. Vi kunne have lukket sagen i mindelighed mange gange gennem årene, hvis kommunen havde villet det. 

Jeg håber virkelig, at man ude i kommuner og i forsyningsselskaberne besinder sig, så processer med at få lukket aftaler med lodsejere tager udgangspunkt i realistiske niveauer, der afspejler tabet – og ikke hvad man i kommuner og selskaber kunne tænke sig at betale.  

Og apropos prisen på jord – og mine følelser: Siden vi var sammen sidst, har jeg lært navnet Jacob Jelsing at kende. Han er en driftig mand, der er blevet milliardær på en biotek-virksomhed. 

I den seneste tid har han kastet kræfter og penge i at arbejde for naturbeskyttelse. Han opkøber jord, som skal omdannes til natur.

Vi kan synes, det er ærgerligt, at god landbrugsjord skal tages ud af drift, men det er jo op til den enkelte lodsejer, hvem man vil sælge til, og hvad køber vil bruge jorden til. 
Hvor jeg igen bliver lidt forarget, det er når Jacob Jelsing, der har fået spalteplads i stort set alle landets aviser kalder landmænd for grådige. Hvorfor? Ja, det er såmænd fordi de gerne vil insistere på at få markedsprisen på deres jord, og ikke uden videre accepterer hans tilbud. 

Jeg har desværre til gode at se nogen journalister, vist heller ikke fra landbrugsmedier, spørge ham, hvordan det kan være grådighed, at man gerne vil lave den bedst mulige forrentning af sin investering. Og om hvorvidt han solgte sin biotek-virksomhed til den første, der henvendte sig og selv ville sætte prisen.  

Nogle gange så er det bare for nemt og for billigt at være landbrugskritiker i det her land. 

Nu har Torben allerede i starten af beretningen været omkring sin egen fortid som hvidkålsdyrker og vi har set hvordan Christian Orthman fra LU har kastet sig over frugtavl. Derfor varmede det også ekstra meget en råkold mørk december dag, da DTU fødevarer præsenterede deres årlige rapport om tilstanden for dansk frugt og grønt.  

Det kom ikke som nogen stor overraskelse – bare som det sædvanlige kæmpestore skulderklap til de danske producenter af frugt og grønt. Analysen viste igen i år, at dansk frugt og grønt hører til blandt Europas reneste i forhold til pesticidspor.

Langt de fleste danske produkter er helt uden spor af pesticider. Det viser bare den uhyre faglighed de dygtige danske gartnere og frilandsproducenter ligger for dagen. Kæmpe respekt til jer for det! 

Vi har i L&F Planter også brugt den mørke tid på at bakse med nogle anbefalinger til, hvordan vi kan komme med en håndsrækning og sikre en højere forsyningssikkerhed af dansk frugt og grønt. Jeg kan godt løfte sløret lidt allerede – det handler om at købe dansk. Resten må i vente med. 

Fremtiden er grøn - Det er stadig mantraet vi arbejder efter i L&F Planter.

Den grønne dagsorden er regeringen også fortsat optaget af, og den præsenterede lige før nytår nye ambitioner på klimaområdet. Nu skal vi i Danmark ikke bare reducere udledningerne med 70%, nej vi skal længere ind...og reducere yderligere med 82%

Derfor glæder det mig også ekstra meget, at resultaterne af det faglige arbejde, omkring udledningen af lattergas fra gødningstildeling, bærer frugt – det vi kender som emmisionsfaktoren.

Med støtte fra Planteafgiftsfonden og Innovationsfonden har SEGES siden 2022 undersøgt lattergasemissionerne fra marken på fem forskellige jordtyper, som udgør 87 procent af de dyrkede arealer i landet. Lige nu bruges der internationale tal fra FN’s klimapanel (IPCC). De har standardtal til at beregne udledningen, men det stemmer ikke overens med udledningen under danske forhold.  

Derfor skal vi ikke regne med at 1% af gødningstildelingen bliver til lattergas men nærmere ned på et interval imellem 0,1 og 0,2 for handelsgødning og omkring 0,4 for husdyrgødningen.

