Grundvandsanalyse er et makværk

Jeg ved ikke, om den nye rapport fra Miljøministeriet om de såkaldt sårbare grundvandsdannende områder er et startskud til en valgkamp.

Det ligner i hvert fald langt mere et partsindlæg end et stykke nuanceret fagligt arbejde, der kan hjælpe Danmark videre mod fortsat at have noget af verdens bedste og reneste grundvand.

Rapporten, der blev præsenteret og støttet af miljøminister Magnus Heunicke, og som Moderaterne også i ugens løb har bakket op om, bygger på centrale områder på fejlagtige og mangelfulde præmisser. Gennemført vil den medføre, at 160.000 hektar – primært god – landbrugsjord vil skulle tages ud af drift for at blive til såkaldte grundvandsparker. De 15.000 hektar af dem økologisk dyrkede.

Uden at være for hård i tonen tør jeg godt konstatere, at rapporten bygger på påviseligt fejlagtige og mangelfulde præmisser.

Der postuleres således, at der er stigende forurening af grundvandet fra pesticider. Det har ministeriet ellers selv i forarbejdet til den grønne trepartsaftale bemærket, der ikke er belæg for at påstå. Der hævdes også, at pesticider udgør hovedkilden til potentielle forureninger uden overhovedet at forholde sig til andre kilder fra det øvrige samfund. Ligesom analysen hviler på en fejlagtig skildring af, at den nuværende grundvandsbeskyttelse er mangelfuld.

Det er helt vildt, at man går i byen med en rapport, hvor helt grundlæggende faglighed ikke er på plads. Det ligner et politisk bestillingsarbejde.

For der er jo på ingen måde belæg for at hævde, at vores grundvand er truet eller ikke nyder beskyttelse. Det er faktuelt blandt de bedst beskyttede i verden. Det danske system for grundvandsbeskyttelse består af den generelle beskyttelse med målinger, VAP-marker og et restriktivt pesticidgodkendelsessystem, samt målrettet beskyttelse i form af boringsnære beskyttelsesområder og kommunale indsatsplaner.

Ekstremt forslag

At ville tage 160.000 hektar landbrugsjord ud af drift, uden et solidt dokumenteret beskyttelsesbehov, vil være helt absurd. Det vil være symbolpolitik, der skal signalere grøn handlekraft. Men uden fagligt belæg. Det er et forslag, som forekommer ekstremt alle dage, men særligt i en tid med stigende fødevarepriser og bekymring om fødevareforsyningssikkerhed i Europa. Der er altså sikkerhedspolitik i at have et stærkt dansk landbrug.

Forslaget om grundvandsparker er ikke nyt. Det er dukket op lejlighedsvis det seneste årti. Jeg har været i arkiverne og set på, hvad forskerne tidligere har meldt ud om forslaget, når det har været lanceret. Det er nok værd at lægge sig på sinde.

En professor i miljøtoksikologi kaldte direkte grundvandsparker for »spild af penge«. En lektor og miljøkemiker sagde, det er at skyde gråspurve med kanoner at sige, at brug af alle pesticider er problematiske. En tredje – professor i vandkvalitet – påpegede, at stoffer fra træbeskyttelse og industrikemikalier kan udgøre større udfordringer for grundvandet i forhold til menneskers sundhed. Det er klar tale fra uvildige eksperter.

Der er heller ingen tvivl om, at en plan om at udtage 160.000 hektar god jord af drift vil underminere det store arbejde, der er gjort i de lokale grønne treparter, og som der skal arbejdes videre med i den kommende tid. Det er dybt forstemmende og demotiverende for alle, der har knoklet med at løfte den enorme fælles opgave.

Værdiløse panter

Der føjes nok et lag til absurditeten, når der i rapporten lægges op til, at et statsligt forbud mod sprøjtning og gødskning kan foregå ved erstatningsfri regulering, altså uden kompensation til landmændene. Der er i min verden, og hos eksperter jeg har konsulteret, ingen tvivl om, at et forbud af den karakter vil være så indgribende, at vi taler om ekspropriation, og de erstatningssatser der følger med det.

Den gennemsnitlige pris på en hektar landbrugsjord er lige nu cirka 200.000 kroner. Ganget op med 160.000 hektar, så lander vi på 32 mia. kr.

Tænker vi forslaget gennemført som skitseret som erstatningsfri regulering, så vil værdien af banker og kreditforeningers panter med ét slag blive tilnærmelsesløst værdiløse. Konsekvenserne vil, hævet over enhver tvivl, være en lang række fallitter i ellers sunde landbrugsvirksomheder. Vi vil se en markant mindre dansk fødevareproduktion. Landdistrikterne, der i høj grad lever af beskæftigelse skabt af landbruget og følgeindustrierne, vil få endnu et slag, og endnu dårligere betingelser for at levere et liv til danskere uden for de store byer.

Klar til juraens vej

Ingen skal være i tvivl om vores interesse i at beskytte vores gode danske drikkevand.

Og vi henter det jo, tankevækkende nok, op af undergrunden i landområderne. Hvorfor? Ja, fordi undergrunden under byerne er alt for forurenet til at kunne danne basis for godt grundvand.

Men grundvandsparker og udtagning af god landbrugsjord i den størrelsesorden, der tales om i rapporten, er helt og aldeles ude af proportioner, som også forskerne herover påpeger. Samtidigt er det helt vanvittigt at gøre sig tanker om erstatningsfri regulering i den målestok, både ud fra en juridisk og en samfundsøkonomisk betragtning.

Jeg kan kun opfordre politikerne til at tænde det lange lys. Se først og fremmest på rapportens helt fraværende faglige belæg for så vidtgående en politik. Dernæst på de enorme konsekvenser, det vil have for tusindvis af landmandsfamilier og arbejdspladser på landet. Og i den grad også for landmændenes lyst til at fortsætte det intensive arbejde for at realisere ambitionerne i den grønne trepart. Tålmodigheden er stor hos de fleste. Men den er ikke uendelig.

L&F har brugt mange kræfter de seneste dage i medierne på at slå fast, at denne rapport aldrig må danne grundlag for reel politik. Og jeg er sikker på, det giver genlyd politisk, når vi har så stærk faglighed at stå på. Og hvis ikke – ja, så lover jeg, vi forfølger alle juridiske spor, hvis der kommer politik baseret på dette faglige makværk.