Grundvandsparker er straf med tilbagevirkende kraft
Etablering af grundvandsparker vil blive meget dyrt, uden reelt at få effekt i forhold til at beskytte drikkevandet, vurderer Venstre-profil.
Asger Christensen, MEP for Venstre, ser tankerne om etablering af store grundvandsparker som et udtryk for, at man straffer landbruget med tilbagevirkende kraft.
– Med den grønne trepart har vi allerede stort fokus på skovrejsning, arealudtagning og grundvand. Så det er noget, vi tager alvorligt og arbejder med. Derfor mener jeg ikke, at vi skal straffe fortidens synder med sådan et forslag.
– Med de midler vi har i dag, er der i praksis ingen risiko ved almindelig brug. Samtidigt reducerer vi i disse år med ny teknologi forbruget af pesticider meget markant, blandt andet gennem brug af droner. Så reelt vil et tiltag om etablering af grundvandsparker ikke få nogen effekt i forhold til at beskytte vores drikkevand. Men det vil blive meget dyrt, siger Asger Christensen.
Stor udvikling
Han peger videre på, at der i disse år sker en stor udvikling inden for bio-pesticider, altså plantebeskyttelsesmidler af naturlig oprindelse.
– Det arbejder vi med for fuld kraft i EU i denne tid. Bio-pesticider vil gøre plantebeskyttelsen endnu mindre belastende. Det samme vil brugen af NGT-afgrøder. Vi har i årevis kæmpet for at få godkendelsen gennem i EU-systemet, og nu er den lige på trapperne. Det vil yderligere overflødiggøre grundvandsparker, siger Asger Christensen.
I rapporten fra Miljøministeriet lægges der op til, at forbuddet mod sprøjtning og gødskning skal ske med erstatningsfri regulering, altså uden at landmændene vil få kompensation. Til det siger Asger Christensen:
– Der må gælde det samme, som i alle andre sammenhænge, hvor man for eksempel skal bygge motorveje eller jernbaner på privat jord. De der lider et tab skal have en erstatning, der svarer til det tab, de lider. Sådan må det naturligvis være.