Lige før jul kom meldingen at kalkafgiften bliver udskudt to år til 2030. Det skyldes blandt andet usikkerhed om klima-effekterne ved spredning af kalk på marker og derfor også af effekterne ved en afgift.

Vi har gennem hele forløbet argumenteret, at der ikke ligger forskning, der påviser, at mindre brug af kalk skulle have en klimagavnlig effekt. Tværtimod er der resultater og forskning, der peger på det modsatte, at tilførsel af kalk til sur jord kan reducere udledningen af lattergas – og altså have en positiv klimaeffekt.

Nu udskydes implementeringen af afgiften, til man har mere sikker viden fra forskningen. Det er godt, men også det eneste fornuftige.

Vi skal selvfølgelig ikke have en afgift på landbrugskalk, hvis kalken ikke belaster klimaet. Det kan alle vist være enig i. Særligt når vi ved, hvor afgørende kalk er for en sund jord, god jordstruktur, optimal udnyttelse af næringsstoffer samt udbytter og kvalitet af afgrøderne. 

Det er godt, at fornuften har sejret, og at en eventuel kalkafgift kun indføres, hvis der er solid forskning, der taler for det.

Min forventning er, at det vil vise sig, at en afgift på kalk ikke gavner klimaet, og at kalkafgiften derfor bliver lagt på hylden.

Torben Hansen, formand for L&F Plantesektion:

Vi har været rundt om en lang række af de aktuelle udfordringer, som vi slås med. 

På lidt længere sigt er den næste syvårige budgetperiode for den fælles landbrugspolitik også en udfordring.

Det udkast, der ligger, giver anledning til bekymring. 

En reduktion af landbrugsbudgettet på hele 30 procent. Det spiller bare ikke sammen med stærkt stigende krav til en miljøvenlig og klimaeffektiv produktion. 

Vi er også stærkt kritiske over tanker om indførsel af støttelofter på ha støtten. Der er talt om, et støtteloft der vil ramme bedrifter  allerede ved  omkring 90 hektar, altså langt lavere end den typiske størrelse på en dansk plantebedrift. 

Begge dele vil være skadelige for den måde, vi producerer på i Danmark Vi skal ikke straffes for, at vi i Danmark har en effektiv produktion i forhold til klima og miljø. Et støtteloft bør ikke have gang på jord. Det vil skævvride konkurrenceevnen til skade for specielt danske landmænd. 

Derudover frygter vi en øget nationalisering af EU's landbrugspolitik, som potentielt kan skade vores konkurrenceevne.

Vi kommer selvfølgelig til at arbejde både nationalt og sammen med vores europæiske kolleger for at få rettet op på de skævheder der er i forslaget. 

Men uanset benspænd på flere fronter, så skal danske landmænd producere en stor del af fremtidens fødevarer. For vi er uden tvivl i front, når det gælder om at tage ny miljøteknologi og klimavirkemidler i brug. 

Det er ikke min påstand. Den stammer fra landbrugskommissær Christophe Hansen, da han besøgte os sidste efterår. 

Han pegede også på, at vi bestemt ikke skal producere færre fødevarer, vi skal producere flere. Høj selvforsyningsgrad med fødevarer er en af betingelserne for at have et stærkt og levedygtigt EU. 

Det er en pointe, som jeg håber også de danske politikere lytter efter.

Vi står midt i politiske forandringer, men vi må  ikke lade os lamme af regler og restriktioner. Vi skal i stedet bruge vores knowhow og faglighed til at finde løsningerne. 

Vi skal insistere på at være dem, der viser, hvordan det kan lade sig gøre. 

Det kan vi tro på.  

Fordi vi har unge gutter som Christian Orthmann og mange andre, der er klar til at give den gas og sikre, at vi fortsat får fuldt udbytte af de fantastiske naturgivne muligheder vi har for planteproduktion her i Danmark.

Tak for ordet.