Nyhed, 20.januar 2026

Dyrkning uden TFA-midler får hovedfokus på Kartoffelkongres

Til Kartoffelkongressen torsdag 22. januar inviterer Danske Kartofler alle med interesse i kartofler til en faglig dag.

Der vil blandt andet været kvælstofkvoter og fremtidens kartoffelavl på programmet. 

Der er brug for nye dyrkningsregler, som fremover vil være udgangspunkt for godt landmandskab, når det fra 2027 ikke længere er tilladt at bruge TFA-midler i planteavlen. Derfor bliver det dagens største fokuspunkt, når brancheorganisationen Danske Kartofler torsdag i næste uge afholder den årlige Kartoffelkongres i Vingsted Centret.

- Det er vigtigt, at man kommer til Kartoffelkongressen, hvis man interesserer sig for kartoffelavlen i Danmark - både for at få vigtigt viden med hjem og for at kunne komme med sine egne input, for her kommer vi til at debattere nogle meget afgørende emner, siger Carl Heiselberg, der er formand for Danske Kartofler.

 

Debat om fremtidens kartoffelproduktion

Dagen begynder med generalforsamling i Danske Kartofler, som foregår sideløbende med et oplæg om teknikker i kartoffelmarken. Derefter overtager Lars Bødker, chefkonsulent i Seges Innovation, talerstolen for at fortælle om dyrkningsregler i Holland og derved sætte scenen for eftermiddagens paneldebat.

- Vi har i Danske Kartofler nedsat en arbejdsgruppe, der gør en kæmpe indsats for at finde ud af, hvordan vi fortsat kan have en bæredygtig kartoffelavl fra 2027, og som vil anbefale fælles dyrkningsregler baseret på principper for godt landsmandskab, fortæller Carl Heiselberg og fortsætter:

- I den forbindelse har vi afsat en hel time til debat på kartoffelkongressen, hvor vi med fem eksperter på scenen fra L&F Økologi, KMC, AKV, Aarhus Universitet og Seges Innovation vil debattere blandt andet, om vi skal have dyrkningssystemer inspireret af Holland, hvor de har en lov i stil med flyvehavreloven. Det er også her, kongressens deltagere kan stille spørgsmål og komme med input til emnet.

 

Kvælstofkvoter i årsberetningen

Under både formandens årsberetning og kongressens øvrige faglige indlæg vil der derudover være mulighed for at blive klogere på en lang række andre højaktuelle emner.

- Jeg vil blandt andet komme ind på kvælstofkvoter, som mange kartoffelavlere med god grund er frustrerede over, og som vi er meget involverede i at finde en god løsning på i Danske Kartofler, fortæller Carl Heiselberg.

Kongressens øvrige oplæg inkluderer blandt andet nyt om, hvor langt vi er med forædling og NGT, trends i markedet for kartofler og lagring af kvalitetskartofler i milde vintre. Dagens rundes af med et blik ind i 2026 ved Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug og Fødevarer.

Gennem hele dagen vil der være løbende pauser, hvor kongresdeltagerne kan besøge de 26 udstillere og netværke på kartoffeltorvet.

Danske Kartofler forventer omkring 200 deltagere på dagen.

 

  • Det er muligt at tilmelde sig til og med mandag 19. januar HER

  • Hele programmet kan downloades her.