Nyhed, 28.januar 2026

Undgå at køre gylle på frossen jord

Kalenderen skriver snart 1. februar, og selvom det bliver muligt at køre gylle, er det helt afgørende at planlægge udenom frostvejret.

Denne uge byder både på sne og frostvejr. Selvom vi snart rammer den 1. februar, skal man dobbelttjekke vejrudsigten en ekstra gang inden traktoren med gyllevognen startes. Hvis vejrudsigten forudser vinterligt vejr med udsigt til minusgrader, er det bedre at vente med at køre gylle, til vejret er varmere.

”Jeg kunne læse i sidste uge, at DM&E med et glimt i øjet foreslog landmænd og maskinstationerne en ekstra uge på ski i stedet for gyllekørsel, inden jorden er tjenlig, og jeg kunne ikke være mere enig. Gyllen har mere værdi i tanken end i frosten. Og hvis du alligevel taler med din kollega, så tag gerne en snak med hinanden, om det virkelig er mest formålstjenligt og nødvendigt at køre gyllen ud nu eller vente til lidt senere på foråret, hvor planterne også er i vækst igen.” lyder opfordringen fra Peter Nyegaard Nissen, sektordirektør for Landbrug & Fødevarer Sektor for Planter.

Hvis der køres gylle på frossen jord, risikerer man, at gyllen ikke kan trænge ned i jorden og i stedet løber direkte ud i vandløb og fjorde. Det skader miljøet.

Højere bødestraffe i 2027

Fra 1. januar 2027 forventes der derudover også at træde et forslag til ny gødskningslov i kraft. Her ønsker Ministeriet for Grøn Trepart, at bødeniveauet for lovovertrædelser som udgangspunkt bør være på 50.000 kr.

Læs mere i Maskinbladet: Højere bødestraffe ved ulovlig gylleudbringning klar fra 2027 | Maskinbladet