Søren Søndergaard svarer på griseproducentforenings kritik
TV2-dokumentar var omdrejningspunktet for debatten på generalforsamlingen hos Danske Svineproducenter. L&F-formand Søren Søndergaard fortalte om L&F's strategi.
Fra Danske Svineproducenter var der kritik af L&F’s ageren i processen. Det fik L&F-formand Søren Søndergaard til at tage ordet i den efterfølgende debat. Her bakkede han producentforeningen op og rettede også stærk kritik mod dokumentaren.
- TV2 har begået et journalistisk svigt af dimensioner ved at viderebringe billederne. Jeg har ikke tal på, hvor mange sider korrespondance, jeg har derhjemme med vores udfordringer af Kompagniet og TV2's metoder. Så der er også fra min side blevet kæmpet hårdt imod Kompagniet og TV2's metoder, forklarede L&F-formanden, som fortsatte: - Som I ved, så stillede H.C. Gæmelke op i dokumentaren og i medierne for som formand for L&F Gris at forsvare vores erhverv på en svær dagsorden. Jeg har den dybeste respekt for dette. Og ligeledes stor respekt for din linje Jeppe, og jeg har tidligere ønsket både dig og din advokat tillykke.
Søren Søndergaard fastslog, at L&F og Danske Svineproducenter var enige om kritikken af TV2, men altså valgte to forskellige veje for det juridiske spor.
- Jeg vil gerne sige til dig Jeppe, at jeg virkelige håber, at I vinder den opfølgende retssag på mandag. Derfor kommer vi i L&F også til at se på, hvordan vi kan støtte jer i sagen om fogedforbuddet, hvis retten giver mulighed for at køre sagen som en regulær retssag.