Grundvandsanalyse er historisk usaglig 

Det er en nærmest chokerende mangel på seriøsitet og faglighed, som man mødes af i en rapport, som Miljøministeriet og miljøminister Magnus Heunicke har offentliggjort. Rapporten skal danne basis for politiske forhandlinger om beskyttelse af såkaldte sårbare grundvandsdannende områder.  

Jeg kunne nærmest ikke tro mine øjne, da jeg læste, at rapporten lægger op til regulering og forbud mod anvendelse af pesticider på op til 160.000 hektar landbrugsjord – vel at mærke erstatningsfrit.  

Det kan ingen mene alvorligt. Heller ikke en socialdemokratisk miljøminister.   

Slet ikke på baggrund af den parade af fejlagtige præmisser, som analysen bygger på. Rapporten er enten ekstremt dårligt håndværk eller politisk bestillingsarbejde.  

Den er et af de mest horrible og uanstændige udspil fra en offentlig myndighed, jeg har set i min tid som folkevalgt landmand. Vi kommer til at kæmpe imod af alle kræfter og vil tage eventuelle politiske beslutninger på grundlag af rapporten til domstole om nødvendigt.  

For eksempel postuleres, at der er stigende forurening af grundvandet fra pesticider. Det har Miljøministeriet selv i forarbejdet til den grønne trepartsaftale ellers bemærket, der ikke er belæg for. Der konkluderes også, at pesticider udgør hovedkilden til potentielle forureninger, uden overhovedet at forholde sig til andre kilder. Ligesom analysen hviler på en fejlagtig skildring af, at den nuværende grundvandsbeskyttelse er mangelfuld.   

Det er værd at lægge sig på sinde, hvad forskere fra KU sagde, sidste gang tanken om de grundvandsparker var fremme. En professor i miljøtoksikologi kaldte grundvandsparker for »spild af penge«. En lektor og miljøkemiker sagde, det er at skyde gråspurve med kanoner at sige, at brug af alle pesticider er problematiske. En tredje – professor i vandkvalitet – påpegede, at stoffer fra træbeskyttelse og industrikemikalier kan udgøre større udfordringer for grundvandet i forhold til menneskers sundhed.  

Galskaben i analysen toppes af, at der lægges op til, at erstatningsfri regulering er en gangbar reguleringsmodel på op mod 160.000 hektar landbrugsjord, hvoraf cirka 15.000 hektar dyrkes økologisk. Gennemført vil det skubbe bedrifter i økonomisk fallit og betyde en markant reduceret fødevareproduktion på noget af vores bedste landbrugsjord.    

Et så stort statsligt indgreb vil uden tvivl være de facto ekspropriation og skal udløse erstatning.